STOP-SPILD-AF-MAD SHEPERD'S PIE

gane & gaffels muslingeskole – inspiration

Photobucket

Så blev det endelig tid til andet afsnit af vores lille muslingeskole. I dag er byder jeg på lidt inspiration til hvordan du også kan tilberede dine muslinger.

Jeg har selv mest fået dem med en hvidvins-fløde-sauce lavet på saften fra muslingerne. Og så med pomfritter. Det smager skønt. Men det er da rart at kunne variere lidt. Bo fra Meyers Madhus lavede hele 5 muslingeretter til os, da vi besøgte Dansk Skaldyrscenter – og der var masser af god inspiration at hente. Se bare her:

 

Photobucket

Muslinger i røget persillesuppe med bagte hvidløg og ristet brød. Kors det var godt!
Jeg quizzede bo om hvad han dog havde gjort for at få sådan en blid, blød, cremet suppe, der forenede den røgede smag og så en skøn friskhed fra persillen. Svaret var glædeligt simpelt:
Damp muslingerne, blend suppen fra muslingerne med rygeost og frisk persille. Tadaa! Suppen blev serveret med bagte hvidløg og ristet brød for at få lidt krunsj ind i retten.

Photobucket

Muslinger i fennikel, ristet bacon og citron. Endnu en killerret fra Bo. Fennikelen sørgede for både bid og anis-smag, der går supergodt med muslinger. Baconen stod for det sprøde element og citronen friskede godt op.

Photobucket

Muslinger i øl med to gange selleri, rapsmajo og kommen. Jeg faldt fuldkommen for kombinationen af knold- og bladselleri. Jeg har tit fået bladselleri til muslinger, men altid i nogle mikrosmå tern, som tit forsvandt ind i muslingeskallerne – og i hvert fald blev utroligt hurtigt bløde i varmen fra muslinger og suppe. Her var det store chunks, der knasede sprødt og friskt, mens knolden gav fylde og sødmen. Vi var flere, der stejlede lidt over, at Bo havde kommet kommen (høhø) i den skøngule rapsmayo, men det smagte fortrinligt og overvældede på ingen måde. Er forresten i tvivl om, hvorvidt jeg kan formå at spise muslinger uden mayo eller anden kold dyppelse i fremtiden. Nøj det var godt!

Jeg lavede selv en muslingeret inspireret af denne dagen efter min tur til Limfjorden. Den kommer på bloggen inden længe med lidt flere dessiner.

Photobucket

Muslinger i purløg med æg og tomat på ristet rugbrød. Der gik virkelig en prås op for mig, da jeg guffede denne ret i mig: Muslinger og ristet rugbrød er et match made in heaven! Sprødheden gør de bløde muslinger godt og så den dybe smag af rug (og smørret fra stegningen) komplementerede virkelig muslingerne fantastisk! Purløg er selvsagt også et hit med deres skarpe friskhed – og ægget og tomaterne stod for henholdsvis fedmen og syrligheden. Superveltænkt ret. Bo afslørede, at æggemassen simpelthen var blødkogte æg, der var blenden og smagt til. Halløj!

Photobucket

Muslinger i byg-otto med vesterhavsost, porre, gulerod og timian. En god måde at tilføje noget mere fylde til sine muslinger. Kombinationerne omkring muslingerne i denne ret balancerede fint mellem det salte i osten (som på ingen måde var overdøvende) og det søde i gulerødderne – og så er timian jo en klassiker, når det kommer til “muller”.

Derudover fortalte Alex, som opdrætter linemuslinger, at han ofte lavede panerede muslinger. Det lød lidt for spændende til at lade ligge, så sådan en variant kastede jeg mig også ud i. Opskriften kommer i et senere indlæg 🙂 Indtil da kan du eventuelt overveje at kaste dig ud i denne opskrift, som også var et h.i.t.!

Sidst men ikke mindst, så blev jeg spurgt, hvornår det nu lige var, at danske muslinger var i sæson – jeg har forhørt mig i det professionelle bagland og kan med sikkerhed i tasterne fortælle at sæsonen for linemuslinger er fra juni til september, mens sæsonen for bundmuslinger er fra september til april. Det vil altså sige, at du kan få friske danske muslinger næsten hele året (jaij!)

Vil have insider-info på muslinger, så erklær din kærlighed til muslingen og dens venner liger her.

2 kommentarer

  • Kristina Nielsen

    Tak for svar på, hvornår det er sæson for muslinger 🙂
    Så er det store spørgsmål bare, hvor man kan købe sådan nogle krabater på den her årstid. Har set dem både i Rema, Lidl og Irma, men det var i sommers, og synes ikke jeg har set dem nogle steder siden da – har ikke kigget ved fiskemanden, som jo nok sikkert har dem 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Ja det er nemlig et godt spørgsmål. Jeg så dog, at Irma havde muslinger for ikke så længe siden, så de er til at få. Fiskemanden er helt sikkert også et godt bud!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

STOP-SPILD-AF-MAD SHEPERD'S PIE