NOSE2TAIL – THE DINER

Ingen afsked (og afskedssalut) uden en solid afskedsmiddag. Godt nok går vi fra at være tre om bloggen til at være to – Emilie og jeg fortsætter for fuld udblæsning – men det betyder jo heldigvis ikke, at vi ikke alle tre kan lave, spise og snakke om mad sammen stadigvæk. Vi blev enige om at en afskedsmiddag ville gøre sig bedst, hvis den indeholdt store mængder kød og bearnaise, hvilket førte til en længere chat-tråd på facebook om hvor vi nu skulle indtage dette måltid. Mash, Pastis, Dyrehaven, Retour og Brdr. Price var bl.a. oppe at vende, men valget faldt på Nose2tail The Diner, da ingen af os havde været der før og vi derfor var nysgerrige efter at se, hvad stedet kunne præstere.

Jeg har tidligere været på Nose2tail i kødbyen og selvom jeg har stor sympati for stedets filosofi og for maden som sådan, så synes jeg lokalerne er alt for mørke og indelukkede og akustikken ret problematisk. Derfor er endnu en Nose2tail biks jo helt perfekt. The Diner holder til i Pasta Bastas gamle lokaler i Valkendorfsgade bag Helligåndskirken. Lokalerne er modsat dem i Kødbyen lyse og ligger højt. Og så er Valkendorfsgade en dejlig stille lille lomme midt inde i byen.

Eneste anke jeg har i forhold til Dinerens lokaler, er at udsugningen i det åbne køkken ikke er helt optimal. Der lugtede rigtigt meget af stegeos i det første lokale, hvor vi sad.

Jeg kan godt lide at man kan følge med i køkkenet og er bestemt ikke madlugtsforskrækket, men når menuen står på kød med kød på samt frituretilbehør (flæskesvær, pommes frites osv) bliver det hurtigt for meget af det gode. Næste gang vil jeg bede om et bord i et af de tilstødende lokaler i stedet, så er jeg sikker på at det går helt fint.

Jeg skulle ikke have nogen forret, tænkte jeg – som højgravid kan det godt være lidt en udfordring at passe et helt måltid ned ved siden af små tre kilos baby – men jeg kunne da på ingen måde dy mig for at hapse løs af både flæskesvær med baconmayo og friterede løgringe med chilimayo da de først ramte bordet. Særligt flæskesværene var lidt af en showstopper: Et kæmpe stykke knitrende og knasende stykke svær kom ind – frisk fra frituren lå det og “småsnakkede” på spækbrættet. Sværet var luftigt og sprødt som bare fanden. Og mayoen lækkerfed men med tilpas syrlighed til at man ikke gik kold i fedt med fedt-kombinationen.

Løgringene var pakket ind i et tilpas tykt/tyndt lag dej, hvor løget stadig fik lov at spill en central rolle. Chilimayoen var god og rund i smagen og ikke særligt stærk (et plus for mig, måske ikke for chililovers).

Derefter rykkede vi videre til aftenens hovedattraktion: Bøf bearnaise med fritter. I kortet står der at retten koster fra 300 kr. Som vi forstod vores tjener, betyder det at der er en “standardstørrelse” på ca. 300 g til 300 kr., og at der så alt efter hvilke udskæringer køkkenet har liggende er mulighed for at opgradere til større stykker kød (til flere penge of course) – men altså koster det som udgangspunkt 300 kr. Det er jo meget rart at vide, så man ved nogenlunde hvad man skal lægge for sin hovedret, når man vælger restaurant.

Bøffen bliver som udgangspunkt stegt medium, hvilket vi alle valgte. Her opstod dog aftenens største problem for Nose2tail. Vi fik serveret 3 mediumstegte bøffer, der faktisk var stegt vidt forskelligt. Eller problemet var måske nærmere at de havde fået præcis samme behandling, men var forskellige i tykkelse, så de endte meget forskelligt ud. Emilies var den mindst tilberedte med næstenråt (og så alligevel ikke) kød i midten (faktisk ligesom jeg allerbedst kan lide den), mens min var den tyndeste og derfor var blevet fast hele vejen igennem og en anelse for well done til min smag. Lises lå et sted midt mellem de to yderpunkter. Jeg vil ikke gøre mit til ekspert på, hvordan en mediumstegt bøf skal se ud, men vores tre bøffer kunne i hvert fald ikke alle tre falde ind under samme kategori. Emilie og jeg endte faktisk med at bytte en del kød, da hun fandt sit en anelse for råt og jeg syntes mit var stegt for meget (eller var det mest mig, der bare spiste Emilies bøf – jeg husker det ikke så klart.. hmm). Næste gang vil jeg selv bede om en medium rare i stedet, for at være på den sikre side ift. min bøf. Kødet var ellers lækkert, bearnaisen helt igennem skøn og fritterne var også gode uden at gøre for meget væsen ud af sig.

Vand serveres i halvliters karafler med eller uden brus for en 10’er. Jeg er jo stærk fortaler for gratis vand, men jeg kan leve med den ordning Nose2tail har valgt. Emilie og jeg kastede os over en hjemmelavet isthe, der smagte fint, men som jeg ikke syntes havde så meget med the at gøre. Den var ret saftevandsagtig i sit udtryk og derfor også et hit hos Lise, der ikke er så meget til isthe, som “smager for meget af kold the”. Serveringen var virkeligt fin i “marmeladeglas” med oldschool sugerør. Derudover har Nose2tail også et par Naturfrisk-sodavand samt et par ditto fra Fentimans – og så kan man få milkshakes enten non-alkoholic eller med et godt skvæt alkohol i. Begge dele må prøves en anden god gang.

Alt i alt udgør Nose2tail et dejligt uformelt spisested med fokus på madkvalitet – og et dejligt alternativ til mange af indre-by-cafe-fælderne. Og trods ovenstående små fejl og en betjening med skiftende opmærksomhed og fart, så besøger jeg meget gerne Nose2tails diner igen!

Og til sidst et lille glimt i menukortet, der også rummer gode råd til dit velbefindende. Velbekomme 🙂