HVAD ER DANMARKS NATIONALRET?

HOSPITALS-TAKE-AWAY

Nå, det blev lige en lidt længere blogpause end planlagt her fra min side – og det skyldes desværre ikke kun almindelig barselskaos, men 10 dage i brystbetændelses- og feberhelvede (sorry, hvis I synes det er off-topic her på en madblog, men tænker vi har så mange kvindelige læser, at I kan klare det;)), hvoraf de sidste fem af dagene foregik indlagt på Rigshospitalet med antibiotika-drop und alles. Det har virkelig været usandsynlig forfærdeligt – og jeg kan ikke huske at have været så syg nogensinde før i mit liv. Tilsat en lille 8-18-dage gammel baby, der må med mor og far ind og ud af lægekonsultationer, akutmodtagelser og til undersøgelser på alle tider af døgnet, så kan jeg hilse at sige, at man har fundet opskriften på at være TYNDSLIDT, OPSLIDT og ren og skær bare SLIDT!

Intet skal dog være så skidt, at det ikke er godt for noget. Og når jeg nu alligevel har taget tjansen med at se rigeligt til vores kære Rigshospital i den seneste tid, så tænkte jeg at dedikere dette indlæg til et par gode tips til, hvor man nemt kan hente takeaway i nærheden af Riget, hvis man selv, eller en af ens kære, skulle være så uheldig at blive indlagt. Hospitalsmaden på landets fornemmeste hospital er nemlig ikke værd at skrive hjem om!

Det gode ved disse anbefalinger er jo så også, at man ikke behøver være indlagt for at få glæde af dem – man kan også bare bo i nærheden af Blegdamsvej og omegn 😉

Aamanns Deli + smørrebrød
Til frokost en af de første dage, hvor min feber havde lagt sig og jeg orkede at indtage reel kost, fik vi den formidable idé at hente en omgang nynordisk og enkel smørrebrød fra Aamanns på Øster Farimagsgade – vi “delte” fem styks smørrebrød, hvilket betød et styks med henholdsvis rimmet laks + rygeostcreme og et styk med kartoffel + løvstikkemulsion til os hver samt et styk med stegt tyndsteg (sådan toppet lidt roastbeef-agtigt) til deling. Det passede perfekt til vores frokostsult – og blev ca. 290 kroner i alt. Selvfølgelig lidt i den høje ende for en omgang take-away frokost, men når det nu er et af byens bedste smørrebrødssteder, så er det sådan set ret OK.

Aamanns ligger på Øster Farimagsgade 10, KBH K/Ø – ca. 1 km. fra Rigshospitalet.
aamanns-6-pack-til-forside

Essen Take-away
En aften, hvor ingen af os orkede hospitalsmad til aftensmad gik turen (dvs. kæresten blev sendt afsted) til Essen take-away, der er en relativt nyåbnet take-away/deli på Nørrebro (ved siden af Wascator). Essen disker hver uge op med ca. tre forskellige retter til aftensmad samt en dessert. Den aften vi hentede mad derfra, stod den bl.a. på Osso Buco med mos og spaghetti med tragtkantareller, hvidvin og fløde, hvilke var de to retter vi hoppede på. Jeg gik mest ombord i spaghettien, der var helt enormt god og lige hvad jeg havde brug for, men osso buco’en lød der bestemt heller ingen klager på fra kæresten. Priserne er særdeles fair. Pastaen kostede ca. 80 kroner og buco’en 95 kroner.

Essen ligger på Fensmarksgade 23, KBH N – også ca. 1 km. fra Rigshospitalet

logo-essen

Halifax – Trianglen
Og da det godt måtte være rigtig fedtet en aften, gik turen til Halifax Burger Restaurant via Roomservice.dk. Jeg har aldrig brugt Roomservice tidligere og blev godt nok chokeret over det fee de tager for levering – og det ekstra fee for maden, de tager, hvis de leverer. Mener det var ca. 140 kroner oveni vores bestilling, hvis Roomservice skulle ud af klappen med vores mad! Det droppede vi derfor og kæresten røg endnu engang på cyklen efter vores bestilling. Henholdsvis en klassisk Nakskov og Zurich burger med fritter ‘on the side’, og særligt Nakskov-burgeren var rar. Vi blev egentlig enige om, at vi godt kunne have nøjedes med den til deling samt tilbehøret. Det skal man altså lige huske en anden go gang! Dog havde Roomservice-systemet ikke rigtig luret vores ordre – vi havde nemlig kun bestilt én omgang fritter og én omgang salat – men to forskellige dressinger til vores burgere. Det fik vi ikke – vi fik to gange fritter og to gange af den samme dressing. Det have bookingsystemet ikke kunne håndtere!, så anbefalingen herfra må være at bestille direkte via Halifax, hvis man kan slippe afsted med det. Roomservice virker bare som et træls mellemled i det her tilfælde.

Halifax ligger (bl.a.) på Trianglen 1, KBH Ø – også ca. 1 km. fra Rigshospitalet

halifax-logo1

7-11 Rigshospitalet
Nå ja – og som den allernærmeste udvej, som sådan set er en ret hæderlig mulighed, så skal der da også lige lyde et par props til 7-11 på selve Rigshospitalet. De dage jeg forsøgte mig udi hospitalsmaden havde særligt min kæreste nemlig glæde af de sandwich de sælger fra Cofoco, deres fantastiske croissanter og grødblandingerne fra GRØD. Det hele til rimelige priser – og BESTEMT konkurrencedygtigt ifht. som pårørende at betale for at spise med af den dårlige hospitalsmad (vist nok 74 kroner for et tarveligt aftenmåltid!). Dertil skal man aldrig sige sig for fin til 7-11’s baby-bites pølsehorn, der faktisk også var det sidste jeg indtog inden jeg fødte min fine datter, der jo nok må siges, at være den allerbedste take-away vi har fået med os fra Rigshospitalet 🙂

ellahospital

Som den eneste kunne hun nyde den luksus at ligge i sit eget sengetøj, mens vi var indlagt – og intet mindre kunne da gøre det end det her fine sengetøj fra Georg Jensen Damask, der faktisk er et omsyet voksensengetøj designet af Susanne Rützou, som Julie og jeg var så heldige at få et sæt af hver til et PR-arrangement tidligere på sommeren. Det må man da sige at være en luksusbaby, der er med på hospital!

1 kommentar

  • Av for den, jeg kan godt huske hvor ondt det gjorde, bare at have tilstoppede mælkegange der skulle masseres væk. Imponerende I kunne fokusere på at få noget godt mad udefra.
    Din lille pige er simpelthen så yndig, jeg får helt lyst til at tegne hende. Hvis du har et billede, du gerne vil have som stregtegning, kan du sende det til mig. Så vil jeg kaste mig ud i det.

    Kh.
    Anne-Marie

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HVAD ER DANMARKS NATIONALRET?