KAFFE I ROM

GOD SALAT TIL GRILL

grill-salat

Sommer er jo som bekendt grillsæson, men bor man i byen, kender man helt sikkert scenariet, hvor engangsgrillen, pølserne, ketchuppen, brødet, hvidvinen, danskvanden, salaterne og engangs-servicen sammen med diverse tæpper slæbes ud i byens parker og grønne pletter – eller er man heldig – som en start bare ned i gården. Anyways er det ofte lidt af et makværk at få hele herligheden med sig, og så kan det være rart at minimere “oppakningen” så meget som muligt.

Til det formål lavede jeg den anden aften en mættende og virkelig nem salat, der både fungerede som almindelig salat og kartoffelsalat i én – og derfor var lidt som at slå to fluer med et smæk. At solen så aldrig fik varmet gården så meget op, at vi rent faktisk kunne sidde og spise udenfor, var så en anden side af sagen. Salaten var stadig god.

Til ca. to personer brugte jeg:

  • 8 små nye kartofler (vi brugte resterne fra Rokkedyssegård)
  • 1/4 spidskål
  • 3-4 øko-gulerødder
  • 1/2 bundt grønne asparges, de grove ender knækket af
  • Ca. 50 gram groftrevet parmesan
  • Dressing af: Olivenolie, hvidvinseddike, citronsaft, salt og peber

 

Kartoflerne skrubbes og koges i letsaltet vand til de er møre, men stadig med et godt bid (ca. 8 minutter på medium varme og så en 4-5 minutter, hvor de bare trækker i vandet, mens blusset er slukket). Gulerødderne skæres i små tern og asparges i stykker af ca. 2 cm. Spidskålen snittes fint og det hele blandes sammen, når kartoflerne er kølet en anelse af. Herefter piskes dressingen sammen og parmesanen rives, og begge dele vendes i salaten – og så er den faktisk klar til grill-aftenen!

De lune kartofler sammen med dressingen og parmesanen giver salaten en god cremethed uden at det bliver for tungt og dressingagtigt, så der ikke er plads til de gode grillpølser, eller hvad man ellers har på grillen.

grill-salat2

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KAFFE I ROM