Chohohokolade

Weekend overlevelse

Af Emilie

Efter en weekend med alt for lidt søvn og alt for meget fest, er det ikke noget bedre end at lappe på skaderne med masser af tømmermændsmad. Forrige weekend stod den på Madklubben Steak’s brunch lørdag og Granola søndag tilsat masser af blå himmel og København i nær-forårs-stemning. Granola er altid et rimelig sikkert hit til lækre friske juices og hyggelig mad – men at Madklubben Steak har åbnet for brunch er vist spritnyt, så det var lidt af et wildcard – heldigvis et meget vellykket et af slagsen.

Det nye morgen-menukort hos Madklubben Steak (kan ses her) er inddelt i noget der kunne ligne klassisk dansk morgenmad, english breakfast og american breakfast samt flere valgmuligheder ud i eggs benedict (som jeg elsker, men må prøves næste gang, da det var helt afgørende at få noget med bacon i denne omgang).

Jeg gik derfor all in på the american breakfast, og som supplement delte Lise og jeg en omgang hjemmebagte godter som kanelsnegle og croissanter. Måske lige i overkanten at snuppe begge dele, men med tømmermænd er det ikke altid, at realitetssansen er helt i top. Og vi fik vist også kæmpet os gennem det meste, hvis vi skal være helt ærlige. Den engelske kombi blev også prøvet og vakte fuld tilfredshed.

The american var meget american (bacon, pølser, hasbrowns og french toast) – ikke synderlig kønt at se på, men skyllet ned med en cola var det lige den kombi min krop havde brug for. Priserne er i modsætning til Madklubben Steak’s aftenkort ikke voldsomt billige, men der er stadig rigelig og go mad for pengene (The american uden drikkevarer koster 100 kr + juice og kaffe står den i 150 kr).

I modsætning til bacon og french toast, så er Granolas 50’er inspirerede smoothies bare lidt mere fotogene – og tallerkner, der indeholder lidt grønt er måske også bare kønnere at se på i længden.

Jeg kan ikke lige huske hvilke smoothie-varianter vi endte med, men det er vist ret sikkert at jeg synes de smagte så godt, at jeg endte med at drikke størstedelen af dem begge (hmmm – lyder meget uhøfligt når man sådan skriver det sort på hvidt…). Tapastallerknen kostede ca. 80 kr. og var super til deling til en let frokost med lidt blandet indhold af salat, feta, noget bresaola-agtigt, en slags pate og to forskellige tapenader suppleret med godt brød og god olivenolie.

Konklusionen – Madklubben Steak og Granola er to rigtigt gode bud på bekæmpelse af træthed og tømmermænd, der sammen med Cafe Dyrehaven, som jeg tidligere har skrevet om her, topper min liste over favoritter til weekend-morgenmad i København.

1 kommentar

  • Anna

    For pokker da, nu er jeg sulten efter croissant’er og kanelsnegle. Og bacon!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chohohokolade