RUGBRØDS-SUCCES!

MEXICANSKE PALEO SVINEKÆBER

Photobucket

For et par weekender siden havde bloggen arbejdssøndag (hvor de lækre flødeboller bl.a. blev lavet). Hovedtemaet var som vanligt snak om mad, lave mad og spise mad (krydret med noget opdatering af bloggen og diverse praktikaliteter). Denne givne søndag var jeg næsten lige startet på min 30 dages paleo-“kur” og heldigvis var madtemaet i mit favør (pånær naturligvis flødebollerne, som jeg da heller ikke fik nogen af – piv). Menuen bød på svinekæber med et mexikansk twist og en sprød salat.

Opskriften på kæberne blev til på baggrund af inspiration fra bloggen Everyday Paleo. Opskriften lyder blandt andet på tomatillos og efter at have rendt det halve af Nørrebros grønthandlere tyndt opgav jeg og vi blev i fællesskab enige om, at en kombination af grillede peberfrugter og syltede grønne tomater måtte gå an som erstatning for de små mexikanske grøntsager. Vi fandt dog efterfølgende ud af, at man kan købe dem på dåse hos Chilihouse i København (de skulle efter sigende have en helt unik smag, men vores erstatningsblanding fungerede også fremragende).

Til 3-4 personer brugte vi:

  •  800 gram svinekæber (men de kan nemt erstattes af andet kød skåret i grove tern)
  • 4 peberfrugter
  • 2-3 syltede grønne tomater
  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 1 bundt koriander
  • Saft fra en lime
  • 1 frisk chili
  • 1 spsk spidskommen
  • Salt & peber
  • 1/2-1 liter kyllingefond

Vi startede med at brune kæberne godt af i olie. Kæberne blev taget op og løg, hvidløg og chili røg i gryden. Herefter blev krydderier tilsat, og kyllingefond samt kæber blev hældt i.

Samtidig grillede vi peberfrugterne i ovnen til de blev lidt brune/sorte i skindet (du kan fjerne det sorteste, hvis du ikke er så vild med det, men jeg synes, at det giver lidt ekstra smag til retten). Peberfrugterne blev blendet med de syltede grønne tomater og det meste af korianderen og hældt i gryden til kæberne.

Herligheden fik herefter lov at passe sig selv et par timer indtil kødet var så mørt, at det kunne trækkes fra hinanden med et par gafler.

Retten røg på bordet med lidt ekstra koriander på toppen og salten bestående af sprød salat, mango, avocado, koriander og olie-citron dressing.

Photobucket
Photobucket
Photobucket

7 kommentarer

  • Hvor ser det bare lækkert og rustikt ud – har aldrig smagt det, men det ligner virkelig en dejlig efterårsret.

    – Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lise

      Den er virkelig også god! Kan varmt anbefale den, det er rigtig efterårsmad:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    SUPER blog – få med samme madsmag & interesse for 80´er + 90´er teamer som jeg… Så mon ikke du / i har samme årti på bagen som jeg 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Ha ha – mon ikke – vi var i al fald alle tre i den herlige pre/midt/post-teenagealder i de glade 90’ere 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rune

    Nogen anbefalinger til hvilket kød man kan bruge istedet for svinekæbere?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lise

      Den oprindelige opskrift siger “pork shoulder roast”, den udskæring synes jeg ikke, at jeg helt kender herhjemmefra, men jeg ville kaste mig over en nakkefiletsteg som alternativ. Sådan en har noget fedtmarmorering, der holder kødet saftigt og bliver også dejlig mørt (plus det er billigere end kæberne).

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Helt enig med Lise, og tænker derudover, at alt kød, der skal have lang tid, kunne fungere heri. Fx et stykke oksebov? Lam tror jeg også kunne smage godt i denne kombi 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

RUGBRØDS-SUCCES!