Citronkage
ganeoggaffel
Af: Lise
Bloggens forfattere er ret vilde med kage (okay, meget vilde med kage). Alt muligt kage – vi er ikke kræsne og vi skal nok spise op!
Her er en hjemmelavet version af citronmånen a la den man køber i supermarkedet – selvfølgelig bare meget bedre! Den stammer fra den fine dessertblog Anne Au Chocolat (se linket over i højre spalte). Den er sød, blød, syrlig, saftig og virkelig nem at bage! Den friske citronskal i kagen og syrlige saft i glasuren giver en dejlig frisk kombination (så man kommer nemt til at spise for meget…). Man kan med fordel tilsætte 2 spsk. blå birkes til dejen. Det giver en dejlig konsistens og smag.
Opskriften passer til en lille springform:
115 g smør
175 g sukker
2 æg
Fintrevet skal af 1 citron (evt. saft af en halv)
175 g mel
1 tsk bagepulver (kan udelades)
55 ml mælk
(Evt. 2 spsk. blå birkes)
Glasur:
Saft af 1 citron
115 g flormelis
Blødgør smørret og rør det cremet med sukker, tilsæt herefter æggene et af gangen. Rør citronskal og evt. saft i. Sigt mel og bagepulver og rør det i skiftevis med mælken.
For en springform med bagepapir og bag kagen ved 175 grader i ca. 40 min til den er gylden. Ligeså snart kagen kommer ud af ovnen puttes glasuren på og lad den derefter afkøle.
Ingen kommentarer endnu