NORDISK VAFFELDAG

 photo Wilfa_Vaffeldag_426_zpsaeba6cdf.jpg photo Wilfa_Vaffeldag_589_zps95cad355.jpg

Vidste du, at det faktisk er nordisk vaffeldag i dag? Nej vel – nårh men, det er der altså nogen (sikkert smarte marketingmennesker) et sted, der har bestemt, at det er. Det kan man jo så sige meget om – sådan lidt på linje med opfindelsen af Halloween og Mors dag. Men nu har der jo aldrig været noget i vejen med at spise vafler – og at man så helt legitimt og nærmest som en nødvendighed a la at spise varme hveder på Store Bededag, så blot har en undskyldning for det i dag, gør det jo ikke til en dårlig idé at lade vafler være en del af morgenmaden, frokosten eller aftensmaden i dag. Selv pønser jeg alvorligt på sidstnævnte mulighed!

I anledning af denne hersens vaffeldag inviterede Wilfa, der producerer en række forskellige køkkenmaskiner, nemlig til en omgang morgenmadsvafler på D’angleterre for et par uger siden – og med hjem i dagens goodiebag var der et rimelig fint vaffeljern med plads til at bage to vafler ad gangen, som faktisk aaalt for længe har manglet i mit køkken! Og det gør det jo lige pludselig markant lettere at bukker under for mine vaffel-cravings end tidligere, hvor det krævede at et flinkt familiemedlem eller veninde udlånte et vaffeljern til mig først.

Det var de flinke kokke på D’Angleterre, der havde bikset vafler sammen til os i (vaffel)dagens anledning. Både i en klassisk sød variant og en lidt mere salt version med ditto salt topping. Og de smagte helt vildt genialt. Opskriften skal jeg lige hitte frem fra gemmerne, men så lover jeg også at dele den med jer en dag – hvor jeg (og I), så passende skal ligge al form for fedtforskrækkelse på hylden og bare kaste jer ud i en sand smør og flødefest:)

 photo Wilfa_Vaffeldag_218_zps132ad1e9.jpgKokkene fra D’angleterre fortæller om dagens vafler

 photo Wilfa_Vaffeldag_205_zps32f1f16e.jpgUndertegnede i et meget koncentreret øjeblik – det er åbenbart ret alvorligt at lære om vafler.

 photo Wilfa_Vaffeldag_267_zps8a182057.jpgOg undertegnede i et ikke så koncentreret, men meget målrettet øjeblik, da vaflerne kom på bordet 🙂

 photo Wilfa_Vaffeldag_150_zps5c34f300.jpg photo Wilfa_Vaffeldag_163_zps2f65c7d7.jpg photo Wilfa_Vaffeldag_297_zps144694a6.jpg

Alle billeder er PR-billeder fra dagen

KOGEBOGSANBEFALING OG RAR RISOTTO

 photo risottoplenty_zps0f79eeec.jpgTil jul fik jeg hele to af den samme kogebog – nemlig Thomas Hermans Brændende Kærlighed – og da det jo egentlig som oftest er én for meget, endte jeg med at bytte den ene udgave til den roste vegetariske kogebog Plenty af israeleren Yotam Ottolenghi, hvilket jo sådan set føltes ret passende med en påskeferie i Tel Aviv coming up om ikke særlig længe. Paradoksalt nok er jeg endnu ikke nået til at gå i krig med opskrifterne fra Brændende Kærlighed, selvom der virkelig er mange gode mormorklassikere i den, der taler lige til mit hjerte, men vi har faktisk allerede været lidt i gang med et par opskrifter fra Plenty.

Og Plenty er virkelig en fin kogebog, der meget ligesom River Cottages Veg Everyday kogebog overhovedet ikke udelukkende er for vegetarer (hvilket jeg – og forfatteren heller ikke er). Det er bare rigtigt gode opskrifter på alt fra lækre pasta- og risretter til dips og salater – som oftest på den gode middelhavs-agtige måde. Må derfor lige benytte lejligheden her til at smide varme anbefalinger efter Plenty! Og så kan jeg jo lige toppe indlægget op med opskriften på en rar risotto, som vi biksede sammen frit fortolket fra en opskrift i kogebogen.

 photo risottoplenty3_zps55ce79da.jpg

Risotto med aubergine og citron (til 2 personer) – frit justeret efter Plenty:

  • ca. 100 gram (2 håndfulde) risottoris
  • 1 lille løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 aubergine
  • 1 stort glas hvidvin
  • 5 dl grøntsagsfond
  • Skal og saft af en halv økocitron
  • 25 gram smør
  • 1-2 håndfulde reven parmesan
  • Rigeligt olivenolie
  • Salt og friskkværnet peber

 

Start med at skyl og skær auberginen i tern af ca. 1-2 cm. og svits ternene i rigeligt olivenolie på en pande, så de bliver gode og sprøde – det tager ca. 10 minutter. Læg herefter de sprøde aubergine-tern til side i en si og drys med salt.

Imellemtiden hakkes løg og hvidløg fint og en ordentlig sjat olivenolie varmes op i en sauterpande. Løgene skal blive bløde og glasklare, men må ikke branke. Herefter smides risen i panden og der røres rundt. Der skal være rimelig god varme for panden her, så risene “sprutter” lidt i olien. Der røres et par minutter inden hvidvinen tilsættes. Hvidvinen simrer med indtil den er kogt ind med risene – og herefter er det blot den sædvanlige risotto-rutine med at smide ordentlige sjatter bouillon i lidt efter lidt mens det gradvist cremer sammen om risene. Normalt synes jeg denne proces tager meget længere end kogebøgerne siger, men for en gang skyld tog det faktisk ca. de 15 minutter, der var angivet. Som det sidste touch tilsættes citronsaft og skal, smør og parmesan smides i, og panden rystes godt, så alle herlighederne ruskes sammen. Til servering drysses aubergineternene over risottoen – og der kan toppes med et ekstra drys parmesan og basilikum, hvis du f.eks. ligger inde med det.

 photo risottoplenty_zps0f79eeec.jpg

MUST-EAT I ROM: PORCHETTASANDWICH

 photo porchetta03_zpscc35d897.jpg

Én af de ting man bør unde sig selv under et besøg i Rom er en sandwich med porchetta (udtales porketta). Porchetta er en slags rullesteg lavet på gris, hvor hele grisen udbenes og rulles med masser af krydderier i. Porchettaen er af italiensk oprindelse og listes sammen med pecorino-osten som Lazio-regionens (hvori Rom ligger) to ikoniske produkter.

Sat lidt på spidsen, er det altså smagen af Rom, der er gemt i sådan en grissebasse (selvom den også findes i Århus – endnu en gang har Emilie og jeg synkronspist!!). Når det er lavet ordentligt, smager det helt fantastisk og kødet er saftigt og lækkert.

Den klassiske servering er supersimpel og består af et par skiver porchetta i mellem et stykke overskåret brød – brødet skal gerne være pizza bianchi eller focaccia, som er de to mest luftige varianter. Panino kan også gå, men det kan godt blive lidt kedeligt. Og så er det vigtigt at bede om sin porchettasandwich “caldo” – varm. Er tilberedningen helt i top står du med en sandwich med fantastisk kødsmag, gode krydderier (rullet ind i stegen) og brød der er både blødt og sprødt (og muligvis også olieret – det er ikke en slankespise!).

 photo porchetta02_zps8bb2de81.jpg

(Ikke de skønneste billeder, men gris og brød i stærk sol er ikke det nemmeste motiv – og måske havde jeg – indrømmet – liiidt travlt med at få overstået fotograferingen og komme videre med at faktisk spise min sandwich, hehe..)

Porchettasandwich fås mange steder i Rom – ofte også hos slagteren på det lokale marked. Vi har fået rigtigt gode varianter på hhv. Roscioli og kæden Aristocampo.

Aristocampo finder du her:
Piazza Campo dè Fiori 30
Piazza della Scala 53
Via della Lungaretta 81

Roscioli finder du her:
Bageri – Via dei Chiavari 34
Deli – Via dei Giubbonari 21

(OBS. Vi har kun spist porchetta på Delien, så jeg tør ikke garantere for, at der er porchetta på menuen i bageriet også – det skulle dog været et besøg værd, porchetta eller ej, bl.a. for at spise disse).

MEXICANSK COLESLAW

 photo mexicansk-coleslaw_zps7468feca.jpgInden det for alvor bliver sommer og de lette grøntsager, som smagfulde tomater og frisk salat rigtig finder sin vej til landet, så kan man i mellemtiden passende bikse sådan en coleslaw her sammen – den er stærkt inspireret af den mexicanske majssalat esquites – og mere eller mindre blot spicet op med lidt fintsnittet spidskål. Jeg spiste den, en marts hverdag som sprød ’side’ til en omgang chili con carne.

Coleslaw til 2 personer:

  • 1/4 hoved spidskål
  • 1/2 rødløg (eller 2-3 forårsløg)
  • 1 lille dåse majs (eller friske kogte fra kolben, hvis det er sæson for det)
  • 2-3 spsk smuldret feta
  • Dressing bestående af: 1-2 tsk mayo (fx Hellmanns), 1-2 spsk creme fraiche, fintreven skal af en 1/2 citron, 1 spsk citronsaft (eller limesaft), salt og peber
  • Jeg supplerede desuden med et lille skvæt citronbalsamico-eddike fra Urtekram
  • Lidt sød paprika til topping

 

Snit spidskålen fint, hak rødløget i små tern  og bland herlighederne sammen med majsen og den smuldrede feta. Bland dressingen sammen, smag til og hæld over salaten og vend godt, så den cremede dressing fordeler sig godt om kål, majs og feta. Suppler evt. med lidt ekstra citron/limesaft, eller den omtalte citronbalsamico fra Urtekram, der virkelig kan anbefales! Og til allersidst fik salaten et lille drys sød paprika, der giver den ellers lidt hvid-gule slaw et kærkomment farvepift.

 photo mexicansk-coleslaw2_zps0db58946.jpg

LASINO D’ORO – BILLIG OG GOD FROKOST I ROM

 photo lasinodoro07_zpsb9707ce1.jpg

 photo lasinodoro03_zps6ce5ad6c.jpg

Når man skal opholde sig i hele to måneder i en skøn madby, har man rig mulighed for at prøve en del forskellige spisesteder. Men derfor er der jo ingen grund til selv at opfinde/opsnuse den dybe tallerken. Mit bedste rejsetip uanset hvor længe man er afsted er at lave lidt research på madfronten, hvis det ellers er noget man går op i. Jeg har spurgt mig for hos folk som ved besked, og har på den måde fået tips om nogle rigtigt gode steder. Bl.a. har jeg forhørt mig hos nogle af mine madbloggerkolleger, og Lasino d’oro fik jeg anbefalet af en af de gode herrer fra Gastromand.

Lasino d’oro (Det gyldne æsel) ligger i Monti-området og er måske særligt kendt for deres frokostkoncept. Her får du tre retter: suppe, primi og secondi, en halv liter vand (med eller uden brus) og et glas vin (rød eller hvid) for 13 €. Menuen er fast, så du får serveret det, køkkenet nu engang byder på.

Vi havde en rigtigt god oplevelse på Lasino d’Oro. Maden var lækker, veltillavet og med god smag. Der gås ikke på kompromis med kvaliteten, men konceptet hænger sammen fordi råvarerne ikke er de dyreste, fordi køkkenet ikke skal ligge inde med et stort udvalg og fordi retterne er afstemt i størrelse. Maden er meget “no nonsense”-ligetil og bød samtidig på nogle lidt andre oplevelser end de helt klassiske romerske retter. På de lidt bedre steder kan du snildt komme af med 10-13€ for en pasta, så Lasino d’oro giver mulighed for at få et helt måltid med flere serveringer for samme pris, inkl. drikkevarer. Not bad!

Menuen skifter fra dag til dag, men I skal da ikke snydes for vores serveringer.

 photo lasinodoro04_zps26936111.jpg

Vi lagde ud med at få serveret en lille hapser fra køkkenet. Crostini med sortbønnemos og lidt ost. Simpelt og velsmagende.

 photo lasinodoro06_zpsfe859441.jpg

Hernæst kom første ret. En velouté (italiensk: vellutata), dvs. en suppe – denne var lavet på ærter og gulerødder og havde lige fået et snur olie i toppen. Igen: Simpel, men veltillavet og med en dejlig mild og afstemt smag.

 photo lasinodoro07_zpsb9707ce1.jpg

Så fulgte primi’en: En pastaret med agnolotti (en slags fyldt pasta a la ravioli) med svampe og kødsauce. Der var slet ikke nok til at blive pastatung i maven, men blot til at nyde smagen og de perfekt kogte puder.

 photo lasinodoro08_zps9f41461c.jpg

Slutteligt secondi, som blev beskrevet som bagt oksecarpaccio: To tynde skiver oksekød med hvad for os danskere nok bedst kan beskrives som en slags raffineret brun sauce og så lige lidt rucola på toppen, som lige præcis gav det friske, sprøde og pebrede element, der gjorde, at den simple servering var værd at huske.

 photo lasinodoro05_zpse150e1ae.jpg

Brødet var dejligt uden at være prangende. Det samme gjorde sig vist gældende for vinen, som jeg ikke smagte. Alt i alt et herligt måltid med mange smagsoplevelser for under 100 kr.

Vi gik fra Lasino d’Oro glade og mætte uden at være proppede. Og stod det til mig, så skulle vi gerne nå forbi til et aftensmåltid også. Jeg lurede lidt på kortet, som om aftenen er a la carte, og syntes at det lød rigtigt lovende og som noget lidt andet end den klassiske romerske trattoria-stil. Aftenkortet skifter vist forholdsvis tit, men jeg spottede blandt andet karamelliserede pork ribs, kanin med øl, pinjekerner og tomatsauce og lammebrisler med artiskokcreme. Priserne for både primi og secondi ligger mellem 11 og 17 €. Der er dog efterhånden ikke så meget tilbage af vores ophold, men stadig utroligt mange steder vi gerne vil spise – og med en baby, der går i seng kl. 19-ish er det ikke sikkert at det lige er denne gang, vi når det gyldne æsel by night.

Du finder Lasino d’Oro på Via del Boschetto 73 i Monti-kvarteret. Vi trillede lidt rundt i gaderne efter måltidet og det kan også anbefales: Hyggelig hipsterfeel og lidt anderledes stemning end mange andre steder i Rom.

Older posts