Sommer laks

Madsynergi til madklubben

Af Emilie

For efterhånden hundrede år siden havde Lise og jeg købt et Downtown tilbud til takeawayen Madsynergi – den lægger perfekt tæt på Lise på Åboulevarden (som Julie skriver i indlægget om Nikolaos Strangas Cakeaway – tilsyneladende byens nye mad-motorvej!) og vi har fået mad derfra en del gange. Derfor var det også med en vis sikkerhed, at vi smed et par Downtown beviser hertil i indkøbskurven. En anledning til at få brugt beviserne havde dog bare ikke lige fået materialiseret sig, og vi fik en pæn reminder fra Downtown om at nu skulle vi til at slå til, hvis ikke de skulle udløbe.

Efter ferie i Grækenland blev der derfor inviteret til en snyde-madklub med studie-pigerne, hvor Madsynergi leverede vinen og hovedretterne, og vi selv supplerede med en sommerlig salat. Madsynergi har altid et par forretter og hovedretter at vælge imellem, og så tilkøber man salat eller røvermos (røget kartoffelmos) alt efter behov – og det var så her vi selv gik i køkkenet og lavede en salat til. Ugens menu fra Madsynergi kan spottes her.

Salaten vi fik bakset sammen opstod som en idé i flyet på vej hjem fra Grækenland, og den er på meget kort tid blevet et stort hit i min bog, hvilket måske skyldes, at en af mine livretter som barn sært nok var kalvefrikasse, og ingredienserne hertil matcher ret godt, lige bortset fra stuvning og kalv. Vi kogte en omgang nye kartofler, smed små fine gulerødder i kogevandet til sidst, og vendte de kogte, afkølede grøntsager med friske grønne asparges  og nybælgede ærter. Salaten vendes i en olie/eddike/senneps/citron dressing og der vendes en ordentlig omgang grofthakket dild i til serveringen.
Fra Madsynergi var vi to, der valgte BBQ marinerede revelsben med nordisk coleslaw, som ses her på billedet, og de andre to oksestegen (billedet øverst) – alt i alt var der bred tilfredshed med retterne, og tricket med at supplere med en salat selv, kan snildt anbefales her til sommeren, hvor mos måske er en anelse tungt som tilbehør.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommer laks