KAFFE I ROM

 photo kaffe02_zps2e654e1d.jpg

 photo kaffe01_zpsdd393bb5.jpg

 photo kaffe03_zps0bc8787c.jpg

Kaffe er en vigtig del af livet og særligt af et italiensophold. I hvert fald, hvis du – som jeg – synes, at det er en dejlig lille hverdagsluksus at drikke en kop kaffe ude. Efter et par måneder i Rom, føler jeg mig klar til at komme med lidt observationer, tips og tricks, så du kan nyde din kaffe på ægte romersk manér, næste gang du besøger den skønne by!

Der er tydelige forskelle på dansk og italiensk/romersk kaffekultur. Kaffe er nærmest en del af den italienske DNA og det er en selvfølge at kaffen smager godt. Til gengæld er der ikke meget “noter af røde bær” og “toner af ristet hasselnød” – altså ingen feinschmeckeri og nørderi af ristninger. Kaffen er mere plain end hvad den danske (i hvert fald københavnske) kaffescene byder på, og det er altså “bare” god kaffe du får, til gengæld er standarden generelt langt langt højere, end hvad vi præsterer herhjemme.

Spørger du om, hvor man får god kaffe i Rom er det korte svar derfor: Alle vegne. De fleste barer – uanset udseende og interiør – formår at lave en solid kop kaffe. Og heldigvis er der barer på de fleste af Roms gadehjørner. Vær dog opmærksom på, at de ofte har lukket om søndagen, med mindre du er i et turistet område.

En af de første forskelle man får øje på, når man træder ind på en kaffebar i Rom, er at kaffen koster en brøkdel af, hvad den koster i København. En espresso koster tit under en euro og en standardpris på cappuchino er i omegnen af 1,5 € (det svinger lidt alt efter hvilket område du befinder dig i). Kaffe er dog kun billigt i Rom, HVIS du drikker den stående i baren.

Dette hænger sammen med en anden af de store forskelle på dansk og italiensk kaffekultur: Kaffe i Rom er ikke noget man sidder og hænger over. Kaffen drikkes som regel stående eller som et hurtigt skud ved bordet efter maden. Går du på kaffebar kan du derfor vælge at indtage din kaffe på to måder:

1) Bestille kaffen ved kassen og tage bon’en med op til baren, hvor baristaen laver din kaffe. Du kan også gøre det omvendt, men man betaler aldrig samme sted, som man får kaffen. Kaffen nydes så stående i baren, hvorfra du kan betragte det hyggelige og til tider hektiske liv, der udspiller sig i baren. Det er god stil at lægge en lille mønt til kaffemageren også, når du forlader etablissementet.

2) Vil du sidde ned og nyde din kaffe under lidt mere magelige forhold, så sætter du dig blot ved et af bordene og venter på betjening. Her betaler du så ekstra for at sidde ved et bord og blive betjent – som regel i en størrelsesorden, så du betaler det samme som du ville gøre herhjemme. Dvs. 2-3 gange så meget, som hvis du drikker den i baren.

Skal du drikke kaffe som en ægte indfødt, er det vigtigt at vide, at der er klare opdelinger for hvornår man drikker hvilken kaffe. Som kaffesvagdrikker, der ikke rigtigt formår at drikke noget stærkere end cappuccino, har jeg modtaget mange mystificerede blikke fra det italienske folk, når jeg har bestilt en cappucchino efter frokosten eller aftensmaden.

Cappucchino er nemlig morgenmad i italienernes øjne (sammen med en cornetto, som bedst kan sammenlignes med en croissant). Når formiddagen er ovre drikkes som regel caffé (eller caffé normal), som er det vi herhjemme kalder en espresso. Alternativt bestilles en macchiato – en espresso plettet med mælk. Derudover er americano eller caffé lungo også godkendte efter morgenmadstid. Det er også muligt at få en caffé latte, men det er ikke noget jeg har set italienerne drikke – og igen vil de betragte det som en morgenkaffe. Det skal selvfølgelig ikke forhindre dig i at drikke lige præcis den kaffe som du gerne vil have!

Kun en uge eller to før afgang mod DK spottede jeg en for mig hidtil ukendt kaffeversion – en marrocchino, som minder lidt mere om den spanske cortado – den er mindre end en cappuccino, men mildere en en macchiato. Den er bestemt også værd at prøve!

Og så har italienerne også en del alternativer til almindelig kaffe. Fx kan du få en Orzo, som er kaffe lavet på byg. Det må svare til det der hedder kornkaffe herhjemme. Du kan også få kaffe med ginseng, hvis koffeinen ikke er nok. Begge kaffetyper brygges fra en lille automat og jeg må indrømme at min konstante lyst til “en god kop kaffe” konstant afholdt mig fra at teste de mere specielle varianter.

En sidste anbefaling herfra, hvis man gerne vil have den ægte romerske kaffeoplevelse, må være at forsøge at skabe sig et stamsted – også selv om du bare er et par dage i Rom, så besøg det samme sted hver morgen fx. Måske lærer baristaen efter to dage hvad I vil have, og der bliver hilst og hygget på sådan en herlig uformel måde, som både rummer stilhed og travlhed og som er ret så særlig og rar.

 

PÅ LANDET – MIDT I FORSTADEN

 photo rokkedyssegaard_zps6bb9810b.jpg

I St. Bededagsferien a ka  den lille forlængede weekend, der altid kommer ret så belejligt her i forsommeren, passede jeg min mors hus og hund i Værløse. Hus- og hundepasning faldt heldigvis sammen med et ualmindeligt dejligt solskinsvejr, så det næææsten ikke gjorde noget at skulle stå tidligt op og gå tur med hunden – og slet ikke gjorde noget, at der var fri adgang til have, grill, liggestole og parasol 🙂

Som en del af projekt “Passe hus, hund og sommerliv” besluttede vi, at drøne en tur op til Aarstidernes gårdbutik i Humlebæk for at købe nye grøntsager. Men ak – vi havde set forkert på nettet – og i stedet for at åbne kl. 11.00 – åbnede butikken først kl. 13.00,  og der ventede, der altså gæster hjemme på matriklen, så vi måtte køre slukørede hjem igen!

Inden min mor var smuttet ud af døren, havde hun dog lige nået at nævne et eller andet om en gårdbutik i nærheden, der vist nok havde solgt de første danske jordbær til Tivoli. Og efter den skuffende “lad os køre på landet efter friske grøntsager oplevelse”, så måtte den nærliggende gård selvfølgelig opstøves! Efter min mors ‘kyndige’ vejvisning, der gik noget i retning af “den ligger på vej ned mod Netto”, satte vi os  derfor dagen efter i bilen og håbede på det bedste. Heldigvis viste rimelig store skilte formet som jordbær langs vejkanten (mod Netto), os ret nemt den rette vej – og til vores lettere overraskelse var det faktisk en ret tjekket gårdbutik, der mødte os.

 photo rokkedyssegaard4_zpsd8533302.jpg photo rokkedyssegaard3_zps854afb57.jpg

Gårdbutikken – og gården hedder Rokkedyssegård – og ikke bare havde de fine små danske jordbær – de havde også flere sorter at vælge imellem! Ligesom butikken bugnede med andre pivfriske sager, som nye kartofler (både i rens-selv og renset format!), asparges, agurker og tomater – og et tilsvarende pænt udvalg af safter, marmelader og deslige brygget på gårdens udvalg af forkellige bær.

 photo rokkedyssegaard5_zpsb92bb4a9.jpg

Totalt convenient landliv – lige der midt i forstaden! Og så endda en del tættere på os – også i hverdagen hjemme på Frederiksberg, end Humlebæk. Priserne er selvfølgelig i den pæne ende, men det synes jeg på en eller anden måde er svært at undgå – ligegyldigt hvor jeg har købt grøntsager eller frugt fra en vejkant eller gårdbutik i hovedstadsområdet, Nordsjælland og omegn. Tror man kunne få to bakker jordbær for 50 kroner og det samme for kartøflerne.

 photo rokkedyssegaard6_zps599be18d.jpg

Vi spiste kartoflerne som dejlige kartoffelmadder med hjemmerørt mayo og hjemmeristede løg – og jordbærerne med et skvæt balsamico og rørsukker.

Så hermed en lille anbefaling til Rokkedyssegård givet videre, hvis man befinder sig i omegnen af København og gerne vil hapse en lille smule landliv med sig hjem:)

Rokkedyssegård finder du her:
Lejrvej 45
Kirke Værløse
3500 Værløse

LYNHURTIGE LUKSUS-KOKOSMAKRONER

 photo makroner04_zps7a34708a.jpg

Jeg skulle egentlig bare lave en mayonnaise, men så ville der jo blive et par æggehvider tilovers..hmm tænke, tænke – og sukkercraving – og vupti havde et lille kokosmakronprojekt overhalet mayoen. Heldigvis tog det ikke lang tid at smække de her beauties sammen. Jeg havde en del kokosflager på lager og besluttede mig for at få afviklet nogle af dem i denne sammenhæng, så jeg kørte dem en tur i blenderen. Og – oh yes – de bedste kokosmakroner jeg nogensinde har lavet. De blendede kokosflager giver en anden og mere luftig tekstur til makronen. De blev sprøde udenpå og seje, bløde, luftige indeni. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg bruger kokosflager i mine makroner – og jeg er allerede igang med at planlægge næste batch mayo/makron-magning!

 photo makroner03_zps82d3a8ea.jpg

 photo makronger02_zps53baa639.jpg

Du skal bruge (10-12 styks):

2 æggehvider
150 g kokosflager
110 g sukker
10 g smør (jeg brugte bare en rest – måske jeg putter mere i næste gang!)

Sådan gør du:

Sæt ovnen på 200 grader, varmluft
Blend kokosflagerne lidt skødesløst til de er ret små i stykkerne
Rør æggehvider, kokosflager, sukker og det bløde smør sammen (du kan evt. smelte smørret og lade det køle)
Form kokostoppene med en ske og en hånd. Mine blev ret “afslappede” – det har jeg det fint med.
Smid kokostoppene i ovnen og giv dem 5 minutter, skru herefter ned på 125 og slå varmluft fra.
Giv kokostoppene 10-15 minutter mere, men hold øje med dem. De skal have fået god farve udenpå og være nogenlunde faste*.

* Det var egentlig en fejl, at jeg kom til at sætte dem ind ved 200 grader varmluft. Jeg ville bare lige booste ovnens varme, men glemte at skrue ned. Jeg ville have givet dem 170 grader og ingen varmluft, men de blev superlækre og sprøde på denne måde.

 photo makroner01_zps7cefa854.jpg

Sådan så mine kokosflager ud efter en blendetur.

HVOR OG HVAD BØR MAN SPISE I MILANO?

 photo italy6_zps90ce767e.jpgOm snart ikke så forfærdelig lang tid udvides mit liv med en lille bæbs – og som berettet om her, så er det samtidig ikke så forfærdelig længe siden, at min kæreste og jeg mødte hinanden, så vi har i bogstavelig forstand sat fuld speed på at nyde tosomheden i det store udland inden der kommer et lille nyt menneske ind i vores liv, som vi skal passe på – og jo nok i et vist stykke tid, primært passe på inden for Danmarks grænser.

Derfor har vi også udnyttet ferier og helligdage til fulde her i foråret og forsommeren – og udover den for nyligt overståede Tel Aviv tur, står den lige om lidt på pinse i Milano (og på et absolut hængende hår inden flyselskaberne ikke vil flyve med mig længere:)) – en weekendtur til London.

Italien er dog et relativt uudforsket land for mig vedkommende – og bortset fra en skiferie i Lugano, en weekendtur ved como-søen og sidste års cykelferie i Toscana (hvorfra de afbillede godter blev hjembragt), så har jeg faktisk ikke set nogen som helst andre egne af støvle-landet.

Derfor må I også meget gerne smide anbefalinger af sted i kommentar-sporet, hvis I har gode råd til, hvad og hvor man bør spise i Milano! Og egentlig også bare tips til Milano i det hele taget. Min kæreste joker med, at det jo bliver en billig tur, når jeg nu som højgravid nok ikke lænser byens tøjbutikker, men altså solbriller, sko og tasker kan man jo altid købe uanset livvidde, så anbefalinger til gode butikker og anden shopping, modtages også gerne 😉

 photo italy2_zps863931de.jpg

GELATO GELATO GELATO – DEN ULTIMATIVE ISGUIDE TIL ROM

En af de ting jeg spiste allermest af i Rom var is! En god gelato er bare sådan en dejlig måde at afslutte et godt måltid eller være det søde treat på en lun forårsdag undervejs på en lang gåtur. Vi researchede en del for at finde de gode steder og det skete ikke sjældent at turen med barnevognen blev bestemt af et issted, der skulle prøves. Her får I mine 6 topanbefalinger og en lille beretning om en skuffelse. Der er helt sikkert – og heldigvis –  mange andre gode steder, da Rom bugner af issteder, men der er bestemt også kedelige isoplevelser i Rom.

Først skal det lige slås fast at der er forskel på “almindelig is” og “gelato”. En gelato laves hovedsageligt på mælk og har derfor en lavere fedtprocent end almindelig is. Derudover piskes der mindre luft i under indfrysningen, hvilket gør isen tungere pr. scoop – og mere smagsintens. Sidst men ikke mindst serveres den knap så kold som almindelig is gør. Disse tre faktorer faktorer er med til at give gelatoen dens velkendte cremede og næsten seje tekstur.

Ligesom kaffe er gelato en ret billig nydelse i Rom. Som regel koster vaffel og bæger det samme og den mindste version fås til ml. 2 og 2,5 €. I den størrelse kan man som minimum få 2 slags is, nogle gange flere.

Ofte tilbydes panna (dvs flødeskum) på toppen, MEN italienernes flødeskum er altså ikke det samme, som den vi får på en gammeldaws herhjemme. Den er som oftest sødet godt og grundigt, evt. også smagssat og så er den ret hårdt pisket og tung i det. Det romerske flødeskum faldt ikke i min smag og ødelægger efter min mening den skønne cremede fornøjelse, en gelato skal være.

Nåh, videre til de gode is. Jeg har forsøgt at tipse lidt om, hvilke smage der var særligt gode. Men det er jo, nåhja, en smagssag, hvad man er til.

Skal jeg komme med en hurtig top tre ud af nedenstående anbefalinger må det bliver Salaria, Il Settimo Gelo og Giolitti!!

 

Gelateria La Romana

 photo gelato10_zpsf8914df0.jpg

 photo gelato09_zpseac9b070.jpg

 photo gelato19_zpsd5df6534.jpg

 photo gelato18_zps5ce2bf08.jpg

Dette sted gik vi tilfældigt forbi en dag, hvor jeg spottede en herre i gang med at håndrøre noget is. Et rimeligt godt tegn, tænkte jeg og noterede mig adresse og facade, så vi kunne vende tilbage. Min intuition viste sig at holde stik: God cremet gelato, som altså laves fra bunden i tilstødende lokaler, som man kan kigge ind i fra butikken. Vaflerne er som mange andre steder i Italien ikke noget at råbe hurra for – men de store vafler i butikken, ser faktisk hjemmelavede ud. En god undskyldning for at bestille i store portioner, hvis du er til vafler. Du kan få hvid eller mørk chokolade i bunden af vaflen og 4 forskellige smagsvarianter flødeskum på toppen.

Overordnet har Gelateria La Romana rigtigt mange isvarianter – mange af dem med lange og avancerede navne. Som udgangspunkt er jeg mere til de lidt mere simple smage, men jeg fik mig alligevel et par favoritter:

“Crema dal 1947” er husets egen isblanding. Navnet siger jo ikke så meget om smagen, men det var en fyldig, cremet flødeagtig sag med et seriøst pift aromatisk, næsten parfumeret citron. SÅ lækker! Straciatellaen må også fremhæves: Store chokoladestykker og skøn diskret mælket is. Lige som en straciatelle skal være! Cioccolate fondente er en supermørk chokoladeis, nærmest en chokoladesorbet, som er überintens og rigtigt vellykket her. Bacio-isen inspireret af Peruginas små chokolader med hasselnødder er også værd at prøve hvis man er til nøddecrunch.  Kaffeisen (som her hedder Cremino al Caffé) er ikke en klassisk kaffeis, men en lidt mere avanceret tofarvet sag.

Udover de forskellige isvarianter fås også fancy isdesserter i flotte udformninger, som kan nydes i butikken eller hentes med hjem. Det er muligt at sidde ned hos La Romana – i modsætning til mange andre steder. Vi betalte ikke ekstra for at sidde, men det kan være en god idé at spørge, da det er standard mange steder at betale ekstra for et bord.

Du finder La Romana på Via XX Settembre, på hjørnet af Via della Piave

Giolitti

 photo gelato31_zps9766353f.jpg

 photo gelato30_zpse183cf60.jpg

Italiens svar på La Glace, var min venindes karakteristik af stedet, da hun så det. Og det synes jeg var ganske rammende! I hvert fald er stedet af ældre dato og fyldt med traditioner og sådan en lidt old school feel over sig. Der er både en siddeafdeling og en isbar, hvor man bare går ind og bestiller sin is og går igen. Det koster givet en lille milliard at sidde ved et af bordene, så overvej at tage din is stående.

Der kan være uoverskueligt lange køer hos Giolitti, men min erfaring siger mig, at man ikke skal lade sig skræmme væk. Det tager ikke så lang tid som frygtet, og isen er værd at vente på. Husk at betal for isen først og stik så ned i baglokalet med din bon og vift med den til det bliver din tur til at vælge is.

En anden dansker jeg mødte, konstaterede at der fandtes et liv før og efter Giolittis og roste særligt deres pistacieis. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Den pistacieis er altså guddommelig i mine øjne – og den bedste jeg har smagt til dato. Mørkegrøn, cremet og intens med bløde pistaciestykker i. OMG det var godt! Gianduja er en af mine nye favoritissmage: En halvtung sag baseret på hasselnøddecreme. Giolitti ved hvordan man kringler sådan en! Chioccolate fondenten var udover at være intens og chokoladelækker fyldt med generøse chokoladestykker, hvilket hæver den over de andre jeg har smagt.

Giolitti findes her: Via degli Uffici del Vicario 40

Grom

Grom er en kæde, der også findes i bl.a. Paris. De har en overskuelig liste over indhold i de forskellige is, så hvis man er allergiker el. lign. er dette et godt sted at besøge. Udvalget er rimeligt overskueligt og smagene er rene og ret klassiske. Deres yogurtis er på min top 3 over yoghurtise: Den er dejligt syrlig og passer fx rigtigt godt til den mørke chokoladeis, chioccolate fondente, som vi spiste en del af. Jeg fik ingen billeder taget af Grom i denne omgang, men du kan se lidt af en af deres butikker i et ældre indlæg

Grom findes flere steder i Rom. Se listen her.

Come il latte

 photo gelato07_zpsa113c883.jpg

 photo gelato08_zps56a97352.jpg

 photo gelato06_zpsbbbab85d.jpg

Come il latte er en supertrendy lille isbiks, som er indrettet på fineste vis med “mælkeflasker” fra gulv til loft. Deres issmage er knapt så klassiske og der er en del a la “new york cheesecake” på kortet. Jeg er meget mere til plain smage og ikke for mange blandings-koncept-is, men det er helt klart is af god kvalitet. Og så har de en is med titlen “karamel med himalayasalt”. Altså, behøver jeg skrive at den smagte afsindigt godt? Selv kastede jeg mig over stedets hjemmelavede sandwich-is – de sødeste små af slagsen! Jeg elsker sandwich-is og disse var lige i øjet. Både pistacie og vanillevarianten måtte ned i min mave, og jeg synes, at vanillen var klart mest vellykket. Pistaciesmagen druknede lidt i kiksesmagen, og jeg synes, at vanillen gjorde sig noget bedre som cremet og “rent” modspil til både kiks og chokolade.

Adresse: Via Silvio Spaventa 24/26

Salaria – Gelato D’Autore

 photo gelato01_zpsc027d63f.jpg

 photo gelato03_zps138d1206.jpg

 photo gelato04_zps2e806fb8.jpg

 photo gelato13_zpsa731b35b.jpg

Salaria var nok det sted, vi spiste allerflest gelatos fra, da det lå ikke langt fra vores lejlighed. Superlækre, cremede is, klassiske smage og sjældent kø! Salaria er en lille biks, som ikke syner af meget. Men isen er virkeligt god og sidder du udenfor på bænken og nyder din is, vil du også opleve, at romerne flittigt besøger stedet. Enten for at købe bægre og vafler – eller for lige at hente en flamingokasse med is med hjem til familien.

Min ultimative favorit hos Salaria er Ciocolatte de latte – en nærmest chokolademousseagtig is med cremet konsistens og en intens chokoladesmag, der hverken er for mørk eller for lys. Den er altså virkeligt lige i øjet. Hasselnødeisen Gianduija er også virkeligt vellykket. Og så laver Salaria muligvis Roms andenbedste pistacieis (næst efter Giolittis). Deres signatur-is er en herlig lys brun sag, der smagsmæssigt befinder sig et sted mellem karamel, nødder og kanel. Yoghurtisen er dejligt syrlig og kan bestemt også anbefales.

Adresse: Salaria 260

Al Settimo Gelo

 photo gelato25_zpsa0475efd.jpg

 photo gelato22_zpsbf195076.jpg

 photo gelato24_zpsc27040af.jpg

 photo gelato26_zpsda62014c.jpg

Al Settimo Gelo skulle efter (internettets) sigende være et af romernes foretrukne issteder. Butikken ligger på en halvsløv (for ikke at sige øde) gade ikke alt for langt fra vatikanet. Kvarteret er stort set uden turister og er faktisk rigtigt hyggeligt at tusse rundt i og kigge på smukke gamle bygninger. Både isbutikken og kvarteret gør det ud for en god afstikker, hvis man trænger til at komme lidt væk fra vatikanet, som ofte er lidt af et epicenter for turisme, gadesælgere, souvenirbutikker, tiggere og dyre ligegyldige madopelvelser.

Æstetikken hos Al Settimo Gelo er noget anderledes en mange af de andre her på listen. Alt er malet i grøn og panggul og der er hverken meget delikat minimalisme eller storslået historisk vingesus over stedet. Men lad dig ikke snyde af stedet bad-taste interiør. Vanilleisen er den bedste jeg nogensinde har fået: Tydelige vanillekorn, der knaser blidt, når man spiser isen og intens vanillesmag. Chokoladeisen er også to die for – og udover de klassiske issmage, har Al Settimo Gelo både kardemommeis og is med rosenvand og safran på menukortet. Derudover har stedet en hel lille køledisk dedikeret til mælkefri is.

Det er primært romerne der kommer forbi og henter is her, og der er en dejlig lokal stemning derinde. Hvis du gerne vil lidt uden for Roms turistede comfortzone er dette klart anbefalelsesværdigt.

Il Settimo Gelo finder du på Via Vodice 21/A

Og så til skuffelsen

San Crispino

 photo gelato15_zps4c00a4e0.jpg

 photo gelato14_zps73ca8130.jpg

Normalt beskæftiger vi os ikke så meget med at omtale uinteressante madoplevelser på bloggen, men da San Crispino er et af de mere anerkendte og omtalte issteder i Rom, bliver jeg altså nødt til at knytte et par kommentarer til vores oplevelse. Vi har ellers tidligere været glade for San Crispino, men denne gang havde det virkelig mistet magien. Udvalget var kedeligt i forhold til de andre steder, vi besøgte og isene var ikke specielt vellykkede. Chokoladeis er ikke på kortet, og Valhrona kakaoisens smag kom ikke op at ringe Vanilleisen var uden vanillekorn og smagte som en bøtte mellemdyr is fra supermarkedet – vi blev faktisk i tvivl om det overhovedet var vanilleisen vi havde fået. Pistacieisen var lidt for anonym for min smag. Straciatellaen var okay, men med meget små stykker chokolade og kaffeisen var lige en tand for vandet for min smag.

Det var ikke dårlig is, men det var heller ikke mindblowing eller særligt godt på nogen måde. Når det så samtidig er den dyreste is, vi har prøvesmagt (3,70 € for et lille bæger), så er San Crispino et issted du snildt kan springe over.

 

Older posts