Franske fristelser
Af: Lise
Helt inspireret af Julies Paris-tur, så vil jeg gerne dele opskriften på en helt fantastisk fransk og fristende kage (måske min ynglings faktisk), Gateau Marcel (den må da være fransk med det navn!). Den består af chokolade (masser af det), smør (rigeligt), sukker og æg. Så den er virkelig meget simpel – også at lave.
Min søde veninde M blev gift i påsken og vi aftalte, at jeg skulle lave desserten. Til ca. 90 mennesker betyder det ret så store mængder af det hele. Men det var sjovt og da jeg havde et stort køkken med gode redskaber, gik det som en leg! Der er desuden et eller andet meditativt afslappende ved at lave mad (særligt kager for mit vedkommende), så det var en velkommen anledning til i den grad at give den fuld skrue på mængderne (og meditationen).
Til ca. 10-12 mennesker skal der bruges:
175 g mørk chokolade (min. 70 pct.)
175 g smør
175 g sukker
3,5 bæger æggeblommer
3 bægre æggehvider
1. Smør og chokolade smeltes sammen
2. Æggeblommerne røres hvide med 2/3 del af sukkeret
3. Hviderne piskes stive i en anden skål med resten af sukkeret
4. Æggeblommeblanding blandes med chokoladeblanding og tilsidst vendes hviderne forsigtigt i.
5. En springform smøres godt med smør og drysses med sukker eller majsmel (alternativt fores med bagepapir for at undgå knaset fra sukkeret), ca. halvdelen af moussen hældes op i den og bages ved ca. 170 grader i 25-30 min (hellere for lidt end for meget – min ovn har det fx med at fritte brød/kager/mad gevaldigt af!).
6. Når bunden er helt afkølet kan man putte sin favorit syltetøj (fx bitter orange) eller måske en kraftig hindbær- eller havtornmousse på og tilsidst resten af chokolademoussen.
Lad kagen stå nogle timer eller natten over på køl, drys med kakaopulver og pynt evt. med chokoladefigurer, bær eller lignende og server. Jeg lover, at den er et hit!
Jeg er ikke så tjekket, når det kommer til det med at få taget billeder af alting (fx mangler slutproduktet – skammeligt), men nedenunder er der alligevel lige et par procesbilleder (dog ikke af alle trinene i opskriften).
Man kan sige, at det er en fransk/dansk kage, da den blev skabt af den seje Michel Michaud på Restaurant Gl. Åbyhøj i Århus for omtrent tredive år siden 🙂