NEM VINTER KÅLSLAW

DAHLSUPPE MED TOMAT OG CITRONSKAL

 photo dahlsuppe02_zpsf07c2e89.jpg

 

Som et af de første tøm køkkenet-madprojekter, kom denne lækre og fyldige dahlsuppe til verden. Jeg har tidligere – og med ret stor succes – lavet dahl. Der skal ikke meget andet til her end mere væske og vupti har du en mættende og dejligt krydret suppe. Jeg vil vove pelsen og påstå, at du ikke vil savne kød, når du spiser denne suppe.. men selvfølgelig – hvis du insisterer, så har lidt bacon eller chorizo som topping jo aldrig skadet nogen.

Vi fandt bl.a. en god opskrift i en af yndlingskogebøgerne pt. “Grønt grundkøkken” af Mikkel Maarbjerg og Nikolaj Kirk. Opskriften minder meget om min go-to-dahl-opskrift, så vi fulgte et mix af de to. Kirk+Maarbjerg foreslår revet citronskal som topping til sidst – og det er altså en lille genistreg i min verden. Dejligt parfumeret og friskt på den krydrede lidt “tunge” suppe.

 photo dahlsuppe01_zps712472ca.jpg

Du skal bruge:
200 g røde eller gule linser
Frisk ingefær – en klump på størrelse med et æg
2-4 fed hvidløg (alt efter smag og præferencer)
2 tsk spidskommen (hele eller pulver)
4-6 kardemommekapsler
2 spsk karry
1 dåse flåede tomater
1,5-2 dl vand
Skyr/creme fraiche/yoghurt, koriander (eller mynte eller persille) samt usprøjtet citronskal til servering.

Sådan gør du:
Skyl linserne godt. De kan være nogle beskidte små banditter. Hæld dem i en si og vask dem under rindende vand.

Start med at befri kardemommen for selve kapslen, ved at knuse dem let i en morter og sortere skallen fra. Skræl ingefæren og mort den i morteren med hvidløgsfed, spidskommen og kardemommekapsler.

Smid det i gryden i lidt opvarmet olie og steg det af sammen med karryen. Tilsæt linser, flåede tomater og vand. Lad det hele koge op og stå og prutte til linserne er kogt godt ud. Det tager formentlig en halv times tid – måske lidt længere. Blend evt. suppen, hvis du gerne vil have den helt jævn. Det er ikke nødvendigt.

Smag til med salt og peber – og måske et skvis eddike, hvis du synes smagen mangler et løft.

Servér med en klat skyr, lidt grønt og friskrevet citronskal. Halleluja!

7 kommentarer

  • Theas tanker

    Du sier ikke ingefær og hvidløg fra igen? Kommer de ikke til at ligge som klumper i suppen, eller kan man morte dem helt ud?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hej Teresa. Nej man kan godt mose det helt sammen til noget snask. Alternativt kan du bare choppe det fint til at starte med og stå blende suppen. Jeg tror det bliver svært at si det fra, da både linser og tomat også er “klumpet”, så du ender med at si halvdelen af suppen fra..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det ser lækkert ud.. Tak for opskriften:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mums, det ser godt ud! Er vild med dahl 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] brugt en god del tid på at lede efter gode opskrifter, hvor linser indgår. Denne opskrift er fundet her, men der var delte meninger om den her i huset. Den er sund og let at lave, så jeg synes, at den […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NEM VINTER KÅLSLAW