GØR KÅL PÅ KOKOSNØDEN

ROGNRALLY

Photobucket

Her på bloggen har vi været så heldige at være blevet inviteret med på forskellige arrangementer i forbindelse med Copenhagen Cooking. Det er også i den forbindelse, at vi har været på Restaurant Kronborg og DØP. I lørdags stod den således på det såkaldte Rognrally, der i al sin enkelthed gik ud på at cykle gennem byen til udvalgte restauranter og smage deres bud på en ret med stenbiderrogn som omdrejningspunkt. Når man er vild med stenbiderrogn, så er en dag fyldt med netop det, dømt til at blive en utrolig dejlig dag!

Rallyet kørte henover tre lørdage i februar. Vi var med på sidste tur en lørdag, hvor solen strålede og byen indbød til cykeltur og løssluppen forårsstemning (som i takt med vinindtag på de forskellige restauranter blev mere og mere løssluppen).

Vi startede hos Herrenes Magasin i Nørregade, hvor man fik udleveret rute (der var to ruter – vi kom på ruten med restauranterne Tire-Bouchon, Viva, Søren K og Kroghs Fiskerestaurant), nød et glas champagne og hørte oplæg fra bl.a. indehaveren David K. Herefter hoppede vi på cyklerne og begav os afsted.

Første stop var den franske vinbar Tire-Bouchon i Teglgårdsstræde, der bød indenfor med et lettere rustikt og hule-hyggeligt indre (jeg planlægger allerede et snarligt gen-visit til nogle gode glas vin og fransk landmad). Hele stedet var reserveret kun til os og der var dækket op overalt i lokalet. Serveringen bød på en fast suppe lavet på kartoffel, fløde og kyllingefond. Den blev sprøjtet ud på tallerkenen med en sifon, som gjorde den rimelig luftig. På toppen var der sprødt brød, bacon (ALTID et hit!), purløg og – selvfølgelig – stenbiderrogn. Under suppen var en citronette – syltet citronskal med salt og sukker. Det gav den fede suppe et dejligt frisk-bittert modspil.

Photobucket

Efter en dejlig halv times tid på Tire-Bouchon blev det tid til at kaste sig på cyklen og drage over Langebro til restaurant Viva, der må være en af de restauranter i København med den bedste placering lige ved vandet med kig over til bl.a. Den Sorte Diamant. Hos Viva gav indehaveren Buster først en lille introduktion til bådens historie og til kokken, som derefter kom op og præsenterede det, vi skulle have at spise: Kold kartoffelcreme, ristet rugbrødsknas, dildsne og stenbiderrogn. Umiddelbart en spændende kreation, men det var som om, at sneen var for kold og smagte for lidt af dild og kartoffelcremen var lidt for mayo-agtig. Men knasen var dejlig og gav det ellers lidt for fede udtryk noget kant.

Photobucket

Efter Viva gik turen tilbage over broen og til dagens tredje stop – Søren K inde i Diamanten og den nok mest traditionelle ret: Jordskokkesuppe med creme fraiche, sprøde croutoner, purløg, rødløg, en slags semi syltet grønkål og stenbiderrogn. Det var en utrolig dejlig suppe og jeg gætter på, at der var en god sjat fuldfed fløde i, hvilket jo sjældent gør nogen skade. Grønkålen gav en dejlig syrlighed og friskhed, noget jeg klart vil forsøge mig med hjemme.

Photobucket

Sidste stop på turen – og det sted jeg personligt havde glædet mig mest til – var den klassiske Kroghs Fiskerestaurant. Vi fik først lidt historie om stedet fortalt af deres dygtige køkkenchef Boris Buono. Hans bud var utrolig flot. På en masse flade sten lå halve østers, heri var en røget østerscreme, porcherede stykker agurk, rugbrødsflager og stenbiderrogn. Det var dagens, i min optik, skarpeste og mest spændende ret. I stedet for vin, som vi fik de andre steder, serverede Kroghs et glas æblecider fra Fejø og en snaps destilleret på rav – Nordens Guld. Cideren var fin og nærmest blød i smagen og snapsen mere skarp. Det fungerede godt.

Photobucket
Photobucket

Arrangementet var i sin helhed super vellykket! Det var dejligt at cykle rundt i byen fra den ene restaurant til den anden og spise en masse stenbiderrogn. Som en af de andre deltagere sagde, så var det virkelig en luksusdag! Tak til Nordens Kaviar og Copenhagen Cooking for en fantastisk dag! Og tak til min cykel for trofast at fragte mig rundt:)

Photobucket

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

GØR KÅL PÅ KOKOSNØDEN