VERDENS BEDSTE RUGBRØD
Er, når du skal købe dig til det, rugbrødet fra Restaurant Gilleleje Havn. Det er det absolut bedste rugbrød jeg nogensinde har smagt. Man får selvfølgelig også lov til at betale sig fra det (50 kroner for et stort og 30 kroner for et lille), men det er saftigt, maltagtigt, sprødt og mørkt – og holder faktisk ret OK af et hjemmelavet rugbrød at være.
Lise og jeg tog en smuttur i sommerhytten her i går, og havde i den anledning fornøjelsen af at smutte forbi restauranten i Gilleleje til en omgang frokost og gafle os et brød med hjem til deling. Til frokosten hoppede vi begge på en omgang sprødstegte rødspætter, der var dejligt varme, sprøde og nystegte og blev serveret til det gode rugbrød med masser af grønt og hjemmerørt pickles/remo. Det hele blev skyllet ned med en rar læskende cola (der samtidig dulmede de lidt trætte hoveder fra fredagens vin- og øl-indtagelse).
Udover god frokost på havnen stod lørdagen på hyggespisning af tarveligste skuffe i sommerhytten. Men der er altså bare ikke noget bedre end at fylde sig med alskens slik og kager foran pejsen og dårlige dvd-film. Det blev bl.a. til blød og syntetisk retro roulade, KiMs skruer og flæskesvær – og til dessert (efter en ligeså nærende omgang spaghetti carbonara) børneklassikeren abemad (som også går sig helt fint selvom man er voksen, skal vi hilse og sige!)
Hvis der er nogle, der skulle have glemt grundingredienserne til abemad, så bestod vores af en råcreme lavet af:
- 2 dl piskefløde (rørt til skum)
- 2 pasteuriserede æggeblommer pisket luftigt med lidt rørsukker og vanilje og derefter forsigtigt vendt med flødeskummen.
I denne herlige blanding smed vi lidt blandet frisk frugt: banan, æble, pærer og appelsin + lidt hakket mørk orangechokolade.
Åååååårrrrhhh, Like, like LIKE sommerhus – med extra LIKE på!
Hvor ser det dejligt ud 🙂
Hvem kan IKKE spise retroroulade, tomatskruer og fiskefilet på en og samme dag? Tilsat en omgang abemad? Mums!
Min faster havde i mange år sommerhus i Gilleleje og mangen en sommer blev brugt i bølgen blå – hvorefter vi rendte hjem og åd en velvoksen frokost med det hele i skyggen under træerne 😛