TIL TE PÅ SLOTTET

CRISPY CHOKO-KOKOS-LAKRIDS-BOMBER

 photo chokokokosbomber02_zpsdd536be9.jpg

For ikke så lang tid siden var Emilie og jeg – og en masse andre rare bloggere – på visit hos Johan Bülows lakridsfabrik. Vi fik både lov til at se produktionen, lege i laboratoriet og ikke mindst smage på en masse rar lakrids. Vi blev sendt hjem med en lille instagram-konkurrence, hvor det gjaldt om at lave den bedste opskrift med lakrids. Hvis du har lyst til lidt lakridset inspiration til maden, så er det altså bare at søge på hashtagget “lakridskongen” på instagram!

 photo chokokokosbomber03_zps9c34390d.jpg

Et af mine bud var disse choko-kokos-lakrids-bomber, som egentlig er en slags kokostoppe – blot i rund form og med chokoladen integreret i kokosherligheden i stedet for dyppet på bunden. Egentlig ville jeg have lavet dem klassisk med chokolade på bunden, men med en lille bebs, der meget gerne ville underholdes, kunne jeg simpelthen ikke overskue choko-temperering og at stå med smeltet chokolade ud over det hele. I stedet smed jeg nogle lækre chokoladeknapper ind i bomberne – lidt som i chocolate chip cookies. Ved at putte chokoladen ind i kokos-bomberne simplificeres processen betragteligt og gør disse små lækkerheder supernemme at lave. Ingredienserne skal blot blandes, bomberne formes og smides i ovnen. Nemmere bliver det altså ikke.

Jeg har taget udgangspunkt i en Mette Blomsterberg opskrift på kokostoppe, som jeg har fundet over hos den gode frøken Cute Carbs. Dog har jeg skåret godt ned på sukkeret og synes bestemt ikke, at de mangler sødme. Og så har jeg erstattet almindelig marcipan med Johan Bülows lakridsmarcipan. Mums!

Til ca. 12 stks bomber skal du bruge følgende: (og så er det selvfølgelig bare at gange op – man kan sagtens lave en ordentlig portion!)

  • 1 æg
  • 100 g kokosmel
  • 40 g sukker
  • 30 g lakridsmarcipan
  • 25 g chokoladeknapper eller grofthakket chokolade (jeg brugte Callebauts 60% knapper, som jeg hakkede meget groft)

Sådan gør du: 

  • Tænd ovnen på 160 grader varmluft
  • Bland æg, kokosmel og sukker og riv marcipanen ned i blandingen. Rør et par gange undervejs, så marcipanen bliver fordelt godt i blandingen og ikke klumper sammen igen. Smid til sidst chokoladen i og rør godt sammen.
  • Form lige store kugler af massen, brug evt. en spiseske – det er lidt ligesom at forme frikadeller og sæt bomberne på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Sæt bagepladen i ovnen og giv bomberne ca. 15 minutter. Vend dem gerne halvvejs og hold øje med dem – ovne er ret forskellige. De er færdige når de er fint gyldne på overfladen.
  • Lad bomberne køle af og opbevar dem herefter i en lufttæt beholder.

OBS. Når du vender bomberne, så brug to skeer, gafler eller lignende. Den smeltede chokolade er VARM at få på fingrene. Jeg taler af erfaring!

 photo chokokokosbomber01_zps1dd7a39e.jpg

Bomberne her har en meget diskret lakridssmag – du kan selvfølgelig skrue op for lakridssmagen ved at tilføje lidt lakridspulver også. Det vil bestemt ikke skade. Hvis du ikke kan få fat i lakridsmarcipanen eller bare ikke er så tosset med lakrids kan du også sagtens lave dem med almindelig marcipan. Og så kan bomberne selvfølgelig spices op med lige hvad du har lyst og fantasi til. Reven citrusskal, frysetørret rabarber eller hindbær, kakao eller andet godt..

Bomberne egner sig supergodt til en bette kop kaffe eller the og kan sådan set nydes hele året – men hvorfor ikke lave dem som en lidt alternativ julegodte i år?

PSSST: Emilie og jeg snakker om madglæde, fedtforskrækkelse, østers og meget mere hos Alt for damerne i denne uge..

3 kommentarer

  • Nadia WH

    Tak for opskriften 🙂
    Fik for nylig noget lakridsmarcipan og har ikke rigtig vidst hvad jeg skulle bruge den til. Så fristede du jo med disse bomber på instagram og dermed blev marcipanens skæbne bestemt.
    Glæder mig meget til at smage dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Fedt Nadja – og godt du kunne bruge opskriften. Jeg har også lavet lakridsmarcipankugler med sød lakrids inderst (kan droppes) og så overtrukket dem med chokolade og strået lidt frysetørret bær eller lakridspulver på bagefter. Det kan også anbefales! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina Hoffbeck

    Glædelig anden advent i julen med eller uden lakrids:-)

    De ser lækre ud jeres bomber, vil prøve dem.
    Det er meget populært med lakrids i år.

    Tina
    http://www.mariahoffbeck.blogspot.com

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TIL TE PÅ SLOTTET