KAROLINES TUNFISKEMOUSSE FTW!

CITRONFROMAGE MED FULD CITRUSFULLFILMENT!

Photobucket

Photobucket

Photobucket

Vores 80’er-middag, som Emilie har berettet om både her og her, skulle selvfølgelig sluttes af med endnu en ode til vores føde-årti. Og hvad bedre til det end en citronfromage. Bare ordet klinger 80’er i mine øre, hvor det sikkert har været endnu mere eksotisk at kalde noget for fromage.

Vi var bestemt inde over Karolines Køkken for at lure på klassikeren, men endte alligevel med Camilla Plums nyere version, da vi til hendes kage-komsammen blev meget optaget af hendes snak om ægte citronfullfilment – altså en slags tilstand af citrontilfredsstillelse, som opstår, når noget, der skal smage af citron, smager NOK af citron.

Og der er da også noget mere citron i Camilla Plums variant end i Karolines. Derudover var den ret nem at smække sammen – og så smagte den virkelig skønt og opfyldte bestemt enhver citruselskers sødsureste drøm.

Du skal bruge følgende:

  • 3 æg (vores æggeblommer var meget små, så vi spædede op med to ekstra æggeblommer)
  • 100 g sukker
  • 3 økocitroner
  • 3 blade husblas
  • 2 dl psikefløde

Photobucket

Først deles æggeblommer og æggehvider. Æggeblommerne piskes sammen med sukkeret til en lys og luftig æggesnaps. Plum skriver, at man skal piske til sukkeret er opløst, hvilket viste sig stort set umuligt for mig. Men jeg piskede i 10-15 minutter til massen var helt hvid – og det sidste sukker lod sig opløse i mødet med citronen, så alt gik godt.

Riv al citronskallen fint og pisk det i sukker-æggeblomme-massen.

Pres de tre citroner og gem saften.

Photobucket

Læg husblassen i koldt vand i 5 minutters tid til de er helt slaskede. Læg dem i en lille gryde med det vand, der hænger ved og lad dem smelte stille og roligt. Når de er smeltet hældes citronsaften i og røres godt sammen med den smeltede husblas.

Herefter piskes citron og husblas sammen med æggeblommer og sukker. Pisk godt igennem, så husblassen er fordelt ordentligt ud. Ellers får du klumper i den færdige fromage.

Photobucket

Æggehvider piskes stive i én skål, fløden piskes til blødt skum i en anden. Det er supervigtigt at skål og piskeris er absolut fedtfri, når æggehviderne skal piskes – ellers vil de simpelthen ikke blive stive. Vask derfor skål og piskeris godt af, hvis du har brugt det til æggeblommer eller flødeskum før.

Photobucket

Vend fløden i massen af æggeblommer, citron, husblas og sukker og vend det forsigtigt rundt til det har en ensartet konsistens.

Vend herefter æggehviderne i. Der skal lidt tålmodighed til, da du ikke skal piske eller røre hårdt, men samtidig skal have hviderne fordelt ordentligt. Bare bliv ved med at vend massen rundt til massen er næsten helt jævn. Min var ikke 100% men det var meget små lommer af æggehvide, så det gik helt fint.

Hæld massen i en skål eller i små glas – vi lavede 7 små portioner ud af denne masse – og det var nok efter den store middag. Sæt glassene/skålen på køl og lad det stivne. Det sker ret hurtigt – vi spiste vores efter et par timer. Men mindre kunne nok have gjort det.

Photobucket

Citronfromagen blev pyntet med brændt hvid chokolade, som jeg lavede som det første, da vi ankom i sommerhuset og smed ind i et køligt soveværelse. Idéen har jeg fra Klidmoster, se hvordan hun laver det her. Den brændte hvide chokolade smager af daim og giver et fint modspil til den bløde fromage.

Sidst men ikke mindst kom der lidt knuste kakaobønner (eller kakaonibs) på toppen, som vi fik her. Også disse små vidundere gjorde det rigtigt godt som et mørkt, bitters og knasende modspil til resten.

Da der var tre glas fromage tilovers, så vi det som vores pligt at teste dem til sen morgenmad med flødeskum på (på ægte 80’er-manér) – også denne kombi kan anbefales, men fyr endelig op for lidt knas også!

(Bliver nødt til lige at føje en lille varm anbefaling af Camilla Plums bog “Helt i kage” til. Den er både personlig og morsom, og vigtigst af alt indeholder den forklaringer på hvordan du skal gå frem med opskriften – og hvorfor det hænger sådan sammen. Det er altså et hit i min (koge)bog! 🙂 )

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KAROLINES TUNFISKEMOUSSE FTW!