Texmex taco soup!

Rocky road chocolate chip cookies


Af Emilie

Sad den anden dag og spottede fine madblogs på Bloglovin og faldt over den megafine blog A Cozy Kitchen – er meget hurtigt blevet lidt halvforelsket i bloggen – mange cookie, milkshake, pizza agtige opskrifter og meget fine billeder. Den dag jeg opdagede A Cozy Kitchen var det nyeste indlæg opskrifter på henholdsvis varm chokolade rocky road style – (dvs. med skumfiduser), og chocolate chip cookies med skumfiduser – og iihhh åhhh altså, hvor så de cookies bare så fine ud, at jeg blev nødt til at forsøge mig med dem selv. Den ægte vare kan tjekkes her.

Nedenfor følger mit forsøg på at omregne den amerikanske opskrift til noget der giver mening på dansk – og mit tilsvarende halvkvalte forsøg på at afbillede de fine cookies…

Til ca. 20 cookies:
2,4 dl mel
1,2 dl kakaopulver
1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
220 gram chokolade (110 gram i grove stykker til smeltning og 110 gram chocolate chips)
8 tsk smør
2,4 dl sukker
1 tsk vaniljekorn
2 æg
1 dl mælk (ikke en del af den originale opskrift)
2 dl hakkede valnødder
1,4 dl små skumfiduser (eller store skåret i små stykker – det blev min løsning)

Efter en masse google-conversion fra ounce og cups til gram og dl gik jeg i krig med opskriften. Første step er at blande de tørre ingredienser; mel, kakao og bagepulver. Når de er rystet godt sammen, stilles blandingen til side.

Herefter skal den grofthakkede chokolade og smørret smeltes over vandbad. Jeg valgte mikroovnen – det virkede ligesom lettest – og det fungerede helt fint. Når smør og chokolade er smeltet sammen piskes det godt sammen med sukker, æg og vanilje med en elpisker til du har en jævn ensartet masse.

Dernæst hælder du den tørre blanding i og rører videre. Det var på dette punkt i processen at jeg smed lidt mælk i dejen, massen var simpelthen så sej, at jeg ikke lige kunne gennemskue, hvordan der skulle komme flere “faste” ingredienser i og stadig være til at røre rundt i. Den originale opskrift havde godt nok angivet at dejen var mere brownie end cookie-agtige, men synes nu det var et meget fint hit med den lille sjat mælk.


Til allersidst vendte jeg så de hakkede valnødder, chocolate chips og de små skumfiduser i blandingen og smed dejen i køleskabet en halv times tid, så den kunne sætte sig lidt.

Når dejen har fået en tur i køleskabet, tages den ud og sættes på bagepapir i små kugler på størrelse med en stor spiseske. Cookies bages i en 170 grader varm ovn  i ca. 15 minutter – hvorefter de køler af en 5-10 minutter, før de kan flyttes rundt på.
Det var sådan set lige ind til dette sidste step med selve bagningen, at alt var gået super – men jeg ved ikke helt hvad der gik galt, for mine færdige cookies blev i al fald lidt sjove sammenklappede og klistrede. Måske går det bare ikke at klippe rundt i sådan nogle store skumfiduser – de endte med at afgive sådan en klistret sukkermasse, der flød ud på bagepapiret og gjorde dem meget svære at håndtere. Det kan også tænkes at tilførslen af mælk lavede ballade, eller det faktum at jeg kom til at putte en teske og ikke en halv teske bagepulver i dejen har gjort udslaget – eller måske bare en kombination af det hele… Men men – det ændrede heldigvis ikke på, at de faktisk stadig smagte rigtigt fint og mine kolleger spiste dem med stor taknemmelighed dagen efter.
Jeg tror dog alligevel jeg er færdig med at eksperimentere med skumfiduser i dej lige foreløbig – næste gang laver jeg dem uden og så bare med lidt ekstra valnødder og chokoladeknapper i stedet..

5 kommentarer

  • Årh.. Det lyder pænt fristende – det kan være farligt at opdage nye blogs.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har samme erfaring med bagning med skumfiduser. Synes det lød mega nice i teorien, men i praksis var det kæmpe fiasko. Kæmpe klistret og umuligt at have med at gøre.
    Har efterfølgende læst mig til at skumfiduserne først skal i til aller sidst – så de kun lige når at smelte. Men har ikke efterprøvet det og desuden dur det jo nok mest med kage eller sådan noget, kan ikke lige se hvordan det skal gøres med cookies..?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Cecilie

      NEJ hvor er det godt at høre! – jeg gik virkelig og troede at det var mig, der havde sjusket med et eller andet siden det gik galt, men godt at høre at jeg ikke er alene:) – man skal måske bare holde sig til at putte dem i varm chokolade, der er de i al fald ret hyggelige:)
      /Emilie

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg blev også slået ud af at et det kunne gå SÅ galt med et par sølle muffins, men jeg lavede samtidig nogen uden skumfiduser og de blev fine, så besluttede mig ret hurtigt for at fejlen ikke var min 😉

      – Og ja, måske skal skumfiduser holdes til varm kakao og på-pind-over-bål. Der gør de det i hvert fald godt! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Godt besluttet Cecilie:) Og ja varm kakao og pind over bål er et kæmpe hit! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Texmex taco soup!