Knæk!

det færdige knækbrød - tadaa

Af Julie

Ohøj peops. Må lige fortælle jer om min knækbrødsdebut, for hvor var det dog en succes. Jeg har egentlig aldrig overvejet at lave knækbrød selv. Har klaret mig fint med Wasa og en gang i mellem flottet mig med Urtekrams. Synes dog det at sidstnævnte er vældigt dyrt.

Min veninde H havde fortalt mig om sit fantastiske knækbrød, så jeg fik endelig taget mig sammen til at bede om opskriften. Siden da har jeg fortalt tre veninder om den opskrift, jeg skulle prøve (Hm. Det tyder vist på at jeg taler rimeligt meget om mad. Håber ikke mine venner synes jeg er for nederen. Hahah) og de kendte alle opskriften – præcis den samme. Så det er åbenbart knækbrødsopskriftEN  vi har gang i her. Vildt nok.

Måske – måske ikke – stammer den herfra. Det var i hvert fald det link jeg fik. Jeg har dog lavet en anelse om på opskriften. Både med tips fra den gode H og fra eget hoved. Bl.a. har jeg droppet bagepulveret, da jeg har fået midlertidigt forbud om at spise det. Jeg skal ikke kunne sige om de er tusind gange bedre, når man putter bagepulver i. Men jeg elsker det som det er og har kun fået ros for det.. Så jeg er glad nok.

Det er absolut supernemt og vil garantrisset tage kegler til et ostebord, som en before-snack osv. Så gå bare i gang med at imponere dine gæster.

Ingredienser: 

1 dl solsikkekerner

1 dl sesamfrø

1 dl havregryn

1 dl græskarkerner

1 dl hørfrø

2 tsk. salt

3,5 dl hvedemel (eller hvad du har/har lyst til. I denne omgang brugte jeg 1,5 dl hvede, 1 dl graham og 1 dl rug – fungerede perfekt!)

2 dl vand

1 dl olie

ubagt knæk rullet ud

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Rør hele moletjavsen sammen. Start evt. med at blande alle frø og gryn, så er det nemmere at sikre en jævn fordeling.

Del dejen op i to. Læg hver klump dej mellem to stykker bagepapir, der passer til din bageplade og rul så tyndt som muligt med en kagerulle. Forsøg at rul dejen ud så den bliver firkantet – den kommer nok til at fylde næsten hele bagepladen.

Smut bagepapir og brød over på en bageplade og fjern det øverste lag papir.

Skær dine knækbrød ud som du gerne vil have dem. Jeg lavede firkanter/noget der lignede kvadrater. Du behøver ikke at skære helt igennem. Bare du laver nogle spor, kan du fint knække dem fra hinanden bagefter.

Sæt knækbrødene ind og giv dem ca. 15-20 minutter. Hold godt øje med dem. Har du rullet dem tyndt, som jeg gjorde, går det lige pludselig stærkt. Mine blev en anelse branket i kanten.

Sætter du begge plader i ovnen på én gang – er det en god idé at bytte rundt på pladerne efter en 7-8 minutters tid.

Knækbrødene er færdige, når de er fint gyldne.

Tag dem ud og lad køle og knæk forsigtigt stykkerne fra hinanden.

det bagte knækbrød close up

det bagte knækbrød

knækbrød oppefra

knækbrød pakket

Opbevar dem i en lufttæt beholder. Har ikke testet holdbarhed og tror ikke jeg kommer til det.

De ryger lige ned i løgneren.

Hej Verden!

Velkommen til Bloggers Delight. Dette er dit første indlæg. Rediger eller slet det og begynd så at blogge!

Fiskeshot og selleridessert – mais oui, Le Chateaubriand

kinaradise og kød

chateaubriand indenfor

brød ala chateaubriand

slethvar, gulerødder, hyld

Af Julie

Altså. Det er godt nok ved at være noget tid siden, at vi kom hjem fra Paris. Men altså. Da min veninde H i lørdags fortalte, at hun snart skulle på madferie til netop byernes by, måtte jeg simpelthen få rodet mig frem til mine billeder fra Le Chateaubriand og dele dem med jer. Det er nemlig et af de steder, jeg synes ville være dumt at glippe på en ferie til Pari’.

Le Chateaubriand ligger nummer 9 på den liste, Noma ligger nummer 1 på. Og før du begynder at tænke at Le Chateaubriand dermed er lige så fancy og dyr som Noma, så stop lige en halv. San Pellegrinos liste over Worlds best restaurants er nemlig noget lidt andet end Michelin guiden. Her behøver restauranterne ikke være superfine og fornemme for at komme i betragtning. Det er kort sagt nogle andre – og måske lidt mere frie/moderne – kriterier restauranterne bliver bedømt ud fra på San Pellegrinos liste end på Michelins. Om end de begge sætter smagen (surprise) i højsædet.

Le Chateaubriand kører med et stramt koncept. En menu, 50 Euro. Det eneste du selv vælger er hvilken vin du vil have til (ingen vinmenu her) og om du vil have dessert eller ost. Bum. Menuen skifter ofte, måske ligefrem hver dag. Maden er eksperimenterende og legende og kokkene bag arbejder bl.a. med at servere råvarerne uden for meget forarbejdning.

Der er to seatings på en aften. Du kan kun bestille bord til den første. Netop denne regel blev vores redning. Vi havde nemlig forgæves forsøgt at ringe (på et forkert nummer) og havde dermed ikke fået bestilt bord. Vi gik forbi om eftermiddagen og spurgte hvad vi skulle stille op, hvis vi ville spise der samme aften. Ledige borde til første seating havde de ikke, men anbefalede os at komme ca. 21.15 og stå i kø til vi fik et bord.

kø foran chateaubriand

Som anbefalet så gjort. Vi troppede op ca. kl. 21.30 og blev mødt af en kø på 8-10 mennesker. Har du været bare en enkelt dag i Paris går du ikke i koma over det, som du ville gøre hvis det var til en restaurant i København. De franske folk ved hvad de vil have og venter gerne på det. Faktisk opdagede vi, at kø ofte var lighedstegn med kvalitet. Vi stilledes os bagest og ventede vel 20-30 min. før vi fik et bord. Vil dog lige indskyde her, at vi og en del andre ”2’ere” kom til noget hurtigere end de 4 der også stod i kø. I hvert fald denne aften var det altså langt nemmere at få et bord, hvis man bare var 2.

Der var godt styr på køsystemet og efter lidt tid blev vi inviteret ind i baren, hvor vi kunne stå og hænge og drikke et glas cider eller vin.

Vi blev vist til vores bord og fik hjælp af en superduper vintjener. Efter vi havde siddet og gloet hjælpeløst i det omfangsrige vinkort, bad han os komme med en max pris og fortælle ham hvad slags vin vi godt kunne lide. Og ramte så plet med den vin han bragte til bordet.

Og så begyndte retterne ellers at komme. De kører i en lind strøm, måske grænsende til det fortravlede (især hvis man er notorisk langsomspiser som mig), men der var også rigtig meget at komme igennem og vi endte nok med at spise i 3,5 time, så på sin vis var det jo fint, at der var en anelse tempo på.

Først: Amuses bouche.

vandbakkelser

Vandbakkelser med birkes

cevicheshot

Et cevicheshot – nyfortolkning af ceviche. Den hvide fisk var stadig marineret i lime, men i stedet for at fisken spillede hovedrollen, var den gemt i et lille shot af limesaft. Det var bare at lægge nakken til bage, bunde og tygge.

blæk, blæksprutte og grønt

Blæksprutte, blæk og en grøn (ærte?)puré.

kinaradise og kød

En supermørt stykke kød (måske var det svin? Det har jeg glemt) med kinaradise.

salatsuppe

Som sidste amuses bouche kom en kold suppe lavet af salat (!). Det var nok den ret jeg var mindst oppe at ringe over. Salat smager bare ikke af så meget og først syntes jeg bare, at det var noget sært noget. Men da skeen fandt ned til bunden, hvor kapers og andet godt og salt gemte sig, blev det hele meget bedre.

asparges, mozarellamælk og parmesanis

Dernæst første ”rigtige” ret og et af aftenens højdepunkter. Hvide asparges, mozarellamælk og parmesanis. Nøjjj det gik godt i spænd. To slags ost, der hver i sær blev præsenteret på en noget anden måde end man er vant til. Milde i smagen var de begge – perfekt til at støtte op om den smukt tilberedte asparges uden at overdøve den.

slethvar, gulerødder, hyld

Næste tallerken på bordet bød på slethvar, skiver af gulerødder, de allerførste udsprungne hyldeblomster og en ”iberisk juice” – en klar sauce lavet på iberisk skinke. Slethvarren var stegt på skindsiden, men virkede nærmest som om den var pocheret. Igen milde smage i fisk, gulerødder og hyld med saucen til at give salt og fedme. Eneste anke var at gulerødderne var skåret noget tidligere og dermed virkede en anelse tørre.

lam, fennikel, rabarber

”Hovedretten” var lam med tynde skiver af fennikel, bagte stykker af rabarber og tamarind. Kors det var lækkert. Lammets fedme spillede flot op mod rabarbernes syrlighed og fenniklens sprøde friskhed og milde smag af lakrids. Tamarindens rolle har desværre fortabt sig i den gode vins tåger.

de sørgelige rester af orangeis, salat og oliven

Det samme gjorde tankerne om at få taget et billede af næste ret FØR jeg kastede mig over den. Derfor dette billede af en næsten slut omgang af stegt salat, orangeis og knust stegt/brændt/et-eller-andet  ”krymmel” af sorte oliven. Fantastisk fint at få en dessert lavet på bl.a. oliven og salat, der stadig opfylder alle ens ønsker om, hvad en dessert skal smage af.

ost med ost på

Clausen valgte oste, jeg valgte (selvfølgelig?) mere sødt. Førstnævnte blev superelegant serveret med den blå og bløde hvide gemt under tynde strimler af gul fast ost. Kan overhovedet ikke huske hvad ostene hed. Men der var tilfredshed at spore på den anden side af bordet.

selleri og chokolade

Jeg fik som det sidste en fantastisk dessert af chokolade og ”brændt” knoldselleri. Tilberedningen af sellerien havde fjernet al vand og fremhævet sødmen. Tilbage var sprøde søde flade stykker selleri, der gik så godt sammen med den mørke chokolade. Selleri til dessert. Ja tak!

jordbær med fennikelfrø

regningen

Aftenens sidste punktum var et par jordbær dyppet i fennikelfrø – nogle af dem kandiserede, som man f.eks. ser det i Indien. De blev serveret sammen med regningen, der lød på 157 euro. Det var absolut pengene værd!

visitkort telefonnummer

Uh. Og så må jeg lige bringe en advarsel. Der findes flere restauranter, der hedder Le Chateaubriand i Paris. Og det er altså den her, du skal tage på. Mine forældre blev fanget i noget totalt turistfælderæs, da de troede, at de skulle på den restaurant vi havde anbefalet dem. Derfor: Skal du besøge Le Chateaubriand, så ring på nummeret ovenfor eller gå gennem San Pellegrinos Worlds best restaurants hjemmeside.

Søndagsrester


Af Emilie

Efter en go’ weekend i sommerhus stod den i går aftes på en masse herlige rester indtaget til dårligt søndags-tv. Resterne var især herlige fordi de indeholdt flødekartofler, der er et STORT HIT i min bog, men faktisk også fordi de blev akkompagneret af en omgang lun spidskålssalat.

Spidskålen snittes i fine strimler, stort set samme tur får et halvt æble, der kommer i tynde skiver. Lidt olie på panden og et godt drys karry ristes af, spidskål og æbler kommer på panden til karry-snasken, og suppleres af et lille squezz hvidvinseddike, lidt salt og peber. Herligheden vendes godt rundt på panden indtil kålen falder lidt sammen og æblerne er semi-bløde.
Sådan en lun reste-spidskåls-æble salat er altså en rar ting kan jeg hilse og sige – og næsten også sund vil jeg mene. Tror jeg skal gøre mig lidt mere i det! Karry, æbler og spidskål klæder hinanden rigtig godt – og tror også at lidt go’ røget bacon ville have gjort sig fint i blandingen! I går stod den dog på reste-frikadunser til salaten og flødekartoflerne, så var vist dækket meget godt ind på svine-fronten:)

Brunsviger!

Brunsvigeren frisk fra ovn (og ja, der har allerede været en lille mus på spil til venstre på kagen)

Af: Lise

Det har rigtig været søndag hos mig med masser af tid til madlavning, afslapning og hygge. Et af projekterne var en brunsviger. Det er ren barndomsnostalgi. Blød gærdej med MASSER af snask ovenpå. Det er et hit! Jeg fulgte Mette Blomsterbergs opskrift på nettet, og den er både nem og god. Så taget direkte fra DR’s hjemmeside er hermed opskriften:

Dej:

  • ¼  l. sødmælk
  • 50 g. gær
  • 100 g. blødt smør
  • 2 spsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • 1 knivspids kardemomme
  • 4 stk. æg
  • 600 – 650 g. hvedemel (vigtigst at dejen er lind, ikke tør)
  • +  neutral olie til at smøge bradepanden / formen med

Fyld:

  • 200 g. smør
  • 200 g. farin

Dej:
Mælken lunes til ca. 50 grader. Gær, æg, mælk, sukker, kardemomme, salt & ¾ dele af melet æltes (gerne i en røremaskine). Tilsæt det bløde smør & yderliggere mel til dejen er glat & smidig, meget smidig. Det er meget vigtigt ikke at tilsætte for meget mel – dejen skal være ganske let flydende.

En stor bradepande smøres jævnt med olie & dejen kommes direkte ned i denne… Lad dejen “hvile” 5 minutter inden den spredes / trykkes ud så den fylder hele formen. Dejen hæver nu en lille time.

Fyld:
Smør & farin smeltes sammen for svag varme i en lille gryde. Massen skal være homogen (sammenhængende), inden den fordeles på den “hævede” dej.

Tryk dybe huller ned i dejen, således at fyldet flyder ned i fordybningerne. Dej med fyld hæver yderliggere 15 minutter & bages efterfølgende ved 200 grader i ca. 30 – 35 minutter.