NAKKEKOTELETTEN – HVERDAGENS RIBEYE
Et stykke kød som vi tidligere her på bloggen har hyldet i ganske mange sammenhænge er den billige nakkekotelet – der ofte bare ligger der i supermarkedets køledisk og ser lidt undseelig og kedelig ud. Det er jo heller ikke sådan en udskæring der virker særlig sexet og man ville sandsynligvis ikke smide den på bordet, hvis der skulle komme fine gæster. Men særligt her om sommeren, hvor man har gang i grillen alligevel, så er nakkekoteletten helt fantastisk (også til de fine gæster!) – og skulle man ikke have hverken have og grill, som er tilfældet hjemme hos mig – så er en grillpande eller almindelig pande med fuldt blus på varmen også en helt ok erstatning!
Nakkekoteletten kan vel egentlig betegnes som et lidt irregulært stykke svinekød med tilfældig fedtmarmorering (lidt a la dens mere eksklusive okse-fætter, Rib-eyen!) – men gives den en omgang god hjemmelavet marinade og steges den for høj varme, så bliver sådan en omgang nakkekoteletter med det vuns tryllet om til sommerens måske bedste grillobjekt. Det gjorde vi blandt andet på vores rare cykelferie i det italienske (hvor vi som bonus kunne plukke vores egen rosmarin til marinaden direkte fra haven!) – og det gjorde jeg også for et par uger siden hjemme på Frederiksberg, hvor den bare skulle stå på nem hverdagsaftensmad efter arbejde.
Til sådan en omgang nem (og sommerlig) aftensmad blev det til:
- Gode nakkekoteletter i en marinade af: olivenolie, tomatketchup, worchestershiresauce, balsamicoeddike, salt, groftkværnet peber, røget paprika og rosmarin
- Ovnbagt ratatouille af squash, peberfrugt og rødløg – og toppet med lidt frisk basilikum
- Spidskålssalat af fintstnittet spidskål, agurk, gulerødder, forårsløg og dijondressing fra Svansø (eller hjemmerørt, hvis du har bedre tid end jeg havde denne aften)
Marinaden blev bikset sammen på en halvdyb tallerken, nakkekoteletterne smidt ned i – og smovset godt rundt i marinaden – og så fik det lov at stå og trække lidt mens ingredienserne til salaten blev snittet og ratatouille blev bikset sammen – og ratatouillen hyggede sig i ovnen.
Ratatouillen blev forresten tilberedt ligesom denne her portion – hvilket måske gør, at det faktisk ikke rigtig er ratatouille – men det er ski..nemt og smager virkelig godt!
Det eneste vigtige, der er at huske ved denne her ret er, at panden – eller grillen – skal have fuld smæk for varmen inden nakkekoteletterne smides på, så marinaden nærmest karamelliserer om kødet. Hellere at svinet bliver lidt overbranket end det modsatte i det her tilfælde!
Og så kan jeg jo også, som en lille bonus for dem, der er til det, berette at denne middag jo nærmest er helt paleo-venlig!!
FANTASTISK overskrift! So true! Nakkekoteletter er billige, fulde af smag og nemme at arbejde med. Bagsiden er, at den heftige fedtmarmorering. Men vidunderlige er de!!!!