Tomat linse suppe
Var til en venindes fødselsdag her i går aftes – og formodentlig med en noget regnfuld vejrudsigt i mente, havde de lavet suppe til middag – og selvom solen heldigvis valgte at titte frem – smagte suppen ikke mindre godt! Det fik mig til at gå i arkiverne og finde denne gode suppe frem, som er både sund og god og ret mættende. Og så er de fleste ingredienser nogle, der ret ofte er til at finde i køkkenskabene, hvilket også gør den ret godt egnet som panik-ret, når der skal bikses aftensmad sammen på kort tid.
Opskriften er lige dele frit fra hukommelsen og kogebogen Suverænt Nemt
Til ca. 4 personer
1 løg
2 fed hvidløg
Lidt olivenolie
2 dåser hakke flåede tomater
2 dl røde linser
4 laurbærblade
1 spsk oregano
1 kanelstang
3 spsk sød chili sauce
5 dl. grøntsagsbouillon
1 dl. madlavningsfløde
Salt, peber, chilipulver
Topping: bredbladet persille og smuldret feta
Tilberedning:
Hak løg og hvidløg og steg dem klare i lidt olivenolie i en gryde. Tilsæt derefter krydderierne og svits hurtigt. Herefter tilsættes de flåede tomater, linserne og bouillonen. Kog op og lad suppen simre i ca. 30 minutter. Tilsæt fløden de sidste par minutter, blend suppen med en stavblender og smag til med salt og peber.
Ingen kommentarer endnu