VINYL OG VERDENSKLASSE-RISOTTO

Den sidste pop-up frokost vi frekventerede i høj solskin på Roskilde festivalens sidste dag var arrangeret af den københavnsk-baserede gruppe Silverspoon. For 150 kroner per mand inviterede de til en ret så smart tænkt cover-frokost, der bestod af en menu, hvor hver ret var et ‘cover-nummer’ af en kendt koks ret, præcis som man kender det fra musikkens verden.

Menuen var lidt ligesom de andre frokoster holdt i den rustikke ende – sandsynligvis for at give gæsterne et godt nærende måltid til at håndtere festival-promillerne (og de medfølgende dejliiige vine) med;)

Vi lagde stærkt ud med en slags dejlige bobler i solskinnet, mens vi kunne gå og smalltalke med de øvrige gæster og nipse af et par gamle vinylplader, hvor små fyldte svampe var anrettet som indledende tapas.

Svampene var en omgang dejligt fyldte versioner af slagsen – fyldet bestod af en tomatsauce lignende ting med gode stykker lidt skarpe chorizo-pølser i. Stærkt, varmt, smagfuldt,blødt og godt. Men måske en anelse upraktisk til indtag som stående appetizer, da de også var noget ‘våde’ i det – og man derfor ret nemt fik snasket sig selv og sit (jo ellers enormt pæne festivaltøj;)) til med tomatsaucen fra fyldet.

Efter svampe-tapas og bobler blev vi endnu engang bænket ved de hyggelige langborde i festivalens ‘More than eating’ stalde. Jeg ved ikke om der var tale om simpelt genbrug fra Rødder-drengene, eller bare et fælles gennemgående tema hos pop-up restauranterne, men her var igen landlige rød-og-hvid ternede duge på bordene. Her er middagens første ret ved at blive gjort klar på fine vinylplader – ret godt serveringsstunt, når nu middagen var en cover-frokost!

Første ret, der stod model til pladerne, var en ultraskøn risotto a la Jamie Oliver. Nøj, hvor var det en rar cremet affære! Blød risotto garneret med hvide og grønne asparges, citron og mynte. Super simpelt og super god smag. Vi tre G&G-damer + Lises kæreste var alle ret så vilde med retten, dog hørte vi lidt utilfreds mumlen fra vores  kokkeelev-kyndige naboer. Tror kritikken primært gik på, at der stadig var en tand for meget bid i risene – og det var der sådan set også. Den virkelig dejlige smag præsterede dog at veje væsentlig meget op for dette efter min mening – hvis jeg skulle give retten stjerner ville den således stadig få 5 ud af 6 stjerner i min bog!

Det var virkelig et cool gimmick at servere retten på vinylpladerne, og vi måtte lige spørge vores kyndige tjener lidt nærmere ind til anretningen – primært fordi vi gerne ville stjæle pladerne med hjem – det måtte vi dog ikke! Det havde nemlig tilsyneladende været lidt af et projekt, at skaffe pladerne, og det var en gammel bekendt fra en klassik pladebutik i København, der havde trådt ind som redning i sidste øjeblik. Tilmed havde Silverspoon også lige måtte en tur forbi fødevarestyrelsen for at tjekke om det egentlig var OK at servere mad på vinyl – det var det heldigvis, så længe de lagde et lille lag selvklæbende gennemsigtig plast over den del af pladen, der blev spist fra.

Næste ret på bordet denne dag var en rustik servering af boeuf bourguignon, der i udgangspunktet havde en særdeles rar og rustik smag. Dog forekom den mig en anelse for vinteragtig at servere i juli måned – måske særligt fordi solen skinnede fra en skyfri himmel denne søndag, men anyways, den forekom mig stadig lidt off. For mig at se skal en bourguignon serveres med godt rustikt brød, en god kartoffelmos eller lignende, og gerne på en lidt kold og blæsende efterårs eftermiddag. Og her til denne sommermiddag – serveret uden nogen som helst form for brød eller mos at skovle den gode sovs op med, var det bare som om, at retten ikke helt kom til sin fulde ret!

Efter en behagelig pause i solen, hvor risotto og bourguignon kunne bundfalde sig lidt, bød Silverspoon på frokostens sidste ret – en fin pocheret pære i en slags mørk chokolade-vin agtig sauce. Et dejligt lille let og sødt punktum på middagen, der dog ikke satte sig et enormt spor i min hukommelse.

Et spor i min (og resten af G&G’s) hukommelse satte den ultraherlige cider, som akkompagnerede pærerne, til gengæld. For sivans, hvor smagte den godt! Let, perlende, sur, frisk, sød og læskende på den helt perfekte måde. Mmmm – kunne godt drikke et glas lige nu!

Meget specielt – og meget opfindsomt med en cider som ‘dessertvin’ – hatten af for det til Silverspoon!

Silverspoon var som nævnt indledningsvist det sidste pop-up event vi besøgte under festivalens ‘More than eating’ koncept, og vi havde derfor efterhånden noget at sammenligne med da vi gik i krig med denne frokost. Men selvom alle frokoster foregik under stort set de samme rammer, er det faktisk meget svært at sammenligne og vurdere den ene op mod den anden, da alle tre frokoster havde hver sit særlige koncept, der satte det i en liga for sig.

For denne frokost må jeg indrømme, at der var et par ærgerlige skønhedsfejl hist og her i form af de upraktiske tapas, de halvhårde risotto-ris og den lidt off bourguignon, men jeg vil alligevel sent glemme den verdensklasse smagskombi i Jamie-risottoen serveret på cool vinylplader, og ikke at forglemme den skønne og skæve cider!