FORMULA 1: SURE GAMLE MÆND OG HERLIG UFORMEL MAD

San Lorenzo-området i Rom er helt klart et besøg værd, hvis du kommer til byen og gerne vil lidt uden for de mest klassisk-turistede steder. Her ligger en stor del af Roms universitets afdelinger og området præges derfor af barer, ungt gå-ud-liv (siger mormor her) og gode billige madsteder. Jeg har tidligere skrevet om dette og dette sted, som stadig ligger mit hjerte nær. I aftes fik jeg så et nyt sted på min skal-helst-besøges-på-Rom-ture-liste. Stedet hedder Formula 1 og er en hyldest til, ja rigtigt gættet, Formel 1. Dette inkluderer bl.a. at menukort og vægge er dekoreret med diverse racerbiler – både rasende in-action-billeder og klassiske clipart-ditto. Det virker ikke til at være gjort tacky med vilje og det er noget af det, der er ret skønt ved dette sted.

Formula 1 er charmerende på sin helt egen måde: Tjenerne er stort set alle sammen gamle, lidt småsure mænd – som alligevel virker rare og som helt sikkert har styr på, hvad de laver. Interiøret er enkelt og no-nonsense, det samme gælder for service, servietter osv. Alt er plain and simple. Også maden – men det på den allerbedste måde man kan tænke sig. Ingen pynt, ingen gøren sig til. Bare veltillavet ad pommern til (med en enkelt undtagelse). Og så er det billigt.

Vi kom forbi kl. ca. 19.20. Rigtigt fint, hvis man vil undgå kø. I løbet af den næste halve time, blev det forholdsvis store lokale fyldt mere og mere op, den sagte snakken ved bordene blev til en intens summen og da vi smuttede ikke så længe efter igen, kl. ca. 20 var der ved at være fuldt hus, og det var et spørgsmål om tid før der formentlig var kø udenfor. Det er dog ikke et sted, hvor man sidder i flere timer, så jeg vil tro, at det er til at komme til inden for en rimelig rum tid – selv med lidt kø udenfor.

Så enkelt kan det serveres. Hvad tallerkenen mangler i finish og pynt har den til fulde i smag og tilberedning!

Vi besluttede at få en fiori de zucca hver – for de uindviede er det en squashblomst med ost og saltet ansjosfilet, der dyppes i dej og frituresteges – 6 crochette de pollo (som vi ikke helt vidste hvad var bortset fra at det havde noget med kylling og friture at gøre) og en pizza margherita til deling. Først kom vores fiori de zucca. En på hver tallerken. Og intet andet. Jo, vist nok et drys salt. Køn er den ikke, men det var den bedste, jeg har fået hernede so far. Mange andre steder er der efter min mening aalt for meget dej omkring, så både blomst, ost og ansjos drukner. Her var det helt perfekt – alt gik op i en højere enhed. Og så var den stadig brandvarm, lige dukket op fra frituren. Ahhh.

Dernæst kom vores kyllingecroketter, som var en slags nuggets af kyllingefars i en dej. Det var dog helt tydeligt at de ikke var hjemmelavet og smag og konsistens var også herefter. Ville langt hellere have haft en fiore di zucca mere eller en hel pizza for mig selv. Og det undrer mig faktisk langt ind i min glade madsjæl, hvorfor de gider at have dem på menuen, når nu alt andet er så filans godt.

Don’t!

Do!

Nåh, men heldigvis kom vores pizza ind og stjal opmærksomheden totalt. Derhjemme bestiller jeg stort set aldrig margherita, men hernede hvor pizzabundene er tynde og sprøde, giver den simple pizzaversion virkeligt god mening. Pizzaen var blevet delt i køkkenet og vi fik derfor hver vores tallerken med en halv pizza på. God stil! Den var supertynd, supercrisp, supervarm og lige i øjet med skøn hvedesmag i bunden, sødsyrlig tomatsauce og varm, snasket mozarella på toppen. Jeg var i himlen!

Samlet pris for ovenstående, en stor mineralvand med brus og en stor øl: 16,50 €/ 120 kr. Jeg skal helt sikkert tilbage til de gamle sure mænd og deres undervældende anretninger!

Skal du også forbi en dag, kan du overveje at droppe forbi Stragelato bagefter til en is. Det gjorde vi og stedet bød på en suveræn pistacieis og en dejlig kanelis (vi fortsatte delestilen).

Formula 1, Via degli Equi 13

Stragelato, Via Tiburtina 131