Geist!

Det fineste fine menukort. Der var forskellige sort/hvid-akvareller på dem. Lige til at ramme ind!

Af Julie

Sidste lørdag var det igen tid til at daffe ud og spise med kollegaduoen S og J – og valget var denne gang faldet på Bo Beichs forholdsvist nye restaurant i Jyllands Postens gamle lokaler på Kgs. Nytorv.

Der er ikke adgang fra gaden, men man går i stedet igennem en port og ind i en lille grøn gårdhave. Der har allerede været skrevet meget om interiør og design, men for bare kort at beskrive det, så er det mørkt, maskulint og samtidig ret raffineret. Især var jeg vild med stenvæggen bagest i køkkenet, hvor man kan se en masse fossiler (jeg ved ikke en skid om sådan noget, men det gør J – jeg refererer bare. Flot var det nu!).

Udsigten fra min plads med fine fossiler i bagvæggen
Ret pæn vinkælder. Kan den mon købes hel?

Man kan både sidde i baren og ved borde. På deres online bestilling får man ikke noget valg og vi blev placeret i baren med kig til køkkenet. Umiddelbart var jeg lidt nervøs for om vi overhovedet ville kunne høre hinanden, men jeg synes faktisk at det gik overraskende godt. Vil dog mene, at man max. skal være 3 personer ude og spise, hvis man skal kunne snakke sammen alle sammen i baren. Eneste anke ift. vores pladser, var at det trak lidt om ryggen (er åbenbart blevet 80 år siden jeg er begyndt at mærke den slags, men det gjorde det altså). Fordelen ved at sidde i baren var dog at man hurtigt kunne falde i småsnak med ens ”naboer”: Retterne er langt fra  Danmarks-klassikere og det var ikke lige nemt at gennemskue hvad overskrifterne på kortet betød. Så var det jo rart at sidde ved siden af nogen, der var lidt længere henne i måltidet, så man kunne forhøre sig om hvad det var de fik og hvordan det smagte.

Pre-mad detaljer. Brødet var deeejligt og vandflasken flot!

Vi lagde ud med at bestille forret og hovedret og ventede med dessert. Kortet er på tre sider og er ikke delt op i forret, hovedret og dessert. Dog repræsenterer hver side noget der kunne minde voldsomt om netop de tre kategorier. Så vidt jeg har forstået har de valgt at gøre det sådan, for at man som gæst ikke skal lade sig begrænse. Man kan sagtens bestille mere end tre retter, behøver ikke at tage en fra hver side, men kan mixe som man vil og sikkert også få dem i den rækkefølge man gerne vil have osv. osv. Mine forældre havde rapporteret at det var godt og dyrt – og at nogle af portionerne var meget små. Set i bagklogskabens klare lys, handlede det vist især om at de havde valgt Bo Bechs signaturret med avokado og caviar. Jeg så godt retten blive langet over disken og det er en lille portion. De forretter vi fik, var noget større – så det handler nok mere om råvarepris m.m.

J og jeg bestilte fjordrejer, hyldebær og røget mælk.

Potpourri af rå rejer, røget mælk, karse og hyldebær

Tallerkenen var superflot! Rå fjordrejer, røget mælk, hvis konsistens måske mest mindede om hytteost, karse og syltede umodne hyldebær lå sirligt spredt ud over hele tallerkenen. Smagen var mild og med meget fine smagsnuancer, der spillede op mod hinanden uden at noget af det ”larmede”.  Hyldebærrene løftede virkelig retten med deres syre. Mums.

Jomfruhummer, kirsebær, jordnøddeolie og purløgsblomster

Alligevel lykkedes det mig at blive en smule jaloux på S’s forret: Jomfruhummer med kirsebær og jordnøddeolie. Jeg syntes kombinationen lød underlig, men her skal man vist bare stole på at de kan deres kram på Geist. Perfekt stegt jomfruhummer, skarpe purløgsblomster, lune sødsyrlige kirsebær og olien? Ja den bandt vist bare det hele sammen og gav en let nøddeagtig feel til retten. Nøj den smagte godt! Er virkelig fan af at være ude at spise med nogen, hvor man godt må smage deres mad. Det var sjovt at sammenligne de to forretter fordi de virkelig befandt sig i hver deres smagsunivers: Rejerne i kølige nuancer, mens jomfruhummeren var mere varm og rund i sit udtryk (Håber det giver mening for jer at snakke om kølige og varme smagsnuancer – det er sådan jeg bedst kan forklare det).

Vi sprang let og elegant videre til hovedretten, hvor vi kastede os ud i hver vores ret. Jeg fik pattegris med svampe og sommertrøfler, S fik sommerbuk med nye løg og J fik Kalvemørbrad på trækulsgril med kartofler og krydderurter.

Sommerbuk med nye løg og urter. Kalvemørbrad med de sprødeste urter i mands minde og pattegris, svampe og sommertrøfler.

Grisen var sådan lidt ”pulled”, det vil sige trukket fra hinanden med en gaffel. Første stykke syntes jeg var en anelse tørt, men derefter var det bare mørt mørt mørt! Svampene var lige som de skulle være – kan simpelthen ikke beskrive det, men gode var de – og trøflerne var milde i smagen, men passede lige ind smagsmæssigt. Det var dog også en speciel ret, fordi elementerne mindede om hinanden og der var ikke så meget kontrast. Jeg havde ikke kunne spise meget mere af retten – til det skulle der have været noget til at komplementere , fx. noget lettere/sprødere/friskere til.

Det var også under hovedretterne at aftenens eneste kikser opstod. En af de fine grønne urter på S’s tallerken – der var vist tale om en tallerkensmækker? – gemte under hatten en lille klynge af utøj, som altså ikke var blevet skyllet af. Da S viste det til tjeneren tog hun resolut urten og gik i skarpt trav.. ja hvorhen? I hvert fald væk fra os. Hun kom tilbage efter kort tid og spurgte om S ville have en ny ret. Til spørgsmålet: det ved jeg ikke lige. Hvad plejer i at gøre, kom det lidt ligegyldige svar: ”Det skal jeg spørge dig om”, og så en lille historie om at urten var fra egen have. Jeg synes ikke hun klarede situationen særligt tjekket. Der var ingen konkret beklagelse og jeg gider personligt ikke oplyses om procedurer, men vil gerne have en reel undskyldning og så en eller anden form for kompensation (gratis kaffe el. lign.). At urterne er af egen produktion synes jeg ikke rigtig betyder noget her. Utøj er vel utøj, kan man sige :-). Men men: S synes at tjeneren klarede det helt fint og var ikke synderligt mærket af hverken mødet med de små dyr eller tjeneren, og så var der jo ikke nogen grund til at spilde mere tid på det.

Vi rykkede videre og alle var enige om at dessert måtte der til. J hoppede på daggammelt brød (?! – her havde vi luret på sidemandens og hørt hans mmh-lyde, ellers var det ikke lige en af dem man faldt over i kortet og bare tænkte: JA!), Jeg hoppede på karamelliserede hindbær og S på jordbær med fløde.

Som man kan se var der ved at være en lidt utålmodig stemning omkring mine behov for at tage billeder af retterne FØR der blev spist af dem. Mine medspisere holdt dog ud – men holdt skeen klar!

Min tallerken kom ind med en kugle hindbæris på noget meget fluffy hvidt stads (lidt ala candyfloss, strukturen så nu lidt anderledes ud?) jeg nåede dog ikke at nærstudere hvad det var, da tjeneren tog en lille kande og hældte en varm hindbærsauce udover det hvide, som smeltede med det vuns og afslørede smukke halve hindbær nedenunder. Jeg går ud fra at det var en sukkermasse af en art og at det i smeltet form skulle karamellisere hindbærrene. Det var nu ikke lige et indtryk af karamellisering jeg fik, da jeg spiste det, men både is, sauce og bær smagte helt fantastisk. Eneste anke skulle være at den ligesom min hovedret godt kunne have klaret lidt modspil i smag eller konsistens. Men men det er nok en smagssag og jeg havde bestemt ikke noget at klare over.

S’s flødeskum lignede små plader af flamingo og vi kom frem til at det formentlig var flødeskum, der var spredt ret tyndt ud og herefter frosset. Som retten fik lov at stå lidt, begyndte flamingoen nemlig at ændre konsistens og at ligne flødeskum igen. Meget spændende trick og noget jeg godt kunne tænke mig at afprøve selv. Flot så det i hvert fald ud.

Lækker lækker citroncandyfloss

Vi sluttede af med the til damen og kaffe til herrene. Det var dejligt at lune sig på en god kop efter et dejligt måltid, men det var nu allermest for at få fingrene i en stor skål candyfloss, som vi havde noteret os fulgte med kaffen/theen. Og uha det var lækkert. Hvid lækker candyfloss med revet citronskal over – det smagte fantastisk! Citronskallen gjorde virkelig underværker ved den måske ellers lidt monotone sødme der er i sådan en candyfloss. Jeg kunne godt have kørt en skål ned alene!

Alt i alt synes jeg det var en fornemt måltid, Geist præsterede denne aften. Der bliver leget på Geist og intet i kortet er som man forestiller sig. Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at det er lykkedes Bo Bech at bidrage med noget nyt til den københavnske restaurantscene: Høj kvalitet og masser af eksperimenter på tallerkenen i omgivelser, der på den ene side er uformelle og samtidig er af internationalt format – og så til rimelige penge. Vi kom af med noget der ligner 500 kr. pr. mand for tre retter, en flaske vin til deling og kaffe/the til slut.

Det kan ikke være sidste gang jeg har været på Geist!

PS. Tjek lige verdens mindste svamp, den ligger på en lille hapser på min gaffel! Heads up til den seje kok, der lige tog sig tid til at rense sådan en lille mikroskopisk fætter i stedet for at smide den ud 🙂