HVAD DER BLEV AF DE VILDE URTER

BJØRNEKÆLDEREN!

pariserbøf bjørnekælderen

Der er stadig godt gang i Madformidlingen for Roskilde Festival. De to fine folk fra festivalen, som vi holder jævnlige statusmøder med, er heldigvis også glade for mad. Derfor blev sidste møde afholdt på Bjørnekælderen – et frokoststed på Frederiksberg.

Men ikke hvilket som helst frokoststed. Mikkel, vores ene roskildeven, som er noget af en madhaj, annoncerede det som københavns bedste smørrebrød. Og jeg er da tilbøjelig til at give ham ret.

Bjørnekælderens hjemmeside kan man læse lidt om deres holdning til mad og råvarer. Og jeg kan lide det jeg læser. For det hele handler om gode råvarer, fokus på lokale leverandører med kærlighed til det de laver og så selvfølgelig: God mad.

Nu er en ting jo hvad man skriver på sin hjemmeside, en anden ting er om maden så faktisk er i orden. Og ja! Det var den.

brød smør og fedt bjørnekælderen

Lækkert rugbrød, smør og fedt kom på bordet med det samme. Vi snackede lidt alle sammen og så blev der fyldt op, da frokostanretningerne kom på bordet.

frokosttallerken

Mikkel og Lise fik begge en frokosttallerken. Sild, rødspættefilet, roastbeef og ost. Det er ikke en kæmpe servering, men både Mikkel og Lise virkede glade og tilfredse og for 150 kr synes jeg egentlig portionen ser rigtig fin ud. Kvalitet frem for kvantitet.

stegt rødspættefilet

Emilie fik en stegt rødspættefilet  (115 kr), der så grusomt god ud. Jeg fik ikke smagt den, så tør ikke sige om smagen levede op til udseendet..

pariserbøf

Jeg selv kastede mig over Bjørnekælderens pariserbøf til 115 kr. Valget stod mellem den og tartar af okseinderlår, så jeg blev meget glad, da jeg havde valgt pariserbøffen og den søde tjener anbefalede bøffen rå indeni, blot med stegeskorpe yderst. Oh yes. Det er åbenbart den “rigtige” måde at stege pariserbøf på. Det anede jeg ikke, men det passede mig helt perfekt.

Der var klassisk garniture i rigelige mængder og en ægte god gammeldags æggeblomme, der ikke kom fra bæger. Ahh. Pariserbøffen smagte fantastisk og var lige hvad jeg havde brug for!

Danske jordbær med husets hjemmelavede vanilleis fristede ret kraftigt, men vi havde alle sammen andre forpligtelser og måtte ud af døren, så desserten må vi prøve en anden gang.

regning og bolcher bjørnekælderen

Til gengæld kom regningen med en fin lille pose med hjemmelavede bolcher. Tror det var Athea. Meget fin detalje!

Vi drak et par flasker danskvand til 40 kr stykket til vores frokostmøde. Så jeg tror jeg kom af med 155 kr oder so. Virkelig en fin pris for så god en frokost.

Jeg skal helt sikkert tilbage til Bjørnekælderen!

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HVAD DER BLEV AF DE VILDE URTER