STOP SPILD AF KAFFEGRUMS

Photobucket

I disse finanskrise/stop spild af mad-tider, vil jeg da lige dele dette lille madrelaterede skønhedstip med jer. Min hud har – ligesom resten af mit korpus –  været noget post-Roskilde-præget. Med andre ord trængte den til en ordentlig skrubbetur.

Og hvorfor så ikke bare åbne mokkakanden efter brug og bruge kaffegrumsen som skrubbemaske. Det er åbenlyst noget billigere end at daffe i Matas/Illum/Magasin og købe sig en skrubbecreme – omend kaffegrums, indrømmet, har en anelse mindre luksus-feel over sig 🙂

Det gode ved kaffe er, at kaffen skrubber godt og samtidig indeholder nogle olie, der gør huden blød og fin. Vil du have endnu mere fugt, kan du mikse kaffegrumsen med lidt olie af en art, men for mig fungerer det fint bare at blande lidt vand i kaffegrumsen og så bruge en god fugtighedscreme, når jeg har vasket “masken” af.

Man kan også bruge friskmalet kaffe, men jeg synes the beauty ved grumsen er, at den så allerede har givet mig en god smagsoplevelse før den pleje mine glade æblekinder 🙂

Photobucket

Og sådan ser det ud når man (jeg) i uglet småsyg version fyrer op for kaffegrumsen – hej hej

Renser I også hud i kaffe – eller har i andre gode mad-som-skønhedsprodukt-tips?

OM AT EJE DET PERFEKTE BESTIK

Photobucket

Photobucket

Jeg ejer det perfekte bestik. Så simpelt er det. Glæder mig stort set hver dag over mit bestik (nørdet I know, men lad mig nu bare… 🙂 ) og er endnu ikke stødt på et bestik, som jeg synes er hverken smukkere eller bedre at spise af.

Det er dog langt fra min egen opdagelse. Er ret sikker på at min gode gamle arkitekt-far har stået i spidsen for indkøbet af familiens bestik engang tilbage i 70’erne. Bestikket er nemlig tegnet af den gode Kay Bojesen, der også står for klassiske trædyr, som den velkendte abe. Dog kastede min mor også hurtigt sin kærlighed på bestikket, så da de to gik hver til sit, blev bestikket nøje delt.

Jeg er således vokset op med Kay Bojesens Grand Prix bestik i både mit ene, andet og tredje barndomshjem – og gudhjælpemig om ikke også min ene søster har indført bestikket i sit hjem. If it ain’t broke, don’t fix it eller hvad det er man siger.

Photobucket

Photobucket

Udover at bestikket er så enkelt, at det nærmest er arketypisk, så synes jeg det er helt vildt behageligt at spise af. Jeg hader at spise af bestik, der “fylder” i spiseoplevelsen. Om det er de der forbandede engangs-trægafler, der smager af træ og hænger fast i læberne eller om det er suppeskeer med alt for høj kant der skærer i mundvigen. Jeg får spat af det. Kay Bojesens bestik gør lige hvad det skal. Hjælper maden ind i munden uden at larme og gøre et stort væsen af sig.

Photobucket

Rosendahl har siden 1990 produceret Kay Bojesens Grand Prix-bestik. Kay himself har udtalt at bestikket kun bliver smukkere af at blive brugt og slidt. Det har Clausen flere gange brugt som argument for at det er helt fint at knappe øller op med bestikket, hvilket jeg dog ikke er helt enig i..

 

LØRDAGSMIDDAG A LA RØDDERNE

PhotobucketStærkt inspireret af de rare Rødder, som vi har haft fornøjelsen af at ‘spise hos’ et par gange denne sommer – bl.a. da de tre herrer kiggede forbi Roskilde Festivalen, som Julie har berettet om her – kreerede jeg i lørdags min egen Rødder-middag, da Lise og to af vores veninder kom på besøg.

Røddernes udgangspunkt er mad lavet med kærlighed af lokale danske råvarer – og gerne fra Lolland-Falster egnen, hvor to af herrerne er fra. Jeg ved ikke præcis, hvor lokale mine råvarer var denne aften – de var i al fald ikke fra Frederiksberg, men gulerødderne var friske med top og kartoflerne fra Samsø;)

Inspirationen fra Rødderne gik primært på retterne, som er mere eller mindre tyvstjålet.

Som optakt til middagen stod den på hjemmebagt og koldhævet fuldkornsbrød, lidt (gule)rødder og radiser samt en rygeost-mayo-creme. Hele herligheden blev skyllet ned med en dejlig ‘indflytnings-rosé’

“Mayoen” blev til af:

  • 4 store spsk. øko skyr fraiche fra Løgismose
  • 3 store spsk. fynsk rygeost fra Løgismose
  • 2 spsk. god mayo
  • Finthakket frisk purløg og oregano, salt og peber

PhotobucketPhotobucketPhotobucketTil hovedret afveg jeg lidt fra Rødderne (i al fald de menuer, jeg har haft fornøjelsen af at smage indtil videre) og slog op i min Meyers Almanak, hvor jeg kunne konstatere, at netop uge 28 var oplagt til friskstegte rødspætter.

Hovedretten endte derfor med at byde på nye fine fuldkornshvedemels-panerede rødspætter stegt med persille, flankeret af Røddernes knuste nye kartofler med brændt smør (a la Roskilde menuen), dampede og smørstegte gulerødder og forårsløg.

Jeg gjorde følgende til hovedretten:

  • Vendte spætterne i en salt-og-peber-krydret melblanding bestående af 50/50 hvedemel og fuldkornshvedemel. Stegte dem i riiiigeligt smør og smed lidt friskhakket persille på panden med spætterne det sidste minuts tid.
  • Gav de nye kartofler et opkog i saltet vand, lod dem koge en 5 minutters tid og derefter mørne i kogevandet. Lige inden servering fik de følgeskab af den brunede smør, der blot var brunet i en lille gryde i en ti minutters tid, og blev most groft med bagsiden af en gaffel.
  • Dampede gulerødder og forårsløg i kogende vand ikke mere end fem minutters tid. Smed dem på en varm pande i en klat smør (gennemgående tema her;)) og stegte dem et par minutter.

Og så var det ellers bare at anrette – en klat mos på hver tallerken, en lille stak gulerødder og løg på toppen og en spætte on-the-side.

Og føj, hvor var det godt – særligt det der brunede smør er et seriøst hit! Jeg var indledningsvist lidt bekymret for, at jeg bare ville fritte det helt af – men med lidt tålmodighed og diverse skruen op og ned for blusset gik det egentlig helt fint, og er bestemt noget jeg må til at gøre mig meget mere i – måske suppleret af tilsvarende intensiverede besøg i mit træningscenter:)

Photobucket

TA’ MED PÅ FORTUNEN!

PhotobucketI fredags kunne jeg sige go’dag til to ugers sommerferie, og det skulle selvfølgelig indvies med manér, så derfor havde jeg lavet den usandsynlige spændende plan, at drage en tur til IKEA i det Gentoftske med en veninde (det er ikke sådan at være nyslået lejlighedsejer)!

Men altså alligevel… – Gentofte, IKEA og svenske kødboller var alligevel for meget (eller snare for lidt) af det gode, da fredag eftermiddag endelig oprandt og solen havde valgt at kaste lidt blå himmel og feriestemning over København. Derfor blev IKEA i 11. time byttet ud med solskin, hvidvin, og flere venner og veninder på Ved Stranden 10 i et par timer. Julie har berettet om Ved Stranden 10’s fortræffeligheder ved juletid her og til dette, kan jeg kun tilføje, at Ved Stranden gør sig lige så godt om sommeren med fine franske borde og flink betjening direkte ud til kanalen.

Den virkelige stjerne i fortællingen om denne fredag er dog nyåbnede Fortunen, som er næsten-nabo til Ved Stranden 10 og søster-restaurant til Vesterbro-hipster-klassikerne Bakken og Dyrehaven. Efter et par timers hvidvin var vi nemlig blevet sultne, og så var det nærliggende at daske videre til naboen med de kulørte lamper. Jeg var indledningsvist relativt skeptisk over for Fortunen, da jeg som tidligere berettet om her, er en KÆMPE fan af Dyrehaven og deres meget gedigne, veltillavede og billige danske menu. Og i kontrast til dette forekom Fortunens menu mig lidt mere alternativ og uigennemskuelig.

Men jeg kan lige så godt indrømme det med det samme – AL min tvivl og skepsis blev gjort til skamme så snart de første retter røg på bordet! Og jeg kan kun konstatere at folkene bag Cafe Dyrehaven og Bakken endnu engang har ramt lige midt ned i mit lille mad og københavner-hjerte – jeg er forelsket!

Vi var fire spisende denne aften og med et rimelig beskedent menukort kunne vi stort set komme rundt om alt på menukortet – vores flinke tjener guidede os til et par snacks og en tallerken per mand til herlig fællesspisning og deling – vi gik nok lidt over anbefalingen, men mine tre medspisende var også et par sultne herrer, så der skulle lidt føde til!

Vi startede (eller semistartede – retterne røg lige så hurtigt på bordet, som tjeneren havde lovet) med vores ‘snacks’: taskekrabbe i ultratyndskåret selleri, sliders (mini-burgers) med henholdsvis svinebryst og friteret softshellkrabbe og nuggets af andekråse. Haps, det var gode sager! Særligt taskekrabben i den tynde selleri-rulle var en virkelig lækker og fint afmålt mundfuld.

PhotobucketPhotobucketPhotobucketEfter vores snacks fulgte ‘tallerkenerne’ – lammebryst og gule beder, rødtunge, pocheret æg med grøntsager, nye kartofler – bløde løg – Vesterhavsost, og ristet brød med cremet marv og ramsløgssmør. Og for filans, hvor det nogle herlige mundfulde – alle pyntet flot med ærteskud og diverse spiselige blomster – helt a la Byhøst gildet. Særligt fra denne servering må jeg fremhæve rødtungen, æg og grøntsager og kartoflerne. Rødtungen var ikke bare anrettet ultraflot, men smagte lækkert og sprødt flankeret af sin muslingesauce og friske ærter. Pocheret  æg er jo altid et hit i min bog, og sammen med sprøde, grillede sommergrøntsager og en lidt fin creme/sauce-agtig sag ved sin side, var denne anretning en ret så perfekt version af slagsen. Endelig var de små faste nye kartofler, de bløde løg og den let smeltede ost en perfekt sommerlig mundfuld – der også ville gøre sig godt til diverse grillet kød.

PhotobucketPhotobucketPhotobucketPhotobucketDa alle disse herligheder var indtaget, var min medspiser T stadig småsulten og ret knotten over ikke at have nået at smage slideren med krabbe, som medspiser M havde gaflet for næsen af ham. Derfor toppede vi lige middagen af med en krabbe-slider og en omgang flæskesvær (vi andre tre skulle jo også have noget). Jeg smagte i sagens natur ikke krabben, men flæskesværene, der var ultrapoppede og sprøde, og suppleret med en H.E.R.L.I.G krydderurte-mayo sag var ret så skønne og kunne oplagt også gøre sig godt til en simpel øl, som Fortunen bestemt også er leveringsdygtig i.

PhotobucketAlt i alt et måltid med masser af fine smagsoplevelser, der blev toppet op med en underspillet og raffineret sans for anretning, der på en gang både var rå (som spejdertallerkenerne i blik, nuggets i karton-kræmmerhus og flæskesvær i brun pose) og fin (som små søde blomster til pynt og kongeligt porcelæn til rødtungen).

PhotobucketMåltidet bestående af alle disse mange retter, masser af koldt isvand, og 3-4 lækre drinks per mand endte med at betyde en regning på knap 500 kroner per mand. Et fund for pengene blandt indre bys turistfælder – og ensbetydende med, at det bestemt ikke er sidste gang jeg skal en tur på Fortunen denne sommer!

PS : Hvis I undrer jer over det rødlige skærm på mange af billederne, så stammer det fra de gode varmelamper over de udendørs borde, der holdt os varme i den lunkne sommeraften helt til kl. 24.00, hvor Fortunens udendørs bevilling lukkede og slukkede og drev os indenfor i de lige så hyggelige indendørs omgivelser.

PPS: Tjek Fortunens åbningstider og menuer på deres hjemmeside eller facebook-side (se links nedenfor), hvor du også kan savle over deres rare frokostkort, der minder en anelse mere om Dyrehavens menu, og derfor kun kan være mindst lige så godt som deres aftensmenu:)

Photobucket

VINYL OG VERDENSKLASSE-RISOTTO

PhotobucketDen sidste pop-up frokost vi frekventerede i høj solskin på Roskilde festivalens sidste dag var arrangeret af den københavnsk-baserede gruppe Silverspoon. For 150 kroner per mand inviterede de til en ret så smart tænkt cover-frokost, der bestod af en menu, hvor hver ret var et ‘cover-nummer’ af en kendt koks ret, præcis som man kender det fra musikkens verden.

Menuen var lidt ligesom de andre frokoster holdt i den rustikke ende – sandsynligvis for at give gæsterne et godt nærende måltid til at håndtere festival-promillerne (og de medfølgende dejliiige vine) med;)

Vi lagde stærkt ud med en slags dejlige bobler i solskinnet, mens vi kunne gå og smalltalke med de øvrige gæster og nipse af et par gamle vinylplader, hvor små fyldte svampe var anrettet som indledende tapas.

PhotobucketPhotobucketPhotobucketSvampene var en omgang dejligt fyldte versioner af slagsen – fyldet bestod af en tomatsauce lignende ting med gode stykker lidt skarpe chorizo-pølser i. Stærkt, varmt, smagfuldt,blødt og godt. Men måske en anelse upraktisk til indtag som stående appetizer, da de også var noget ‘våde’ i det – og man derfor ret nemt fik snasket sig selv og sit (jo ellers enormt pæne festivaltøj;)) til med tomatsaucen fra fyldet.

Efter svampe-tapas og bobler blev vi endnu engang bænket ved de hyggelige langborde i festivalens ‘More than eating’ stalde. Jeg ved ikke om der var tale om simpelt genbrug fra Rødder-drengene, eller bare et fælles gennemgående tema hos pop-up restauranterne, men her var igen landlige rød-og-hvid ternede duge på bordene. Her er middagens første ret ved at blive gjort klar på fine vinylplader – ret godt serveringsstunt, når nu middagen var en cover-frokost!

PhotobucketFørste ret, der stod model til pladerne, var en ultraskøn risotto a la Jamie Oliver. Nøj, hvor var det en rar cremet affære! Blød risotto garneret med hvide og grønne asparges, citron og mynte. Super simpelt og super god smag. Vi tre G&G-damer + Lises kæreste var alle ret så vilde med retten, dog hørte vi lidt utilfreds mumlen fra vores  kokkeelev-kyndige naboer. Tror kritikken primært gik på, at der stadig var en tand for meget bid i risene – og det var der sådan set også. Den virkelig dejlige smag præsterede dog at veje væsentlig meget op for dette efter min mening – hvis jeg skulle give retten stjerner ville den således stadig få 5 ud af 6 stjerner i min bog!

PhotobucketPhotobucketDet var virkelig et cool gimmick at servere retten på vinylpladerne, og vi måtte lige spørge vores kyndige tjener lidt nærmere ind til anretningen – primært fordi vi gerne ville stjæle pladerne med hjem – det måtte vi dog ikke! Det havde nemlig tilsyneladende været lidt af et projekt, at skaffe pladerne, og det var en gammel bekendt fra en klassik pladebutik i København, der havde trådt ind som redning i sidste øjeblik. Tilmed havde Silverspoon også lige måtte en tur forbi fødevarestyrelsen for at tjekke om det egentlig var OK at servere mad på vinyl – det var det heldigvis, så længe de lagde et lille lag selvklæbende gennemsigtig plast over den del af pladen, der blev spist fra.

Næste ret på bordet denne dag var en rustik servering af boeuf bourguignon, der i udgangspunktet havde en særdeles rar og rustik smag. Dog forekom den mig en anelse for vinteragtig at servere i juli måned – måske særligt fordi solen skinnede fra en skyfri himmel denne søndag, men anyways, den forekom mig stadig lidt off. For mig at se skal en bourguignon serveres med godt rustikt brød, en god kartoffelmos eller lignende, og gerne på en lidt kold og blæsende efterårs eftermiddag. Og her til denne sommermiddag – serveret uden nogen som helst form for brød eller mos at skovle den gode sovs op med, var det bare som om, at retten ikke helt kom til sin fulde ret!

PhotobucketEfter en behagelig pause i solen, hvor risotto og bourguignon kunne bundfalde sig lidt, bød Silverspoon på frokostens sidste ret – en fin pocheret pære i en slags mørk chokolade-vin agtig sauce. Et dejligt lille let og sødt punktum på middagen, der dog ikke satte sig et enormt spor i min hukommelse.

PhotobucketPhotobucketEt spor i min (og resten af G&G’s) hukommelse satte den ultraherlige cider, som akkompagnerede pærerne, til gengæld. For sivans, hvor smagte den godt! Let, perlende, sur, frisk, sød og læskende på den helt perfekte måde. Mmmm – kunne godt drikke et glas lige nu!

Meget specielt – og meget opfindsomt med en cider som ‘dessertvin’ – hatten af for det til Silverspoon!

PhotobucketPhotobucketSilverspoon var som nævnt indledningsvist det sidste pop-up event vi besøgte under festivalens ‘More than eating’ koncept, og vi havde derfor efterhånden noget at sammenligne med da vi gik i krig med denne frokost. Men selvom alle frokoster foregik under stort set de samme rammer, er det faktisk meget svært at sammenligne og vurdere den ene op mod den anden, da alle tre frokoster havde hver sit særlige koncept, der satte det i en liga for sig.

PhotobucketFor denne frokost må jeg indrømme, at der var et par ærgerlige skønhedsfejl hist og her i form af de upraktiske tapas, de halvhårde risotto-ris og den lidt off bourguignon, men jeg vil alligevel sent glemme den verdensklasse smagskombi i Jamie-risottoen serveret på cool vinylplader, og ikke at forglemme den skønne og skæve cider!