Mens vi venter på sommeren…

Af Emilie

…Lidt snapshots fra en forsvunden sommer – kom tilbage til mig!

Mens alle andre indåndede urinstøv på Roskilde flygtede vi til sommerhushygge i Asserbo – her står den på super lækre bøffer fra den lokale slagter i Skærød

Morgenmad på Kreta – nemt at være sommersund med græsk youghurt, nødder og frisk frugt

Klar til grill i Præstø – jeg havde ansvaret for bernaise smørret – det hurtige alternativ til hjemmelavet sauce – bare masser af smør rørt med essens, frisk estragon, reven citronskal og lidt hvidløg

Middag med familien på Restaurant Sletten – klart et besøg værd, her smækre kammuslinger med indisk karry

Endnu en sund omgang morgenmad – denne gang på terrassen i Schweiz med udsigt over Zugersee

Nem Chicken Ceasar Salad

Af Emilie

Da Lise og jeg for et par år siden var i New York sad vi dagen inden afrejse og stenede til The Food Network i vores hostels opholdsstue – der lavede de en helt fra bunden ceasar salad, som så super lækker ud. Da vi kom hjem måtte det afprøves og det var bestemt indsatsen værd at bikse sin egen dressing sammen – skal det gå lidt hurtigere kan man også snyde med den originale Ceasar Cardini dressing og så ellers gode råvarer for resten af pengene  – så har du hurtig og rimelig sund aftensmad klar på ingen tid!

Hermed en opskrift på nem Ceasar til 2 personer:

2 kyllingebryster – skåret i små skiver og grillet på grillpande
Mini romainesalat – ca. 2 hoveder
Parmesan i flager, ca. 75 gram
Ceasar dressing
Ca. 3 skiver godt hvedebrød skåret i tern til croutoner (brugte Bo Bechs – lidt frås, men rigtig godt!)

Salaten skylles og rives i mundrette stykker og stilles til side mens resten tilberedes. Start derefter med at riste brødterningerne i olie og lidt salt, peber og oregano. Når terningerne er blevet gyldne og sprøde, lægges de til side på lidt fedtsugende papir, mens kyllingen steges. Riv derefter parmesan i flager og anretningen kan begynde.

Salaten vendes i en skål med passende mængde dressing. Kylling, croutoner og parmesan fordeles ovenpå salaten anrettet på tallerknerne. Og så er der serveret!

Lasagne – min livret!

Af: Lise

Lasagne har altid været en af hofretterne i mit barndomshjem, og det har altid været af den gode hjemmelavede slags. Knorr og mornay sauce er noget, jeg først har lært at kende i en senere alder, og det behøver næsten ikke at siges, at det ikke på noget måde kommer op på siden af den hjemmelavede version.Nedenunder er opskriften på lasagne og bechamelsauce. Jeg er vild med, at en lasagne er ret “våd”, dvs. masser af sauce! Så er der også noget at dyppe brødet i. Til bechamelsaucen synes jeg, at det er et hit at bruge alt muligt forskellig ost (gedeost, danablu etc.) udover den mere gængse parmesan.

ca. 4 personer

Kødsaucen:
2 løg
5 fed hvidløg
700 g. oksekød
1 dåse tomatpuré
2 dåser hakkede tomater (gerne økologiske og gerne fra Italien, det er de mest smagfulde)
4 revne gulerødder
1/2 squash revet
En god håndfuld hakkede champignons
Lidt cayennepeber
Et godt skvæt balsamico (bringer noget intensitet frem i smagen)
Et glas rødvin
Oregano
En bøtte frisk basilikum
Salt & peber

Friske lasagneplader

Svits de hakkede løg og hvidløg i olie til de er klare. Tilsæt kødet og brun det. Put derefter de forskellige grøntsager og tomater i saucen og lad det svitse sammen nogle minutter inden hakkede tomater, balsamico, rødvin og krydderier tilsættes. Lad det hele småsimre ca. 15 min. og smag til med salt og peber.

Bechamelsauce:
50 g. smør
Mel
Mælk
Muskatnød
Ost
Salt

Smelt smørret og tilsæt mel til det bliver en melbolle. Herefter hældes mælk i under kraftig piskning (for at undgå klumper). Når konsistensen er cremet tilsættes ost, revet muskatnød og salt.

Byg lasagnen op lagvis med skiftevis kødsauce, bechamelsauce og lasagneplader. Slut af med bechamelsaucen og drys med revet ost.

Bag lasagnen ved 175 grader i 30 min. (lidt længere hvis der anvendes tørre pastaplader).

Server med en grøn salat og godt brød.

Marbella kylling

Af: Lise

Jeg har fået den her helt fantastiske kyllingeret hos min faster i Los Angeles. Den stammer oprindeligt fra en amerikansk kogebog, The Silver Palate Cookbook, som er en klassiker derover. Retten er tilsyneladende meget 80’er, men den er ny for mig og har en utrolig lækker smagssammensætning af salt og sødme.

Retten laves dagen i forvejen, hvor den får lov til at stå og marinere natten over. Det kræver derfor lidt planlægning at lave.


Opskrift til 4-5 personer
1 stor kylling, parteret
Tørret oregano
Rødvinseddike
Olivenolie
Svesker
Kapers (med lidt af saften fra glasset)
Oliven (grønne eller sorte, alt efter hvad man foretrækker)
Hvidløg – masser!
Brun farin
Hvidvin
Salt og peber
Mariner kyllingestykkerne i alle ingredienser, pånær hvidvin og brun farin, i ca. et døgn.
Dagen efter tages retten ud og kyllingestykkerne lægges i et fad med skindsiden opad, drysses med brun farin og marinade og hvidvin hældes ved.
Steges i ovnen ved 175-200 grader i 45 min eller indtil stykkerne er møre og klar saft kommer ud, når der trykkes på dem med en gaffel.
Serveres enten varm eller ved stuetemperatur med fx en grøn salat og godt brød.

Chokolade chokolade chokolade

Af Julie

Tre dejlige plader

Jeg kan godt lide chokolade. Faktisk er der det blevet noget af mit yndlingssøde. Og jeg kan både se charmen i lækre fyldte, fine og tunge chokolader, den næsten bitre mørke og så en plade iskold Marabou mælkechokolade. Jow jow, jeg er ikke kræsen, når det kommer til chokolade.

Faldt over disse tre chokoladevarianter fra Valrhona. Har tidligere stiftet bekendtskab med Valrhona chokolade i forbindelse med mit tidligere arbejde og de laver altså lækker kvalitetschokolade, så det batter. Det er heller ikke helt billigt, men så må man jo spare et andet sted.

Valrhona har en 5-6 varianter med forskelligt kakaoindhold, som du både kan købe i de helt små plader som her, en mere ’normal størrelse’ plade og så som store blokke til dessertkøkkenet. Min absolutte favorit hedder Manjari, men var ikke lige i udvalget denne dag. Den har en superfin syre og har en diskret smag af citrus. Yum!

Har dog længe gerne ville smage de andre varianter for at sikre mig, at jeg ikke gik glip af noget. Jeg faldt over disse kort efter at afhentningen af et downtown.dk-tilbud på Ro-chokolade var gået midlertidigt i vasken og de kaldte ligesom på mig (Ro-chokoladen er nu afhentet og det skal i nok høre mere om en anden dag).

Jeg havde sammensat et lille smagepanel, så vi var i alt tre topprofessionelle chokoladesmagere til stede, da de små plader blev åbnet (heldigvis står der et par ord på pakken, der hjælper en med at sætte ord på smagen. Pheew!).

Først smagte vi den lyseste: Tanariva. Den var virkelig god med overraskende meget smag. Selvom lys chokolade er rimelig sød, blev sødmen holdt i ave af den karamelliserede, næsten brændte tone.

Vi hoppede videre til den mørkeste i selskabet: Caraibe med 66% kakao Måske den ideelle kakaoprocent?! Chokoladen var mørk og kraftig, men uden at kamme over i bitterhed. Smagen var dyb og blød og havde stadig en sødme i sig.

Til sidst kom turen til Jivara på 40%: Den var i og for sig fin, men både jeg og en af mine medtestere kom uafhængigt af hinanden frem til at den mindede om… tada. Hold nu fast: Kinderæg-chokoladen. Tænker at det nok ikke umiddelbart var det Valrhona havde gået efter (måske Kinder havde gået efter Valrhona-smagen?), men på den ande side, så synes jeg til tider at Kinderæg-chokoladen er meget god.  Jivara var dog den af chokoladerne, der var mest simpelt i smagen uden så mange nuancer.

Jeg vil derfor primært gå efter de to andre og så selvfølgelig Manjarien fremover. Kan dog ikke udelukke at jeg kunne finde på at bage en kage med Jivaraen og siger da bestemt heller ikke nej hvis jeg bliver budt!