GOING PALEO
Jeg har sat mig et projekt for: Jeg skal spise paleo mad i en måned (som i 30 dage!!! Gys). Paleo er det der efterhånden temmelig hypede “stenaldermad”. I al sin enkelthed betyder det, at man skal undgå bl.a. sukker, forarbejdede fødevarer og ris/pasta/brød. Jeg startede for ca. en uge siden og har haft de vilde sukkerabstinenser! Jeg gør det primært for at finde ud af, hvad alt fuzz’et handler om og for at gøre op med min sukkerafhængighed (som jeg med skam må indrømme tit tager overhånd). Sekundært er det for liiiige at smide de der berømte par kg, som altid synes at være så kattens genstridige at smide.
Udover at det er hårdt at undvære sukker (selvom det her efter en uge begynder at blive nemmere), så synes jeg, at det er en rigtig rar måde at spise på. Jeg bliver tit oppustet/tung af at spise pasta og brød (selvom jeg elsker det!), og det er en anderledes “let” fornemmelse udelukkende at spise kød og grøntsager. Og så er paleomad ikke fedtfattig mad – fx må man gerne spise bacon (oh joy!). At jeg så har puttet bacon i næsten alle mine måltider siden onsdag er så en anden detalje. På de sidste dage har jeg bl.a. spist:
Salat med kylling stegt med bacon, hvidløg og ingefær, peberfrugt, broccoli og tomat:
Kyllingelår i ovnen med bacon (igen!), rodfrugter og cherrytomater:
Paleobrød som i min version ser lidt mærkeligt boblende ud, men det blev virkelig godt! (Og så er det verdens nemmeste at lave, tjek Thomas Rohdes opskrift ud her):
Bananpandekager med frugt, lakridspulver og (holdnufast) dobbeltfløde (muligvis ikke helt paleo, men nogen paleotilhængere bruger fløde, og så gør jeg også!):
Bananpandekagerne er i øvrigt smadder nemme at lave. Til én person blender du en banan med 2 æg, en håndfuld nødder (jeg brugte mandler og valnødder) og en smule salt. Steg dem på panden og voila, nemme, sunde og proteinholdige pandekager!
Det er min plan den næste måneds tid at fokusere på paleomad. Jeg har bl.a. en kage (!) på bedding og mexikansk inspirerede svinekæber (som Emilie nævnte i flødebolleindlægget). Hvad med jer derude, har I erfaringer med paleo? Gode som dårlige?
Jeg har kun gode erfaringer med palæo . Jeg f.eks tabt mig 7 kg på lidt over to måneder, og har jeg kun motioneret tre gange. Derudover er jeg så småt ved at komme af med alle de dårlige kostvaner jeg ellers har haft . Jeg savner dog brød, men vil da straks gå i gang med det lækre forslag du har linket til 🙂 held og lykke med projektet