Eggs Florentine - på nordisk manér

Æblecrumble a la muffins – eller muffins a la æblecrumble


Af Emilie

I anledning af efterårets bratte ankomst, og selvfølgelig lige den detalje, at jeg fik besøg af min far og skulle finde på en dessert, biksede jeg i sidste uge en herlig lille æblecrumble sammen – hvis jeg altså selv skal sige det.. At æblecrumblen endte i muffins-forme var mest fordi jeg lige så godt også kunne lave til kollegerne nu jeg var i gang – og det bare ligesom er lettere at have portionsanretninger i stedet for et helt kagefad med at dele ud af.

Jeg gjorde nogenlunde som følger:

4 æbler blev udkernet og skåret i små tern. Jeg smeltede ca. 25 gram smør i mikroovn (alternativt i gryde) sammen med ca. 1-1 1/2 dl sukker, en lille spiseske kanel og en teske vaniljekorn. Den gode smør/sukker-blanding blev vendt godt rundt om æblerne.

Og nu bliver det altså virkelig meget på slum det her: Crumble-dejen bestod af ca. 175-200 gram smør (stuetemperatur) skåret i tern. Herefter en god sjat sukker – måske en håndfuld eller to. Dernæst en god omgang knuste makroner – har ingen idé om hvor mange – men måske 3-4 håndfulde. Endelig blandede jeg mel i så dejen blev god og smuldret (måske 3-4 dl) – konsistensen kunne måske minde lidt om smuldret fetaost, hvis den reference giver mening. Klørfem er klart det bedste redskab til at få dejen møvlet godt sammen, så det er bare at smøge ærmerne op og gå i krig.

Så blev æblecrumblen ellers lagvis pakket sammen – æblerne i formene, et lag af crumblen og en tur i ovnen i ca. 15-20 minutter ved 175 grader – de skal bare have til æblerne begynder at væske lidt og sprutte/syde under crumble-låget – og låget begynder at blive let gyldent – og så er de faktisk klar parat til en tur i løgnhalsen.


Jeg portionsanrettede de to crumbler, der skulle spises med det samme, i små ramekiner, og serverede med en omgang creme fraiche rørt op med flormelis og vaniljekorn – Mmmm – en rigtig herlig kombi!

Der blev 12 muffins og to portionsanretninger af ovenstående på-slum-portion.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Eggs Florentine - på nordisk manér