Black eyed peas - altså bønnerne ikke bandet

Sheperd’s pie


Af Emilie

I min fars gamle Suhrs kogebog, som han har arvet fra sin mor, gemmer der sig bagerst i bogen et godt foldet og lettere fedtet A4-ark, hvor familieopskriften på Sheperd’s Pie er nedskrevet med mere eller mindre ulæselig skrift.

Sheperd’s pie  er oprindeligt god rustik landmandskost fra England og består af en grøntsagsfyldt kødsauce i fad, toppet op med kartoffelmos, der får en tur i ovnen. Jeg aner faktisk ikke, hvordan den har fundet vej til min fars familie, men hvorom alting er, så har både min far og mor taget den til sig, og den har stået på middagsbordet mangt en efterårsaften i min barndom.

Den klassiske engelske Sheperd’s pie kan vist laves efter  flere forskellige forskrifter, blandt andet med lammekød i stedet for oksekød, og i rigtig mange versioner med ærter i selve kødsaucen. Det har vi aldrig gjort i min familie, men i dagens anledning blev de indkøbt. De blev til gengæld også glemt nede i fryseren – så det må blive en anden god gang – ellers er det bare karma, at der ikke skal ærter i min Sheperd’s Pie.

Til ca. 6-8 personer skal du bruge:

Kødsauce:
600 gram hakket oksekød
4 gulerødder
3 stængler bladselleri
1 løg
1 porre
2 fed hvidløg
½ knoldselleri
1 dåse tomatpuré
3 spsk Worchestershiresauce
2 glas rødvin
2 glas vand
½ oksebouillon
1 tsk rosmarin
1 tsk timian
Ketchup
Salt og peber

Kartoffelmos:
4 store bagekartofler
Et par tern knoldselleri (kan tages fra portionen til kødsaucen)
20 gram smør
Mælk
Æggeblommer (kan udelades)
Salt og peber

Topping:
Et par håndfulde revet ost – jeg brugte en blanding af parmesan, irsk cheddar og svensk präst.
Festen startes med grøntsagerne. Kartofler og knoldselleri skrælles. Kartoflerne og andelen af knoldselleri, der skal i mosen skæres i store tern. Smides i en gryde med vand og sættes til at koge.

Imens arbejder du videre med de andre grøntsager. Resten af knoldselleriet rives på et rivejern. Løg, bladselleri, gulerødder og porrer skæres i små tern og hvidløget hakkes fint.

Så er du ved at være beredt til kødsaucen. Smid lidt smør eller olie i en stor gryde og start med at svits det hakkede oksekød. I med løg og porrer og svits lidt videre. Når løget er blevet blødt er det i med de øvrige hakkede grøntsager, og til allersidst den revne knoldselleri. Svits svits svits.

Når det hele er møvlet godt sammen suppleres med worchestershiresaucen, rødvinen, tomatpuréen og et par gode squeeze ketchup. Rør rør rør.
 

Kødsaucen skal minde om klassisk bolognese, måske bare lidt mindre vandet – skulle du dog have brug for mere væde, er det i med et par glas vand – supplér med en halv terning oksebouillon. Når saucen har kogt lidt ind er det bare om at smage efter med masser af salt og friskkværnet peber.

Nu burde kartoflerne og knoldselleriet også være kogt. Dræn vandet fra, men gem lidt i bunden af gryden. I med smør, æg og prøv dig frem med med mælken til du har den rette konsistens. Igen smag til med salt og kværnet peber.

Så er du klar til at lægge din Sheperd’s Pie sammen. Find dit største lasagnefad frem og start med at dække bunden med kødsauce – den skal nå halvvejs op af fadet. Top din kartoffelmos ovenpå – jeg lagde den i store klatter og fordelte den rundt på fadet til sidst med en spatel. Og så skal hele herligheden bare en tur i en forvarmet ovn ved 175 grader. De sidste 10 minutter smider du din revne ost ind over mosen og giver det hele lidt grill under et vagtsom øje.

 

Og så er der ellers ren efterårshygge på fad klar til sultne maver!


7 kommentarer

  • Lotte Sørensen

    Lækkert, den må jeg prøve! Btw. Det er shepherd’s pie, når det er med lam, og cottage pie når det er med oksekød 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er VIRKELIG en god ret! Jeg har også støvet sådan en op fornyligt og den er seriøst endt på favoritlisten.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Brandt

    Uhmm, det ser lækkert ud… jeg pønser på at lave det til min madklub i morgen, og skal lige høre dig, om der er noget andet end det der worchestershire, man kan bruge (hvad smager det af?). Kh. Camilla

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Camilla

      Gør det, gør det:)

      Hmm – det er et godt spørgsmål. Det er lidt tricky fordi saucen indeholder en masse smagsgivende herligheder – jeg kan bedst beskrive det som sådan lidt en sur/sød/salt sauce:). Du kan evt. prøve dig frem med en kombi af noget vineddike eller æblecider eddike, lidt sukker og soya.

      Kh Emilie /G&G

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] kunne godt spise en ordentlig gang kartoffelmos! Det er mums! Brugte denne opskrift for nylig: Shepards pie | ganeoggaffel Der skriver de i øvrigt at Sheperd's Pie er med lam, men hvis man bruger okse i stedet, hedder […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Black eyed peas - altså bønnerne ikke bandet