OM GRØN MORGENMAD OG OM AT VÆRE “BACK ON TRACK”

 photo groslashnmorgenmad02_zps148512a0.jpg

Som nogle af jer måske husker, havde jeg en lang periode, hvor jeg forsøgte at undgå sukker. Ja faktisk forsøgte jeg ikke bare – jeg tror det var omkring et halvt år, hvor jeg ikke spiste sukker overhovedet. Det vil sige, at det ikke bare var søde sager, jeg droppede, men alle produkter, der var sukker i og derfor heller ikke ketchup, chips med smag, muesli mm. Det var ikke for at være fanatisk (selvom man måske bliver det lidt, når man går så grundigt til værks), men for at se om det havde en effekt på mit velvære og min mave. Det havde måske ikke helt den effekt, jeg regnede med, men jeg fik nogle rigtigt gode ting ud af at tage sådan en sukkerdetox:

Jeg slap min af med min sukkertrang og min “sukkervane” – dvs. både der hvor jeg craver sukker fysisk og der hvor jeg spiser det, fordi jeg plejer (når jeg er træt, skal hygge mig, når det bliver serveret af andre osv.). Det betød, at jeg blev meget bedre til at finde ud af, hvad jeg har lyst til at spise – og hvornår. Jeg opdagede, at man altså ikke behøver at høvle sødt morgenbrød ned, bare fordi det er der, at man godt må nøjes med en halv kage, og at man ikke dør, fordi der ikke er dessert/guf til kaffen osv. osv.

Jeg opdagede hvor mange ting, der faktisk var sukker i. Hold nu k*ft! Prøv at kig på ingredienslisterne, når du går rundt i supermarkedet. Det er sindssygt hvor mange ting, der er sukker i – og hvor meget, der ofte gemmer sig deri.

– Det betød også at jeg spiste meget mere simpelt og meget mere “rent”, det vil sige rene råvarer i stedet for alt muligt hurlumhej, der ikke så meget er mad, men som ligner det. Eller slet og ret skiftede nogle overproducerede sager ud med noget mere simpelt: fx skiftede jeg ketchup ud med lidt pandestegte tomater osv. Kort sagt blev jeg lidt mere kreativ i køkkenet, da jeg selvfølgelig måtte finde på nogle (søde) alternativer, som ikke var tilsat sukker.

– Jeg opdagede, hvad sukker gør ved min krop. Først forsvandt eftermiddagshovedpinen, så forsvandt det ustabile energiniveau – men det var først, da jeg startede med at spise sukker igen, at jeg for alvor kunne se, hvad sukker gjorde. Jeg fik simpelthen hjertebanken og blev svimmel, når jeg spiste sukker! What, det var sindssygt at opdage. Jeg kunne simpelthen få det direkte dårligt af at spise sukker – det havde jeg godt nok ikke regnet med.

– Den sidste ting jeg fandt ud af, var at jeg godt vil spise sukker! At jeg NYDER at spise en god dessert, en lækker kage eller noget chokolade af god kvalitet. Med måde. En mere kvalitetsbevidst og mådeholden måde at spise sukker viste sig at være vejen frem for mig. Ud med de kedelige sager som var fulde af sukker, ud med slik fyldt med mærkelige ingredienser og e-numre. Og så stort jatak til lækkerhed og god kvalitet, når jeg virkelig havde lyst.

og så blev jeg gravid og ud røg al min gode lærdom. Jeg havde det rigtigt dårligt og fra den ene dag til den anden var havrefras det eneste, jeg kunne holde nede, og så blev det sådan. Synes dog, at jeg kom nogenlunde tilbage på sporet, da kvalmen forsvandt. Men så fødte jeg og begyndte at amme. Pludselig var det eneste min hjerne kunne tænke på kartoffelkager og hindbærsnitter. Og chokolade. Og før jeg vidste af det, greb det bare om sig. Sukkertrangen og ikke mindst sukkervanerne var tilbage for fuld styrke. Ens krop og ens liv er jo i noget af en undtagelsestilstand i den første tid efter man har fået et barn, så for mig var det bare fint at give los for en stund. Jeg tænkte at give det et halvt års tid, før jeg skulle begynde at fokusere på at skære ned på sukkeret igen – og jeg havde rigtigt svært ved at forestille mig, hvordan jeg nogensinde skulle mønstre den viljestyrke og det fokus, det alligevel kræver (for mig) at ændre sine sukkervaner.

Dog kulminerede mit sukkerforbrug en dag, da jeg efter juledagene (som også var fyldt med gode sager) lige ramte en bland-selv-slikbutik efter en nat med ekstra dårlig søvn. Og slikposen ramte mig. Hårdt. Jeg fik det så dårligt om natten. Maven boblede og jeg var bare u-til-pas! Og så var det lige pludselig ikke så svært at stoppe op og ændre vaner. Først bare en enkelt dag uden ‘lade til kaffen og uden croissant på gåturen med barnevognen. Og så en til. Og en til.

Nu kører jeg en 5-2 ordning (ikke faste – spiser som en fuldvoksen mand! Amning gør suulten!), dvs. 5 dage uden sukker og 2 hvor det er ok – HVIS jeg har lyst! Sidste uge blev det kun til en enkelt dag med sukker, og fuck hvor føles det altså fedt, at kunne vurdere om man har lyst eller ej. Der er stadig dage hvor det er sværere end andre, men det går faktisk rigtigt fint.

Okay det her udviklede sig til jordens længste indlæg, men egentlig meget fedt at gøre lidt status. En anden ting, som jeg tænker en del på for tiden er at få grønt nok, fedt nok og at spise varieret. Jeg har jo ansvar for at min søn får nogle gode sager, og da han kun spiser gennem mig, så er det altså virkeligt walk-the-walk, ikke bare talk-the-talk!

For sjov skyld vejede jeg det grønt jeg spiste til morgenmad nogle af dagene i sidste uge, for at se, hvor meget det egentlig udgør af de anbefalede 600 g. Hørte nemlig et program om ernæring med et halvt øre, hvor jeg bed mærke i, at noget af det eneste forskningen er enig om, er at det ER gavnligt at spise minimum 600 g grønt og frugt, og at det formentlig også er endnu mere gavnligt at spise mere.

 photo groslashnmorgenmad02_zps148512a0.jpg

 photo groslashnmorgenmad03_zpsfbdbcaf8.jpg

 photo groslashnmorgenmad01_zps8d2c8d5f.jpg

På hver af ovenstående tallerkener er der ca. 200 g grønt, dvs. ca. 1/3 af anbefalet dagligt indtag. Det skal lige siges, at det ikke er hver morgen, at tallerkenen ser sådan ud (men at jeg elsker, når den gør det) – og at grøntniveauet ofte daler lidt (for ikke at sige meget – hej rugbrødsmad!) til frokost og nogle gange også aftensmad. Jeg kunne i hvert fald konstatere, at jeg nok alt for sjældent rammer de 600 g. Hm. Derfor kommer der en ekstra grøntkasse fra Aarstiderne i morgen (plejer kun at få hver 14. dag) med diverse gnavegrønt, som jeg håber jeg kan gå og snacke af i løbet af dagen –  og så har jeg forkælet mig selv ved også at bestille en smagekasse med vilde juicer. Selvforkælelse kan nemlig også godt være sundt, har jeg opdaget.

Hvad siger I? Har I forsøgt jer med at undgå sukker eller er det spild af tid i jeres bog? Hvad er jeres filosofi, når det kommer til at spise sukker? Hvis man overhovedet skal have en sådan?

PS. Jeg skal besøge Strangas i morgen og jeg glææææder mig!!

URBAN DELI STOCKHOLM

urbandeli3

I anledning af, at jeg om små to ugers tid drager til det Stockholmske på weekendtur med min mor, er det da nok lige på tide, at jeg trak de her billeder frem fra skuffen og fortalte om det fine sted Urban Deli i Södermalm, som jeg besøgte på min sidste Stockholmer-tur for et godt års tid siden!

Urban Deli er både en café og en deli, der disker op med alskens lækre lokale svenske – såvel som mere eksotiske sager. Utallige varianter af ‘pepparkakor’, de fine müslier og havreflager fra Saltä kvarn, en køledisk proppet med svensk ‘korv’ og diverse røgede sager og ikke mindst virkelig indbydende brød i vinduerne.

urbandeliurbandeli2

Efter at jeg havde trisset rundt og ihh’et og ååhh’et over alle de gode sager i delien, besluttede vi os (jeg var afsted med fire søde damer) for at tage vores frokost i caféen. Vi hoppede alle fem på deres pulled pork-sandwich, der nok egentlig snarere var en dekonstrueret én af slagsen. Og måske også lige lovlig alternativ (og en anelse for lille) for os damer, der alle var ret så decemberforfrosne og sultne – og bare havde glædet os til at sætte tænderne i en stor juicy sandwich. Men det kan jo være en smagssag. Der var i al fald ualmindelig hyggeligt i delien og caféen – og om ikke andet, så bare for at snuse rundt i butikken, så skal jeg helt sikkert forbi Urban Deli, når jeg lige om straks rammer den svenske hovedstad endnu engang.

Man finder helt præcist Urban Deli her: Nytorget 4, Södermalm, Stockholm

urbandeli4urbandeli6urbandeli5

KARRYSUPPE

karrysuppe2

Man skulle  næste tro, at vi havde synkroniseret vores spisevaner her på Gane & Gaffel. Det var i al fald ikke mange dage efter, at Julie smed sit indlæg om lækker tomat linse suppe op, at jeg indtog denne dejlige og på samme måde nærende vintersuppe. Men sådan er det vist når man forsøger at spise en lille smule årstid- og tøm-køkkenskabene-agtigt:)

Karrysuppen var en af de første hjemmelavede middagsretter, der stod på bordet, efter vi kom hjem fra nytårsferien i Berlin – og i al sin simpelhed var den bare et herligt symbol på, hvor godt mad kan smage, når den er lavet i ens eget køkken og efter ens eget hoved (og ikke et menukort på en restaurant eller café).

Til 2-4 personer skal man bruge:

  • 1 løg
  • 1 porre
  • 6-8 små kartofler
  • 3 gulerødder
  • 1/2 squash
  • 3 store tomater
  • 2 store spsk. ‘minced’ ingefær
  • 1 spsk ‘minced’ hvidløg
  • 2 spsk stødt spidskommen, 2 spsk karry og 2 spsk korianderfrø (alt fik en tur i morteren)
  • 1 liter hønsebouillon
  • Salt og peber
  • 1 knvsp. chilisauce (gerne habanero – meeeeeget lidt)
  • 1-2 spsk. mangochutney

 

Start med at skrælle kartofler og gulerødder og skær alle grøntsager  i grove tern. Giv krydderierne en tur i morteren og varm en god sjat olie op i en mellemstor gryde ved høj varme. “Brænd” hurtigt krydderierne af og tilsæt den revne ingefær, hvidløg, løg, kartofler, gulerødder og squash. Når grøntsagerne er let svitset, tilsættes tomaterne og der skrues lidt ned og svitses videre i et par minutter. Smag til med salt og peber og tilsæt hønsebouillon og kog ved svag varme under låg i ca. 15 minutter. Tjek om grøntsagerne er møre – er de det, så  giv suppen en grov tur med stavblenderen. Det behøver ikke at være 100 % pureret, men skal blot have en mere ensartet konsistens. Mangler du sødme eller stærkhed, så kan der her spices op med fx mangochutney og chilisauce. Det havde vores suppe rigtig godt glæde af:)

Vi serverede med en god topping af grofthakket bredbladet persille og et drizzle olivenolie.

karrysuppe

SUPERNEM FORRET MED LAKS OG JORDSKOKKER

 photo forretmedlaks01_zpsddd38bcd.jpg

Af og til synes jeg, at man skal unde sig selv, den luksus det er at få/servere en forret. På en eller anden måde ophøjer det et helt almindeligt måltid til lige at have dét ekstra. Og det er faktisk utroligt, så lidt ekstra arbejde man behøver at lægge i aftensmaden for at den lige bliver lidt hyggeligere og lidt mere mindeværdig.

 photo forretmedlaks02_zps58ed371d.jpg

For lidt tid siden lavede vi denne supersimple forret, som smagte så dejligt og som udgjorde en rigtig rar lille opvarmning til hovedretten. Jeg vil dog mene, at du sagtens kan servere den for gæster af den finere slags også, for kombinationen med den bløde fede laks, den rå, knasende jordskok samt frisk koriander og en god olivenolie – og friskkværnet peber ikke mindst! – var faktisk lige i øjet! Skulle du have lidt godt brød liggende, vil det også gøre sig godt til.

Lidt æble i tern ville helt sikkert også klæde retten og bidrage med lidt mere syre og frugtighed.

Du skal bruge: 
Røget laks
Et par jordskokker (1 pr 2 personer vil jeg skyde på)
Evt. lidt citronsaft
En håndfuld frisk koriander. Persille kan også bruges. Eller kørvel eller brøndkarse for den sags skyld.
God olivenolie
Friskkværnet peber

Sådan gør du (jeg sagde jo det var simpelt): 
Anret laksen på tallerkenen
Snit jordskokkerne fint, meget gerne på mandolinjernet – de skal være helt tynde – og vend dem i lidt citronsaft, hvis du har.
Hæld lidt god olivenolie over laks og jordskok, plant en god dusk grønt og kværn peber ud over.

Et voila! Servér..

RIALTOBURGER – BYENS BEDSTE GRILLBURGER

 photo rialto01_zps4e806bb5.jpg

 

 photo rialto02_zps4f0c3b38.jpg

Nogle gange har man bare brug for en god burger. Og nogle gange behøver det ikke at være en fancy smancy (og dyr!) caféburger, men i stedet en good old plain grillburger, som bare er i orden! Når det er lige præcis sådan jeg har det, så vender jeg næsen mod Frederiksberg, nærmere bestemt Rialto Grill.

Rialto Grill ligger lige over for Frederiksberg Rådhus og gør ikke meget væsen af sig udefra. Heller ikke indefra for den sags skyld. Der er et par barstole og højt bord i vinduet, et par borde indenfor og ditto udenfor, hvis vejret er til det.

Men burgerne er lige som de skal være. Simple og no-nonsense i deres udformning. Salat, bøf, løg, tomat (måske en agurk, men tror det ikke) og lidt mayo på bollerne (HUSK at bede om ketchup i, hvis du er til den slags. Det er ikke standard, men koster heller ikke ekstra). Og hvis du er til den ekstragreasy slags, kan lidt ekstra mayo ikke skade heller.

 photo rialto03_zpse879ba30.jpg

 

Sidst fik jeg den helt plain, men fortrød lidt at jeg ikke havde flottet mig med bacon – og måske også ost. En Classic koster 36 en Bacon Cheese koster 44, så du kan med andre ord sagtens gå på Rialto selvom det er sidst på måneden!

Har du en yndlingsgrilljoint med gode burgere, som du vil dele?