NOGET OM ØL

Sidste søndag var jeg så heldig at være inviteret med til ølsmagning af en veninde, der arbejder hos Carlsberg. Det foregik sådan næsten under åben himmel på restaurant Ravelinen på Christianshavn, hvor det tidlige forårssolskin tilsmilede dagen og fik det hele til at lugte lidt af sommer. Udover solskinnet stod dagen på langborde med grønternede duge, livemusik, laksemadder og skipperlabskovs – og så naturligvis en masse anekdoter og forklaringer om de gyldne dråber og skummet i glassene.

Jeg var nok kommet til at drikke en lille bitte smule mere end, hvad godt var aftenen forinden, og havde allerede startet dagen ud med en brunch med veninder, så det var hverken fordi, at det var storsulten – eller den store lyst til alkohol, som jeg medbragte til arrangementet. Men takket være hyggeligt selskab, gode øl og en virkelig dygtig guide udi øllens verden, røg både skipperlabskovs og øl gladeligt ned i ganen, som eftermiddagen skred frem.

Vi startede ølsmagningen ud med en lille blå sag fra bryggeriet Kronenbourg, som Carlsberg opkøbte for nogle år tilbage. Et virksomhedsopkøb, der vist ikke var gået helt ligetil – bl.a. fik vi en anekdote om, at de stolte franskmænd ikke helt kunne forstå, hvorfor det corporate sprog i Carlsberg ikke kunne være fransk, når nu de kom til…

Jeg husker allermest Kronenbourg fra gymnasiets skiferier, hvor de grønne flasker lå i sneen og ventede på os til den klassiske gymnasie-skiturs-picnic – og har vist aldrig rigtig forholdt mig til om øllen smagte godt eller ej. Men den lille blå Kronenbourg Blanc 1664 hvedeøl var en virkelig let, læskende frugtrig og citrusagtig sag, som jeg tror vil falde i de fleste damers smag. Jeg er generelt ikke vildt god til at drikke øl, og kommer nemt til at sidde og spytte lidt ned i min dåseøl og være aaaal for længe om at drikke ud – men det tror jeg for en gang skyld ikke bliver et problem med den lille blå Blanc. Og skål for det!

Efter den lille blå smagte vi også den klassiske grønne Kronenbourg 1664 inden vi bevægede os videre til andre øl. Bl.a. Carlsbergs ‘Gamle Carlsberg’ lager øl, som for nylig er blevet relanceret.

Gamle Carlsberg Lager er faktisk den ældste øl i Carlsbergs sortiment. Og den så første gang dagens lys tilbage i 1846, hvor de første fade rullede over brostenene i Brolæggerstræde (hvor J.C. Jacobsen startede med ølbrygningen, før Carlsberg Bryggeriet anlægges på Valby bakke). Det gør dermed øllet ældre end Carlsberg, der officielt blev grundlagt året efter.

Øllen er meget øllet (hvis man kan sige det), og nok også lidt for meget til min smag, men er man en rask øldrikker M/K vil den gøre sig fint og flot til en klassisk dansk frokost. Jeg er til gengæld fuldstændig forelsket i den klassiske etiket, der med sine blå, røde og hvide farver, signalerer retro på den rare måde. Og faktisk er det så lang tid siden, at øllen sidst blev produceret, at Carlsberg ikke havde etiketterne digitalt, og de har derfor haft deres bureau til at sidde og tegne den nye etiket op efter de gamle flasker. Det er da lidt fint.

Efter Kronenbourg og ‘Gamle Carlsberg’ fik vi fornuftigt nok en lille pause før det var tid til at smage et bredt udvalg af Jacobsen øllene fra Carlsbergs eget husbryggeri.

Vi smagte bl.a. Jacobsen Weisbier, Jacobsen Saaz Blonde, Jacobsen Velvet Ale og Jacobsen Extra.

Jeg var særligt svært tilfreds med deres Velvet Ale, der er meget boblende og frisk (og egentlig ikke særlig øl-agtig). Vores foredragsholder berettede også, at det faktisk – hvis man dufter til den i en blindsmagning – kan være lidt tricky at vurdere om det er en øl, eller snarere en slags hvidvin/champagne-agtig sag. Hvorfor den også passer rigtig godt til lette forretter og fiskeretter.

En anden af Jacobsen øllene, som jeg også fandt ganske rar, var deres weissbier (der som øltype egentlig nok helt generelt falder meget godt i min smag). Weissbier’en er en klassisk ufiltreret hvedeøl. Og vi blev bedt om at smage efter noter af frugter som banan, melon og citrus. Om jeg lige kunne smage banan, skal jeg ikke kunne sige – men den var rar, let citrusagtig og frisk!

Den sidste øl fra dagen, jeg vil fremhæve, er Jacobsen Extra, der er Jacobsen (og Carlsbergs) vist nok eneste økologiske øl. Det er en ret klassisk pilsner – og netop derfor overraskede det mig, at jeg egentlig ret godt kunne lide den. Det overraskede mig fordi, jeg som indledningsvist fortalt, ikke er særlig god til klassiske pilsner øl. Men lige denne her havde altså en rar og blød og fyldig ølsmag, der passede mig godt.

Carlsberg selv beretter om øllen, at den er en god tørstslukker med høj fylde og markant efterbitterhed, der passer noget nær perfekt til de klassiske danske frokostretter.

Qua min lident passionerede tilgang til øl har jeg aldrig rigtig forholdt mig til øl, som noget – der ligesom vin – passer bedre til en slags mad frem for en anden, og derfor var denne ølsmagning også en rigtig god øjenåbner for mig, der fik mig til at forholde mig til øl, som noget, der ikke bare skal drikkes på en skitur, festival eller fredagsbar, men rent faktisk også kan komplimentere den mad, jeg nu engang går rigtig meget op i at lave. Og det er jo ikke så skidt en viden at tage med sig hjem fra en tømmermændsramt søndag på Christianshavn.