UNDTAGELSESTILSTANDE

‘GRØN’ CARBONARA

PhotobucketHvis der er noget vi eeeelsker her på bloggen, så er det en cremet og fed omgang spaghetti carbonara. Men selvom vi har berettet om denne livret adskillige gange før, skal I ikke snydes for endnu en version, så hermed – direkte fra pastagryden – opskriften på ‘grøn’ carbonara! Og bare rolig, den er ikke særlig sund, bare fordi den er blevet grøn;)

Til 8-10 personer skal du bruge (retten blev serveret til sidste udgave omgang spaghetti-søndag):

  • 1 kg god spaghetti
  • 2 pakker bacon (eller fra stort stykke – ca. 3-400 gram)
  • 2 bakker friskbælgede ærter
  • 1-2 squash skåret i tynde skiver – evt. på mandolin
  • 10 pasteuriserede æggeblommer
  • 2,5 dl piskefløde
  • 200 gram friskreven parmesanost
  • Salt og friskkværnet peber

Vandet til pastaen sættes til kogning. Mens vandet opvarmes, blandes æg, fløde og 2/3 af parmesanosten sammen med lidt salt og et godt drys friskkværnet peber. Bacon hakkes i små tern, ærter og squash gøres klar. Steg herefter bacon på panden til det bliver sprødt, men ikke så sprødt så det brækker bare man kigger på det:) Skrab det herefter fra panden og over på en tallerken, men bevar lidt af fedtet på panden.

Når vandet koger, tilsættes salt og pasta – og det koger videre efter anvisningerne på pakken (dog tilføjes de friske ærter til kogevandet de sidste 3 minutter). I mellem tiden steges squash i lidt af det tiloversblevne baconfedt.

Når pastaen (og ærterne) har kogt, drænes vandet fra gryden. Vend herefter bacon og squash i, træk vejret og vend så æggeblandingen i. Gryde og indhold må ikke være al for varm, for så er det at æggene koagulerer og bliver lidt rørægsagtige (og det vil man helst ikke ha’).

Den sidste tredjedel af parmesanosten drysses enten over retten ved servering, eller smides i en skål, så dine gæster selv kan dosere.

Her lidt stemningsbilleder fra spaghetti-indtaget.PhotobucketPhotobucketPhotobucketPhotobucketEr man mere til de klassiske varianter af Spaghetti Carbonara, er der inspiration at hente fra Julies opskrift på Carbonara uden fløde og denne opskrift på spaghetti Carbonara, stærkt inspireret af Jamie Oliver.

5 kommentarer

  • christian grandjean

    Brødet ser også godt ud. Er der også en opskrift på det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hej Christian. Det var det også. Der er faktisk tale om to forskellige opskrifter. Det lille (bollen) er lavet på surdej efter denne opskrift: https://ganeoggaffel.dk/2012/02/mere-af-det-gode-brod/ som er blevet min faste brødopskrift.
      Det store brød stod Emilie for og jeg mener, at det var lavet på gær, men måske efter samme fremgangsmåde. Her må Emilie lige byde ind 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      You’re so right Julie – samme koncept – med autolyse af et par omgange inden koldhævning og så bare en lille ært gær i stedet for surdej og en omgang grovvalsede havregryn top toppen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Det var i sandhed en dejlig carbonara (og et dejligt selskab) 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

UNDTAGELSESTILSTANDE