DEN DER FESTIVAL OG DEN DER MAD

 photo more-than-eating_zpse72443b6.jpgDet er vist efterhånden ikke nogen nyhed, at vi her på G&G i forskellige konstellationer de sidste tre år, har været engageret i madformidlingen for Roskilde Festival. Pudsigt nok er vi dog år efter år “faldet fra” hen af vejen pga. små bæbser i maven – og i år er det så blevet min tur til det der med at være højgravid op til festivalen. Har holdt skansen her tæt op til deadline og er derfor virkelig velinformeret om de mange dejlige madtiltag, der sker på festivalen, men det der med at være i 7. måned og sove i telt på en pløjemark, det bliver et nej tak herfra (kan knap nok sove ordentligt i en almindelig seng disse dage:/).

Men selvom jeg ikke går all-in på festival-livet i år, skal I naturligvis ikke snydes for lidt tips til, hvad man bør spise dernede i år (og hvad jeg selv håber, jeg kan nå at indtage på de timer, jeg dog alligevel regner med at være der:))

Mad tour-de-force i den nye food court
Roskilde Festivals food court så dagens lys sidste år og er en kæmpe stald i Gloria-området på indre plads, hvor en masse små boder holder til. Her er økologi i højsædet og boderne er forpligtet til at anvende minimum 60 % økologiske råvarer.

I år glæder jeg mig bl.a. helt vildt meget til at kigge forbi Adam Aamanns spritnye smørrebrøds-biks, der lokker med hønsesalat toppet med bacon-crumble eller lun kartoffelkompot.

Er man til alt godt fra havet, kan man også kigge forbi boden Den Røde Reje, der bl.a. serverer ristet økologisk surdejsbrød med håndpillede dybhavsrejer, hjemmerørt mayo, dild og citron – det lyder da ret godt! Eller i samme boldgade kigge forbi Foreningen Grønlandske Børn’s bod, der tilsvarende disker op med rejemadder, moskus-burger og fish n’ chips.

Nå ja – og så tror jeg da også lige at min vej skal gå forbi Gorm’s (ham med pizzariaerne fra Go’ Morgen DK) nye bod, hvor der serveres bornholmsk brændende kærlighed!

Jeg glæder mig også til genbesøge GRØD’s bod i food courten, der bl.a. byder på en genial bygotto med ærter, friske ærteskud, ricotta og citron, der er oplagt som tidlig aftensmad til at ligge en god og nærende bund for aftenens videre festival-udskejelser.

 photo rffood1312_zpsac5fd6ae.jpg

En anden genganger i food courten er Copper and Wheat, der serverer franske fristelser som confit de canard og toulouse-sandwiches, men mit ærinde her er helt klart at få smagt deres fritter stegt i andefedt, som jeg hørte meget godt om sidste år, men aldrig nåede at prøve selv!

Ude i festival-støvet
Holder jeg – og mine ben – til det, så skal jeg også en tur ud i øst (altså udenfor indre plads trygge rammer). Her finder man nemlig det ultrafine initiativ Madkulturens Food Jam, som vi har berettet om et par gange før, bl.a.  her og her, hvor man for den klejne sum af 50 kroner kan lave sig et sundt og nærende måltid af økologiske friske grøntsager og fisk. I den noget anden boldgade kan man også vælge at gå lidt længere ud i smatten/eller urinstøvet, alt efter vejr og vind og hapse en gourmetburger fra Haché, der til hverdag har hjemme på Linnégade i København.

 photo foodjam11_zpsc192420c.jpg photo hache-gourmet-burger-roskilde.jpg

Hotdog cravings
Den danske national take-away klassiker er naturligvis også rigt repræsenteret på Roskilde, og selvom jeg ikke har gjort synderlig meget ved det i løbet af min graviditet, så er hotdogs faktisk en af de “retter”, som jeg har gået og cravet lidt her, mens jeg har groet et lille barn i maven. Pølsekompagniet (camping vest) og Den Økologiske Pølsemand (Gloria og Trade) er begge gode bud på gourmet hotdog boder, der burde kunne afhjælpe mine cravings:)

Mine festival greatest hits
Til allersidst skal jeg lige nævne to af mine greatest hits fra de sidste to års festival-spiserier. De kan nemlig snildt gå ens gane forbi, men er en anbefaling værd. Den ene er Meyers lakse-sandwich, der har det med at blive overstrålet af sin svinede fætter, flæskestegs-sandwichen, men som virkelig kan anbefales. Lækker laks og en spidskålssalat vendt i mormordressing – og det hele godt pakket ind i  en massiv og dejlig ølandshvedebolle. Den anden er China Chinas bod i Trade, der laver en omgang mean og mættende asiatiske kødboller i cremet karl-johan flødesauce. Det er helt sikkert ikke festivals mest fotogene ret, men godt smager den – særligt hvis vejrguderne skulle være imod os og man har brug for noget varmende i skrutten.

 photo meyers-laksesandwich_1.jpg photo china-china-kinesiske-kdboller.jpg

LUKSUS B.L.A.T SANDWICH

blat
En BLT (bacon – lettuce – tomato) er i min verden en af de mest lækre og simple sandwich man kan få – og tilsætter man en lækker lille avokado (deraf det lidet flatterende A i forkortelsen), så bliver den bestemt ikke dårligere!

Det er faktisk uendelig lang tid siden, at jeg har hapset sådan en fætter – og da det skulle gå lidt tjept med hverdagsaftensmaden for et par dage siden, og jeg på ingen måde gad at købe ind på vejen hjem fra arbejde, så var det heldigt, at køkkenet og køleskabet lige akkurat rummede ingredienserne til en faktisk ret så luksuriøs udgave af en B.L.A.T sandwich.

Vi brugte:

  • God slagterbacon skåret i tynde skiver
  • Modne danske sommertomater
  • Frisk iceberg
  • Avokado
  • Godt brød – vi brugte et surdejshvedebrød fra Meyers med græskarkerner
  • Hjemmelavet mayo med friskhakket bredbladet persille (2 æggeblommer, 1 tsk dijonsennep, 1 tsk citronsaft, salt, peber og smagsneutral olie til du har en god fuldfed mayo. Persillen tilsættes til sidst)

 

Tilberedning
Grøntsagerne snittes i tynde skiver, baconen steges på panden, brødet ristes og mayoen piskes, og så klappes det hele godt sammen, evt. hjulpet lidt på vej af en lille tandstik 🙂

blat3 blat2

NEM SOMMERPASTA

 photo sommerpasta04_zpsb6a9cdfe.jpg

Emilie postede for nylig en lækker sommer-risotto. Dette indlæg tager stafetten op og disker på med en sommerlig pastaret, som er supernem at bikse sammen og som er dejlig let i det. Perfekt til varme sommerdage.

 photo sommerpasta01_zpsecd7a6cd.jpg

 photo sommerpasta02_zps5a5b5094.jpg

 photo sommerpasta03_zps410472f9.jpg

Den opstod egentlig lidt tilfældigt, da jeg skulle lave noget superhurtig mad til mig og Benny. For os, der tidligere har spist aftensmad klokken både 20, 21 og 22, er det lidt af en omvæltning at skulle præstere et måltid kl. 18. Derfor var det midt i noget hu-hej-kiggen-i-køleskabet-hvad-kan-en-ikke-så-spisende-baby-egentlig-spise, at idéen opstod. Heldigvis fungerede retten også fint til voksne mennesker, og jeg har allerede gentaget succes’en fordi det er så latterligt nemt og tilmed inklusiv et grøntsagsfix.

Til én stor portion skal du skal bruge:
3 håndfulde blandede grøntsager. Jeg brugte revet gulerod, revet squash, finthakket broccoli og grofthakket sommerhvidkål
Fedtstof til stegning
1-2 dl bouillon
1-2 tsk sennep
1/2-1 dl piskefløde
125 g pasta (Det er min standard aftensmadsportion pr. mand!)

Sådan gør du:
Sæt vand over til pasta
Riv og hak dine grøntsager, smid dem på en varm pande med lidt olie
Svits grøntsagerne godt til de har fået varmen
Tilsæt bouillonen på panden og rør senneppen ud i bouillonen
Lad det hele simre godt igennem
Kog pastaen efter anvisningerne på pakken
Tilsæt fløden på panden lad den koge op og tykne
Smag saucen til. Mere sennep? Salt? Masser af peber, hvis du spørger mig
Vend til sidst pastaen ned i panden og bland godt.

 photo sommerpasta05_zpsba17f243.jpg

Servér, gerne med et drys parmesan og et friskt drys peber.

Velbekomme!

PS. Jeg tænker at en nedkølet version, hvor grøntsagerne koges noget kortere tid, kunne gøre det godt som pastasalat til sommerens grillseancer!

HYGGELIGHEDER – FISKEDELLER, FANCY DESSERT OG PULLED PORK

 photo sletten06_zps880181e3.jpg

Jeg må lige dele disse billeder, fra en rimeligt fantastisk (mad)dag. Barsel når det er allerbedst!

Vi besluttede en dag, hvor solen stod højt på himlen, at daffe op nord på. Nærmere bestemt Sletten havn. I fiskehandleren på havnen finder man nemlig nogle af de bedste fiskefrikadeller, man overhovedet kan opdrive. De er bløde og lækre, ikke for melede, men fyldt med lækker fisk – og så er de stegt så de er dejligt sprøde på ydersiden, hvis du kommer, når de lige er færdige!

 photo sletten01_zps9f99efe6.jpg

 photo sletten03_zpseadc6145.jpg

 photo sletten02_zps2b232bb6.jpg

Vi havde taget lidt rugbrød og avocado med hjemmefra og flottede os med ekstra remo og tangsalat. Et fantastisk godt måltid, som selvfølgelig ikke bliver mindre godt af at blive nydt yderst på molen med udsigt over vandet. Og at dellerne kun koster 8 kr stykket gør jo ikke noget værre. Vi købte 4 og var ved at gå en lille smule bagover af mæthed bagefter.

På det tidspunkt var sønnike klar til en lur, så vi gik en tur langs stranden og så tilbage igen. Vi havde egentlig tænkt os at tage på Louisiana, men syntes så alligevel at det ville tage for lang tid og blive for stort et projekt.

Derfor fik jeg den geniale idé at slutte vores dejlige fiskedellefeast af med maner og dele et par dessert på Restaurant Sletten, der ligger i havnen. Det føltes ret fantastisk og en smule skørt og ekstravagant at toppe en meget uformel frokost med desserter til 130 kr stykket. Men det var SÅ godt. Vi har været der før og har bl.a. skrevet om det her og her, så vi vidste at der var godt i vente.

 photo sletten04_zps2d51c791.jpg

 photo sletten08_zpseab768d8.jpg

Vi delte en Havtorn Surprise (som jeg har fået før) og en creme fraiche parfait med mandler, chokolade og estragon. Begge to superlækre, men havtorn surprisen var nu alligevel suveræn favorit: Havtornis inderst, vanilleis udenpå, chokoladekagebund og bagt marengs på ydersiden. Jaaatak!

Vi svingede også en kop kaffe ned hver med dertil hørende macaron (chokolade med hindbærganache). Tjeneren var så sød at give en ekstra med til Benny, så den fik han lov at smage lidt på. Han så meget tilfreds ud!

 photo sletten09_zps0c112c19.jpg

Derefter gik turen ned til vandet, hvor Benny fik sin vanddebut og fik snakket lidt med nogle ænder.

 photo sletten10_zpsad4a84d4.jpg

 photo sletten05_zps1d66acb5.jpg

Da vi kom hjem var det til et velduftende køkken, for Clausen havde været så god at sætte en marineret nakkefilet i römeren i ovnen om morgenen. Jeg lavede en coleslaw til bestående af fintsnittet sommerhvidkål og groftrevne gulerødder og en dressing af dijonsennep, græsk yoghurt, citronsaft, salt og peber samt lidt fløde.

Coleslaw og pork kom i ølandshvedeboller fra Meyers og fik selskab af lidt ekstra sennep og tyndt snittede æbler. Perfekt afslutning på en perfekt spisedag!!

MILANESISKE MADOPLEVELSER

milano milano2

Efter en dejlig pinseferie i Milano må jeg da vanen tro lige dele et par af de madoplevelser, der røg indenbords, mens vi var i det italienske. Jeg havde jo fået et par gode tip med på vejen her fra jer læsere – og eftersom Julie er en ret rutineret Rom-farer, så var der også et par tips derfra, der fint lod sig kopiere til det milanesiske.

I uskøn orden følger derfor lidt highlights fra den spiselige del af min ferie:)

Trattoria Milanese
Det er ikke for ingenting, at den mest klassiske risotto af alle hedder Risotto Milanese – den serveres virkelig med stolthed rigtig mange steder i byen (gerne med klassikeren Osso Buco til) – og derfor måtte vi jo også indtage sådan en omgang, når vi nu var i den navnkyndige by. Det holdt en anelse hårdt, da gennemsnitstemperaturen lå vel over 30 grader på hele ferien og derfor krævede sin (gravide) dame, at indtage en så nærende ret som risotto. Det lykkedes dog faktisk hele to gange 😉 Den første gang var på den meget traditionelle restaurant Trattoria Milanese, der serverede alskens egnsrigtige klassikere. Vi blev sat ved et bord med et ældre amerikansk ægtepar, der tilsyneladende havde været der for hundrede år siden og synes det var det mest fantastiske sted i verden. Det var bestemt også dejlig mad, men måske en lillebitte tand turistet. Udover risottoen fik jeg en omgang tynde kalveschnitzler i noget marsalaagtig sauce og min kæreste fik verdens største Cotoletta Milanese (deres svar på wienerschnitzlen) – og ved siden af delte vi lidt asparges med parmesan. Det var fuldstændig vanvittigt mættende og vi havde begge to nærmest koldsved, da vi gik hjem igennem byens lune gader til vores hotel, men det var alligevel det hele værd.

milano4 milano13

Trattoria Milanese ligger på Via S. Marta, 11

Ristorante Rugantino
Meget tæt på vores hotel (My Bed) ved Colonne di San Lorenzo fandt vi restauranten Ristorante Rugantino – den ligger på den åbne plads op til kirken – og med en masse borde udendørs – giver den et ret fint vue udover pladsens og dens aftensleben. Ved første øjekast ligner det en super klassisk turistfælde – og en del af maden på nabobordene så da også relativt kedeligt ud – men deres udvalgte pastaretter og pizzaer holdt den ret autentiske stil. Jeg har jo den vildeste forkærlighed for spaghetti carbonara, så det SKULLE jeg have. Min kæreste er til gengæld svært glad for en anden simpel klassiker, Cacio e Pepe. Vi fik bestilt en af hver – og havde toppet op med henholdsvis carpaccio og bresaola forinden. Det blev endnu engang til et ganske mættende måltid – og for hulans for smagte den carbonara godt!! Det var en überfantastisk bacon, de havde brugt – og hele retten havde bare den helt rigtige balance mellem æg, parmesan, bacon og pasta. Portionsstørrelsen var en “primi” som det er standard for pastaer i Italien, men + en antipasti, som vi tog, så lover jeg, at det er mere end rigeligt.

milano15

Restaurante Rugantino ligger på Via dei fabbri, 1 (Colonne di San Lorenzo)

La Rinascente
Nå – hvis jeg så lige skal tage en detour for restaurant-besøgende for et øjeblik, så bliver jeg nød til at nævne lidt af madshopping-mulighederne. Af de tips, jeg havde modtaget, kunne jeg læse mig frem til at et besøg på 7. etage af det lækre stormagasin La Rinascente var et must. Så det blev naturligvis til et besøg eller to. Og den mad-etage der, var virkelig lækker og kan snildt konkurrence med fx KaDeWe’s madafdeling i Berlin. Her er der bare naturligvis proppet med italienske godter af alle afarter – og vi shoppede bl.a. en masse af disse fine italienske bolcher med hjem. Vi nåede også at hapse en frokost på en af restauranterne deroppe – hvor den stod på lækker bøffelmozzarella med en masse godt brød og gode skinker til. Klart et besøg værd for alle ‘foodies!

milano3 milano12

La Rinascente ligger ganske tæt på den store Duomo kirke (og plads) midt i byen. Adressen kan vist spottes på kortet herover.

Eataly
I samme boldgade som ovenstående skal madmekkaet Eataly også lige nævnes. Julie har allerede berettet om det i et indlæg om Rom – og det var også fra hende, at jeg fik ideen til at spotte om det mon ikke også var at finde i Milano. Det var det heldigvis, og da min kæreste også er svært glad for mad, så brugte vi en god lille formiddag herinde på at spise pizza slices og shoppe så meget, som vores økonomi og EasyJets regler for håndbagage nu tillod os (det lykkedes os faktisk at smugle både ansjoser på dåse og Nutella på glas gennem deres security og med hjem, så man kan egentlig komme rimelig langt på den konto:)). Eataly er dog på ingen måde et billigt sted at shoppe fødevarer, så finder man et helt almindeligt italiensk supermarked kan man garanteret finde mange af de samme sager til væsentlig billigere penge – det er dog en oplevelse værd at kigge forbi omend ikke for andet, end for at nyde mad i tre etager – og evt. spise sin frokost på en af de mange “in-house” restauranter.

milano5milano14Eataly ligger på Piazza 25 Aprile, 10

Grom
Et andet tip fra Julies hånd var anbefalingen af iskæden Grom. Den finder man også i Milano – og serverede virkelig dejlig is – jeg fik ikke rigtig fikset nogen fotos, så vil blot anbefale den som et besøg værd – og berette at den ligger flere steder i byen. Bl.a. på Corso di Porta Ticinese 51, der igen var meget tæt på vores hotel.

Panino Giusto
Selvom koncept-kæder sjældent er det mest fantastiske i hele verden, må der her gives et par rosende ord om panini/frokost restaurant-kæden Panino Giusto, der ligger flere steder i Milano, Italien og vist nok også USA. Stedet serverer oplagt alskens paninier og sandwich samt salater + et par sides, og gør det faktisk ret godt med meget simple råvarer. Vi nød en sen frokost og dejlig aircondition, der gav ly for de heftige varmegrader – og smovsede ellers bare løs i en panini hver, råstegte kartofler og lidt grillede grøntsager til deling. Det var ret så billigt, og ret så godt. Så her skal man ikke være bange for at gå ind, selvom den kan syne som et lidt for nemt valg.

milano9 milano8

Panino Giusto ligger flere steder, men bl.a. på Corso Porta Ticinese, 1

Cioccolati Italiani
Anbefalet af vores hotel – hvorfra vi også kunne få lidt rabat – gik vores vej et par morgener forbi cafeen Cioccolato Italiani, der diskede op med alt udi chokolade – både to go, som is og pakket i al den brøddej de kunne hitte på. Bestemt ikke en nærende morgenmad – og fuldstændig blottet for fuldkorn eller andet sundt. Jeg kastede mig bl.a. ud i deres ultrabløde brioche-chokoladeboller, og min kæreste havde en fest over deres chokoladecroissanter fyldt med flydende chokolade. Sådan ikke i indbagt forstand, men sådan, at de flækker en hel croissant og topper den op med god mørk chokolade. Nøj, hvor var det ækelt sødt og godt på en og samme tid. Og en oplevelse man ikke bør snyde sig selv for, selvom den nok egentlig er mere passende til eftermiddagskaffe end morgenmad – men altså.. when in Rome.. Italienerne gør det også selv 😉

milano7

Cioccolato Italiani ligger på Via De Amicis 25

Cantina della Vetra
Den sidste aften i Milano spiste vi på restauranten Cantina delle Vetra, der bl.a. var anbefalet i Wallpapers guide til byen – og som vi var stødt på en aften, da vi trissede lidt rundt i “vores kvarter”. Restauranten servede klassiske italienske retter med et lillebitte ‘moderne’ twist og vi fik virkelig en omgang veltillavet og velsmagende mad. Bl.a. en super enkel servering af skinke og pølse som antipasti og en lidt skæv fortolkning af lasagne på kalvekød og med svampecreme. Mine billeder derfra blev helt håbløst mørke, så dem vil jeg skåne jer for. Som alternativ – se evt. dette blogindlæg på engelsk, der giver en rigtig god fornemmelse af stemning og maden.

Cantina della Vetra ligger på Via Pio IV, 3

Endelig skal det nævnes, at milaneserne er virkelig gode til det der med at sidde og drikke en lille aperitivo eller to ved tidlig aftenstid inden middagen eller bare efter arbejde. Det gjorde vi også en del gange, da varmen simpelthen drev én til at tage en masse café-pauser, men da jeg ikke går rundt og er stordrikkende for tiden, så blev nedenstående Fanta og andet i den dur mit alternativ. Ikke helt lige så festligt, men altså den lille buttede flaske her og det glade 90’er look, fik da alligevel et smil om mine læber. Og så måtte jeg jo bare sippe lidt til kærestens Aperol Spritz i ny og næ som trøst 🙂

milano11