UHMMMM UMAMI

For et par måneder siden var vi på bloggen så heldige, at blive inviteret til ‘åbningfest’ for det ny Umami. Og selvom jeg har haft disse fantastisk mundvandsdrivende billeder liggende klar lige siden, blev det først en sen mandag (som i igår), at jeg fik skriblet lidt anekdoter ned til billederne. Men bedre sent end aldrig som man siger! Og Restaurant Umami – og deres nye menu – løber heldigvis ingen vegne, så en anmeldelse er bestemt stadig på sin plads.

Det blev Lise og jeg, der tog den ‘hårde’ tjans, at være aftenens udsendte medarbejdere tilbage i februar-kulden, da den stod på hyggelig pizza-familie-middag-fejring-af-kæresten for Julie. Efter at have rystet vinteren og overtøjet af os, blev vi mødt af rare små cocktails i mælkeflasker i baren – og så var den fredag ligesom i gang. Gæstelisten var en god blanding af restaurantens stamgæster, Indre By typer og andre med-madbloggere, der havde fået fornøjelsen af at være med til at fejre lanceringen af Umamis nye Omakase menu.

Umami mente selv, at de med deres nye menu blev mere folkelig. Det er i min verden måske liiiige en kunstnerisk stramning at kalde en menu til 650 kroner (og vin/sake menu til 550 kroner) for folkelig. Men bevares, det er en god pris for et fantastisk dejligt japansk-fransk måltid i elegante og eksklusive rammer.

Omakase-menuen, der var på programmet denne aften, startede (efter en del rare drinks!) ud med en let anretning af kingfish sashimi, som man selv råmarinerede ved at dyppe i den medfølgende ponzu (der er en slags japansk citrusbaseret sauce). Det var en ekstremt delikat og dejligt frisk haps at starte vores seks-retters middag med.

Efter sashimien gik vi fluks videre til en omgang sort hummer tempura flankeret af porre og brøndkarse. Totalt ekstravagant og virkelig godt. Jeg er generelt en sucker for alt, der har fået en tur i den lette tempuradej – og hummer bliver bestemt heller ikke et dårligere bekendtskab af at møde en omgang tempura, skal jeg hilse og sige..

I køkkenet regerede denne aften bl.a. den gode Hr. Francis Cardenau – og han og hans hold var heldigvis så venlige at give os løbende pauser i menuen hen af aftenen til at fordøje de mange gode retter – og hælde mere af den gode vin ned (for ikke at forglemme de gode drinks, hvilket adskillige af vores medgæster skam også benyttede sig flittigt af i ‘drikkepauserne’:)).  Men det var ikke længe vi fik lov at gå sultne rundt, inden aftenens tredje (og første kødret) kom på bordet – hovedrollen her var små skiver Iberico pluma – der viste sig at være en slags svine-pendant til wagyu-oksekød. Ligeså mørt og smagfuldt – og en tilpas lille portion – særligt set i lyset af den fortsatte madfest, der ventede os!

Nu var det nemlig blevet tid til endnu en kødret – denne gang udi den fantastiske Onglet-udskæring, som jeg efterhånden er blevet en ret stor fan af. Onglet går også under det lidet flatterende danske navn ‘nyretapper’ – men altså – det lyder ikke rigtigt, som noget man spiser – så jeg vælger at holde mig til onglet!

Til onglet’en fik vi små såkaldte imo korokke, der (som navnet måske antyder, hvis man er fiks udi det japanske) er japanernes svar på kartoffel-kroketter. En super elegant anretning – og fortolkning af den klassiske kød og kartoffel hovedret. Jeg var desværre dog allerede ved at være ret mæt her på aftenens fjerde ret – så det blev næsten helt rigeligt med kød – hvilket jeg dog ellers ikke synes, at jeg plejer at være bleg for at indtage.

Det skulle dog vise sig, at det var aaalt for tidligt, at min mæthed var begyndt at indfinde sig – for vi skulle da også lige have en mindre sushi-servering inden det var tid til desserten! Og det var i Umamis ånd, naturligvis ikke en hvilket som helst sushi-anretning, der ventede os. Der var både nigiri, inside-out ruller og sushi toppet med intet mindre end foie gras! Vanvittigt ekstravagant, helt vildt velsmagende  – og ret lidt folkeligt;)

Sidst, men ikke mindst, sluttede den vilde Omakase-menu af med en frisk dessert med sanchobæris, chokoladecreme og figner – og selvom man er et skarn for at sige det, var det næsten med et helt lettelsens suk, at vi kunne konstatere at vi havde fået spist os igennem de mange dejlige retter. Resten af selskabet var efterhånden også gået over på ren fest-mode – og det var vist primært os tilstedeværende madbloggere, der havde nået en lettere tilstand af behagelig mad-koma. Lise og jeg måtte i al fald gi’ fortabt på festlighederne efter en enkelt afsluttende ginger passion cocktail, og lade fredag – og fancy fest fortsætte uden os.

Tænk, at man rent faktisk kan spise sig selv ned under gulvbrædderne – ret skørt!

Nu skrev jeg indledningsvist, at jeg fandt begrebet ‘folkeligt’ en tand i overkanten for en middag i denne prisklasse (650 kroner). Og det tror jeg stadig, at jeg holder ved. Det ændrer dog ikke på, at det stadig er en yderst fair pris for en fantastisk tour de force ud i det japansk-franske fusionskøkken, som Umami excellerer i.

Hvad der til gengæld er en tand mere folkeligt i prislejet er UmamiGO’s priser – her får man f.eks en  stor menu med 30 stykker sushi for ca. 360 kroner – og det er altså en ret OK pris for god take away sushi. Og er man bare gået i byen med den mindre sult inden en fredagsfest – kan man heldigvis også plukke fra Umami’s a la carte menu af retter til ca. 120 kroner per ret. Hvilket måske ville sikre, at man ikke gik under mad-guldbrædderne inden midnat;)