EN SOMMERLIG SLAW
For at gøre en ikke særlig sommerlig omgang chili con carne en anelse mere passende til årstiden, freestylede jeg den anden dag over den klassiske coleslaw (som jeg faktisk generelt synes passer godt til en omgang chili), og biksede en lidt mere sommerlig version sammen af diverse rester fra køleskabets grøntsagsskuffer.
Min sommerlige slaw blev til af:
- 1/4 hoved spidskål
- 3-4 nye gulerødder (gerne dem med top)
- 1 håndfuld friskbælgede ærter
- 2 toppede spsk creme fraiche produkt (jeg brugte en øko skyr fraiche fra Nettos hylder)
- 1 spsk god mayo (Hellmanns er ikke at forklejne her)
- 1 tsk dijonsennep
- 1-2 tsk citronsaft
- Hakket frisk purløg, salt og peber
Mængden passer til ca. 2 personer.
Start med at snit dit stykke spidskål fint – her vil et mandolinjern gøre underværker. Som den opmærksomme læser måske kan huske, fik jeg først mit mandolinjern her til jul, så jeg er ikke en hardcore mandolin-bruger, men jeg vil sige, at det gør underværker for en salat som denne, hvor man ret uproblematisk kan lave sig de fineste tynde skiver. Har man ikke et mandolinjern, vil en god skarp kniv også kunne klare samme trick. Lidt sværere er det med gulerødderne, som til denne slaw også fik en tur på mandolinet i modsætning til en tur i rivejernet (som er den klassiske fremgangsmåde). Igen – har man ikke et mandolinjern, så er det bare at rive dem på den klassiske måde – men jeg vil sige at disse tynde fine flager gulerod gør noget rigtig godt og sprødt i salaten.
Herefter er det blot at bælge ærterne og bikse dressingen sammen. Mayoen, fraichen, dijonen, citronen og purløget røres sammen, smages til med salt og peber, og så er det bare at blande den godt sammen om ‘råkosten’. En slaw kan godt tåle at stå lidt – synes dog ikke det er strengt nødvendigt i denne sommerlige version, hvor grøntsagerne gerne skal smage af al sin skønne sprødhed og ikke blive al for slasket i dressingen.
Er du blevet hooked på endnu flere coleslaw versioner, så tjek Julie (og Nigellas) skønne kålslaw ud her.
Hej piger!
Gud hvor jeg elsker jeres blog. Kan slet ikke sige det nok gange. Alt ser så lækkert og appetitligt ud, og jeg har bare lyst til at gå i krig med det hele, når jeg ser jeres opskrifter, he he. Jeg blogger selv om træning og mad, men ved siden af jeres kan jeg vist ikke sige, at jeg blogger om mad, ha ha.
Knus, og god aften!
http://smilanne.blogspot.com – blog om træning og sundhed (skippede lige maddelen, ha ha)