Hjemmelavede sandwich to-go-go

Fed-federe-bacon løg tærte

Af Emilie

Jeg mindes, at jeg tidligere her på bloggen har ytret en vis utilfredshed over min 80’er opvækst, hvor den langt oftere stod på pastasalater, råkoster og tærter end sovs og kartofler. Eller det vil sige – hos mor fik vi semi-sund 80’er mad. Hos far fik jeg de gamle danske klassikere som paneret! stegt flæsk og frikadeller med stuvet hvidkål, præcis som Frk. Suhr ville have lavet det – med melis stavet med stort M og det hele.

Men set i bakspejlet kom der i al fald en god ting ud af 80’erne og Karolines køkken-festen og det må være tærterne. Altså ikke de der pseudo-sunde varianter med fuldkornsdej og broccoli – men i den ærlige og fuldfede bacon-løg-fløde-ægge-oste-udgave.

Heldigvis er jeg ikke den eneste, der deler denne uforbeholdne glæde for den fuldfede tærte-variant, hvor ikke en eneste ingrediens ville falde i nåde hos vægtvogtere, vægtkonsulenter og hvad de ellers hedder. Vores søde madklub-veninde G er efterhånden blevet udnævnt tærteminister og laver en MEAN Quiche-Lorraine agtig bacon-løg tærte.  Fordi det netop er G’s opskrift er jeg ikke sikker på, at jeg gengiver den helt retvisende her – men måske G kan lokkes til at give hendes tips med på vejen i kommentarfeltet:)

Dej:
2-3 dl. mel
125-150 gram smør
2-3 spsk koldt vand
salt

Fyld:
Godt med go bacon skåret i skiver, en masse løg i tynde skiver, hvidvinseddike, æg, fløde, revet ost, salt og peber.

Dejen er meget et gefühl projekt, så tag ikke mine mængdeangivelser alt for alvorligt. Start med at skær smørret i mindre tern og hæld melet og lidt salt ved. Ælt godt igennem med fingrene til dejen er til at arbejde med – blir den for tør, suppleres med lidt koldt vand. Når dejen kan samles til en fin lille kugle, stilles den på køl i køleskabet i 20 minutters tid.
I mellemtiden fikses fyldet. Bacon steges og løg svitses i smør og hvidvinseddike og smages til med salt og peber. Hvidvinseddiken giver en supergod sød-syrlighed til løgene, der går helt perfekt med det salte bacon og den fede ægge-fløde blanding.
Æg og fløde røres sammen, der rives en god omgang ost i og gives et kværn peber. Salten skal man være lidt forsigtig med, da der allerede er go salt i baconen og osten også gir lidt saltagtig smag.
Når dejen er kølet lidt, rulles den ud til tærteformen – og hvis den er dum at rulle, er det bare at presse den godt ned i formen, så den dækker som et tyndt lag på knap 5 mm. Dejen prikkes med en gaffel og forbages i en forvarmet ovn (175 grader) i ca. 10 minutters tid. Hvis du har lidt tørre bønner kan disse smides i, så bunden ikke bobler for meget op. Vi havde ingen bønner, men det gik stadig fint.

Herefter smides bacon, løg og ægge-fløde-oste massen i lag på lag, og der sluttes evt. af med lidt ekstra revet ost. Så er det bare en tur i ovnen i ca. 30-40 minutter (stadig 175 grader), alt afhængig af, hvor meget gas din ovn giver den.
Som ultralet og ægte fransk tilbehør til, gav vi lidt blandede salater en let olie-eddike dressing og så var der serveret.
I denne omgang blev tærten en anelse fluffy – måske havde vi givet den lidt for meget gas med æggemassen, eller måske var den bare ikke fordelt nok rundt med det øvrige fyld – overfladen blev i al fald lidt hævet i det. Det gjorde dog intet for smagen, der stadig var helt perfekt!

1 kommentar

  • Gunhild Krogh

    Opskriften er ret godt gengivet her og da den bare er i hovedet, er det altid svært at være helt præcis med mængde- og tidsangivelser. Jeg har bare et par enkelte tilføjelser til ovenstående.

    For at udnytte løgenes sødme skal de ikke så meget svitses som stå og blive stegt bløde i smørret, gerne 40 minutter til en times tid, de skal ikke tage farve men mere blive klare i det. Undervejs blev der lige tilsat en god gang hakket frisk timian. Derefter koges de af i hvidvinseddike eller hvid balsamico – mængden er nok en smagssag, jeg elsker det syrlige modspil til de søde løg, så jeg gav den en deciliter. Derefter koger det vel ind en ti minutters tid. Mht. løg så skal man altså ikke spare, de svinder ret meget under tilberedelse og man skal altid bruge mere, end man tror. Jeg tror, vi i denne variant brugte et kilo +.

    Til sidst vil jeg anbefale, at man bruger en god ost – i ovenstående version er brugt en svensk emmentaler, det kunne også være en fransk emmentaler, Gruyére eller en Comté, jeg vil dog fraråde at bruge en mozzarella, da den forsvinder lidt ved siden af de andre kraftigere ingredienser, men det er blot et råd 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemmelavede sandwich to-go-go