Mellemmåltid: bananmad

bananmad på skrivebordetHaps haps. Ikke underligt at jeg tit finder krummer under alle papirerne på mit skrivebord.

Af Julie

Sådan ser et typisk mellemmåltid på job ud for mig. Synes det er hårdt at holde helt til frokost (som jeg faktisk spiser allerede 11.30!) og maven begynder også tit at knurre om eftermiddagen. Så er det jo et hit at have et ordentligt læs knækbrød i skuffen (jeg er fan af Wasa’s Husman eller alternativt Rågi) og lidt smør i køleren. Mandag og onsdag får vi firmafrugt, så der er der fin lejlighed til en bananmad. Det er næsten som at være barn igen, hvor jeg også spiste rosinmadder (også med smør forstås). Til gengæld var sukkermadder totalt ukendt land for mig indtil jeg tog på højskole i Jylland. Det er nu også primært bananmadderne der har holdt ved. Mhhh.

Spire spire spire

Af Julie

kørvel

Kørvel ved at sætte sig på en del af altankassen.

til spiringTo slags tomater og salatbladsbasilikum spirer indenfor.

persilleBredbladet persille – eller er det korianderen – der vokser højt over bilerne.

purløgFor et par uger siden opdagede vi purløget fra sidste år, der var dukket op igen.. Det gør mine blødkogte æg så glade. Til venstre er jordbær fra Clausens forældres have.

mynteMynten her nuppede jeg med hjem fra sommerhuset, der havde den bredt sig udover det hele og min mor havde lige givet den en lektion med hakken. Her må den gerne gå amok. Mmhh mynte! Til venstre en falden afstikker fra kæmpeplante, der (forhåbentlig) får nyt liv i ny potte.

Jaij.. Se lige alt det grønne, der er på vej op. Jeg har altid været sådan en der kunne få selv en kaktus til at tørste ihjel, men Clausen har indviet mig i planternes univers og jeg er begyndt at blive helt overbegejstret af at se, at noget gror. Det er altså livsbekræftende på en helt særlig måde (føler mig meget gammel, når jeg begejstres over natur, er jeg den eneste der har det sådan?). Og så er det jo bare endnu bedre, når det er noget, der kan spises.

I år er anden sommer med vores altan og den bliver udnyttet til det sidste til krydderurter og andet godt. I år har vi opgraderet og nu spirer tomater, chili og græskar også med.

Ahaaa!

Af Julie

kebabMuligvis Københavns bedste? And then again: I’m no expert!

Jeg har vist ikke spist en shawarma i et år! Ikke før den anden dag. Jeg synes nemlig at det er ret så klamt med det der kød de står og skærer af med noget der ligner en håndholdt ventilator(/blæser – hvad filan hedder sådan én?). Tilmed mører de som regel alt kødet ned i bunden af pitabrødet, så man først spiser de to skiver agurk og derefter er efterladt med meget meget salt (og bakterieforpestet) kød. Næh du, stik mig en hotdog i stedet, så er jeg glad.

Lod mig dog lokke af venner og Clausens anbefaling af Blågårdsgade-shawarmaen ”Ahaaa!” Og hvor var jeg dog glad for det. Tænkte at jeg hellere måtte gå hele vejen og bestille en med kebab og ikke kylling, for virkelig at teste stedet.

Pitabrødene blev bagt mens vi bestilte og det med lynets hast. Der var mild forvirring over hvis tur det var osv., men det lykkedes os da at få en ”sandwich” (som jeg mener, de kalder det) hver.  Og hold da op. Kødet var friskstegt og kom på grillpladen råt og velmarineret i bl.a. kanel. Der var masser af lækkert fyld, heriblandt velsyltede og skrigpink majroer. Kødet var ikke oversaltet og dominerede ikke hele pizzabrødet. Ja faktisk var det en fornøjelse at spise. Dog også lidt svært, da dressingen og kødets marinade gjorde det hele lidt mere flydende og både jeg og min veninde fik smurt os selv og vores tøj godt ind.. Men det var det værd!

Jeg fik virkelig mod på at spise flere kebabs! Har desuden hørt at stedet laver en ”mean” falafel, som jeg helt sikkert skal teste også.

PS. Hvis jeg bruger ordene kebab, shawarma m.m. forkert, så tag det blot som et tegn på, at jeg indtil for nylig ikke så nogen som helst grund til at interessere mig for hvad der er hvad. Det kunne være man lige skulle læse lidt op på det.

PPS. Tag din shawarma med ud. Selve stedet og dets indretning er altså ikke noget at råbe hurra for. Så ud og nyd Blågårdsgade mens du spiser!

Noma numero uno

Af Julie

closeup grønt

Som de fleste af jer nok har opdaget blev Noma nummer 1 på S. Pellegrino ”World’s 50 best restaurants”. Super sejt! Jeg var så heldig at jeg fik bestilt bord lige før Noma blev nummer 1 for første gang sidste år. Det vil sige dengang det var muligt at få et bord! Vi spiste der i maj og måltidet var en super oplevelse. Jeg tog billeder med Clausens (min kæreste, som bare hedder Clausen fra nu af, så jeg ikke behøver at skrive ”min kæreste, min kæreste, min kæreste” hele tiden) kamera, som jeg åbenbart ikke lige havde lært at kende på det tidspunkt – i hvert fald er halvdelen af billederne absolut uskarpe.

Jeg har først lige fundet billederne frem, og det var ret sjovt at se, hvilke der havde sat sig fast på min nethinde og hvilke jeg knapt kunne huske. Ellers plejer jeg at sige, at nogle af retterne smagte virkeligt godt – andre smagte virkelig interessant. Her får i et par fra begge kategorier:

småkagedåseSmuk småkagedåse med små snacks med granskud. Må ærligt sige, at jeg ikke kan huske hvad resten af retten bestod af.

rejetidEn af de retter, der virkelig har sat sig fast i hukommelsen. Levende fjordrejer med en creme af brændt smør. Det var bare at dyppe den levende reje i cremen og knase den mellem tænderne. Vi fik props fra en ung kok, for at have spist dem. Så fik man prøvet at det. Jeg var vild med kombinationen af den fede emulsion og den ferske knasende reje.

snacksToast lavet af en skive rugbrød, en skive kyllingeskind. I mellem var en lækker creme med frisk stenbiderrogn. HAPS! Bemærk lige filttallerkenen, ik!

vagtelægRøget vagtelæg serveriet i et større æg med røg indeni. Flot. Er dog ikke den store røgfan.

æbleskiveOgså en af dem, der har sat sig fast. Varm æbleskive med koldt agurkeindhold og spiddet af fisk! Kan afsløre at det ikke var flormelis på toppen. Vild kombi af det varme og det kolde og syret præsentation.

rødbedeRødbede og aske var to af elementerne i denne smukke ret. Kan desværre ikke huske resten, men kan uden problemer huske smagen.

kammuslingDette var klart i kategorien interessant! Kammuslinger som chips (skåret helt tyndt og dehydreret), blæksprutteblæk og korn. Retten smagte meget af hav og var nok lidt for stor for min smag. Den var superspændende at smage og jeg kan da i hvert fald sige, at jeg aldrig har fået kammuslinger sådan før.

med munden fuld af blækEn lettere overvældet mig med munden fuld af blæk. Det var liige før jeg ikke kunne spise hav-retten op..

åben østersEn østers serveret på tang og sten i kæmpegryde. Elsker ekstravagancen i at servere “en lille sag” i så megen pomp og pragt. Østersen var så vidt jeg husker let tilberedt og havde selskab af forskellige urter og små perler af .. tja.

fiskFisken. Husker det som en sandart med en helt igennem fantastisk sauce.

grøntFrokostens smukkeste. Syltede grøntsager med marv, krydderurter og bouillon. Det var jo et helt lille landskab, man fik lov at sætte tænderne i. 

kød og dolkKødretten. Faktisk en af dem jeg havde glemt. Formentlig blot fordi det hele var så fandens velsmagende uden at der var noget gakket over retten. 

selleriEn slags prædessert med sellerispåner og – granité, hvis jeg husker korrekt. Mener også der var noget mere flødet i retten, som jeg desværre ikke helt kan fremkalde mig detaljer omkring.

dessertDesserten. Endnu en af dem, der har brændt sig fast. Gammel dansk – is med skovsyre, brændt mælk og mælkeplader (de hvide, der ses på billedet). Helt igennem fantastisk dessert, der tog røven på mine smagsløg. Er ikke Gl. Dansk fan, men det blev jeg altså her!

Udover mad og vin må jeg sige, at en del af det fantastiske ved at gå på Noma var selve restaurantoplevelsen. Jeg tror aldrig jeg har været et så fint sted, hvor jeg følte mig så godt tilpas. Måske har det noget at gøre med at vi var der lige efter de var blevet kåret som Verdens Bedste, men på den anden side, har jeg på fornemmelsen, at det er netop sådan en gejst, som den vi mødte, der skal til for at skabe en så fantastisk restaurant. Der var virkelig mange på arbejder, deribland en del kokke-elever fra hele verden. Alle var i godt humør og virkede oprigtigt interesseret i hvad vi oplevede og syntes og glade for at være der. Mange forskellige tjenere og kokke kom forbi vores bord i løbet af middagen og det var overvældende på den gode måde. Man kunne virkelig mærke deres faglige stolthed og en smule benovelse over at de selv arbejdede på Noma. Når retterne ikke skulle præsenteres var betjeningen super duper diskret. Pludselig havde man fået skænket mere vin uden at have opdaget det. Når man kom tilbage fra toilettet lå der en ny serviet til én osv osv.

Vi gav den hele armen og forlod Noma glade og veltilfredse. Og ikke hverken overmætte/kvalme eller berusede, som det tit sker, når man spiser og drikker så meget. Portioner og glas var efter min mening perfekt afstemt.

Påskecupcakes

Af Julie

Så fiiine cupcakes

Slurp siger jeg bare.

Påsken står for døren og hvad mere oplagt end at bage et par påskecupcakes (Okay, det er bare noget jeg kalder dem, men de er sådan lidt gule i det og så passer det da som fod i hose, at servere dem som det søde punktum på påskebordet)?

Opskriften er baseret på Anne Au Chocolates Lemon Crunch cake. Vi tilføjede bagepulver og saften fra en halv citron og skar lidt ned på melet.

Således  blev opskriften:

115 g smør
175 g sukker
2 æg
Fintrevet skal af 1 citron
Saften af en halv citron
140 g mel
1 tsk bagepulver
55 ml mælk

Blødgør smørret og rør det cremet med sukker, tilsæt herefter æggene et af gangen. Rør citronskal og saft i. Sigt mel og bagepulver og rør det i skiftevis med mælken.

dejen røres

Den smækre dej.

Fordel dejen i muffinformen og bag kagerne ved 175 grader i ca. 30 min. til de er let gyldne. Det er vigtigt ikke at give kagen for meget – den kan hurtigt blive tør. Den skal bare lige være fast, så der ikke sidder dej på kniven, når du stikker den i kagen.

de bagte cupcakes

De færdige kager, lige kommet ud fra ovnen.

Frosting

Frostingen her er lavet på Philadelphia. Jeg er ikke rigtig nede med det der smør-icing (Hvilket egentlig er helt galt, da jeg elllsker smør og gerne putter det på/i alt), jeg synes det har en tendens til at blive kvalmt.

Den blev lavet på slump, men hovedreglen er, at der næsten skal lige så meget sukker i, som der skal philadelphia i. Vi brugte ca. en bakke philly. Herudover kom der både skal fra en citron, saften fra en halv citron samt kornene fra en vanillestang i.

Vi lod kagerne køle helt inden de fik frosting på. Det gjorde, at kagerne havde nået at danne en sprød skorpe inde under frostingen. Jeg synes det var alle tiders, men er du ikke til den slags, så skal du nok fyre frostingen på, før de er kølet helt af.

mmhh med frosting

Bemærk lige Emilies fine og (i ugens anledning) påskede fad

De smagte altså helt fantastisk. Er vild med citron i bagværk og sammen med den friske med fede frosting, var det altså bare alle tiders!

HapsHaps haps – sikke et tandsæt!

God fordøjelse!

PS. Jeg var helt i tvivl om jeg nu skulle kalde dette indlæg for Påskemuffins eller Påskecupcakes. Efter at have læst dette lagde jeg mig fast på cupcakes.