VARM ANBEFALING: KEND DIN VIN KVINDE
Det eneste jeg nok ikke er så vild med ved denne bog er dens titel.. “Kend din vin Kvinde”. Inde i mit hovede bliver det hele tiden til “Kvinde, kend din vin” og baldrer løs med associationer til “Kvinde, kend din krop”. Derudover så synes jeg at det er synd at titlen ekskluderer det andet køn, for denne bog er simpelthen så god og informativ, at alle nybegyndere m/k burde få fingrene i den.
Når det så er sagt, så kan jeg dog alligevel godt forstå den vinkling, som de seje vindamer/forlaget har lagt på bogen, for der har helt sikkert manglet nogle alternative indføringer i vindens verden, som ikke blot bliver superfaktuelle og nørdede – og som ikke kræver en stor basisviden (og måske er det ikke helt galt afmarcheret, at det særligt er kvinder, der har manglet en sådan bog???)!
Jeg har længe forsøgt mig at snige mig lidt ind i vinens videnfelt. Men kors, hvor jeg synes det er svært. Hvor mad, råvarer og tilberedningsmetoder er noget, jeg synes jeg hurtigt kan søge mig frem til forståelige råd og diskussioner, så har jeg virkelig følt mig lost – tabt bag en vogn – rundtosset på fremmed jord og uden landkort – kald det hvad du vil – når det kommer til vin.
Yes, jeg kan godt smage om noget falder i min smag – den er heldigvis bred. Og yes, jeg kan også sætte pris på spændende, anderledes vine og få noget ud af at smage – virkelig smage – på god vin, kompleks vin, simpel vin osv. Særligt med en god smagemakker (kompetent eller ej) eller med en pædagogisk og indlevende tjener i nærheden.
MEN at finde rundt i de forskellige druer, områder, slotte osv., dét kan jeg sgu’tte – og det er som om at de forskellige navne m.m. bare ikke VIL sidde fast. Det har helt sikkert hjulpet at vi de seneste par år har været så heldige at få et vinabbonement af min mor og papfar, hvor de hver måned har indkøbt og givet os 3-6 flasker vin og fortalt lidt om dem. Det har gjort, at jeg kan navigere blandt nogle af de vine, jeg oftest ser i supermarkedet (Irma), at jeg har fået mig nogle favoritnavne – og at jeg gennem mine vinabonnementserfaringer også har vovet mig ud i at indkøbe anden vin selv ud fra en mere eller mindre vag idé om hvad det mon er, der er i flasken.
Nu føler jeg dog at der er ved at ske noget! Og det er ikke mindre en helt og aldeles pga. denne bog. Den forklarer nogle af de mest basale begreber helt fra grunden og på en pædagogisk facon uden at jeg føler mig talt ned til. Hatten af for at have ramt en tone og et niveau, der kan få alle med, uden at man føler at man læser en børnebog fra 70’erne.
Jeg har endnu ikke læst hele bogen, men er faldet pladask for disse druesorts-illustrationer. Her angiver baggrundsfarven og ikke mindst de afbildede råvarer, hvad de forskellige druesorter smager af. Vi tager jo alle viden ind på forskellige måder, og disse billeder er ikke mindre en geniale for mig, og giver en form for hurtig oversigt over hvad det er for en type vin, som de forskellige druesorter skaber.
Prøv en gang at kigge på hvor forskellige de to ovenstående og det allerførste billedes “ingredienser” og feel er. Pludselig bliver det meget tydeligere for mig, hvad der er tale om, hvis valget står mellem en chardonnay og en riesling. Selvfølgelig forventer jeg ikke banansmag, når jeg åbner en flaske chardonnay, men en varmere, dybere form for sødme end rieslingens. Der er selvfølgelig god og informativ tekst i følgeskab med illustrationerne. Bl.a. står der noget a la, at hvis rieslingen var en person, var det en høj, slank og fin herre. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, men det giver altså mening og sætter sig meget bedre fast end de gængse druebeskrivelser!
En anden ting jeg også er vild med ved bogen er den uhøjtidelige tilgang til vinen. Her er ingen krav om at man skal kunne smage forskel på om vinen har vokset på en syd- eller østvendt skråning, men forfatterne pointerer flere gange, at vin er en smagssag og at mans skal stole på sin egen smagsoplevelse! Synes du vinen smager godt, jamen, så er det en god vin til dig. Det synes jeg er en dejlig tilgang og det gør også, at der ikke er noget “rigtigt” og “forkert”, når det kommer til din oplevelse af vine.
Forfatterne opfordrer til at man forsøger at spore sig ind på, hvilken type vin, man godt kan lide – og guider til hvordan man får formidlet det til en tjener – eller får hevet en flaske ned fra hylden, som går i spænd med ens smag. Dejlig brugbar og praktisk information!
Min papfar var ved at dø over, at de forskellige druesorter m.m. er stavet fonetisk i præsentationen af dem – det synes han var totalt åndssvagt og overflødigt. Jeg var prompte uenig med ham, for hvis man ikke lige har haft fransk/italiensk/spansk og ikke har beskæftiget sig med vin før, så er der da ingen skam i ikke lige at vide hvordan beaujolais skal udtales 🙂
Jeg glæder mig supermeget til at læse resten af bogen og tager den i dryp, bladrer tilbage, genlæser, slår op når jeg er i tvivl og bliver hele tiden lidt klogere. Mangler du en god gave til én vinglad kvinde (m/k), så tøv ikke med at smid denne bog på bordet!
Til sidst kan i lige få et glimt af bagsiden – starten på teksten siger det egentlig meget godt.
Skål!
Hvis de en dag laver en udgave, hvor titel og forsidefarve er udskiftet, så vil jeg helt sikkert overveje at købe den.
Ud fra din beskrivelse lyder det til, at de har taget nogle gode valg mht. opbygning og forklaringer i bogen (f.eks. det med billederne – det giver et hurtigt og godt overblik over de forskellige vintyper/smage). Jeg kan bare ikke snuppe den kønsfascistiske indpakning, for det er ekskluderende (mænd har også brug for sådan en bog!), og det taler ned til kvinder. Hver gang noget skal sælges til kvinder, skal det være lyserødt og have runde hjørner… *suk*
I øvrigt en fantastisk idé med vinabonnementet! Jeg har selv taget til en række vinsmagninger gennem de seneste år, og det hjælper utrolig meget at smage på vinene, mens man hører om de forskellige lande og druetyper 🙂