RIMMET LAKS MED SPIDSKÅLSSALAT

SAFT, DEN PRESSER MAN DA SELV…

aarstiderne3
I forrige uge var vi på G&G inviteret til lancering af initiativet DM i saft og juice, der løber af stabelen her d. 7. september. Invitationen kom fra Wilfa (der bl.a. producerer saftmaskiner) og Aarstiderne – og turen gik til sidstnævntes gård i Humlebæk.

Som den barslende dame jeg nu er, passede det ganske fortræffeligt med en lille udflugt til det Nordsjællandske, selvom jeg må indrømme at jeg drog afsted med en anelse skepsis i tasken. For det første fordi, at jeg lidt har gået og synes at den der sund-juice-og-saft-hype, hvor du blender alskens fjollede grøntsager, som kål og spinat og pastinakker, forekom mig en kende “sundhedsfreaket” (nu skal vi også huske, at jeg inderligt elsker kulhydrater og flødebaserede pastaretter, så er RET forudindtaget på det her punkt:)). For det andet, fordi jeg simpelthen ikke orkede at lukke flere husholdningsmaskiner ind i mit hjem – og en saftpresser er nu engang nødvendig for at lave sin egen saft og juice!

Nå, men altså – man har heldigvis et standpunkt til man tager et nyt, og efter en to timers tid i selskab med Aarstidernes Søren Ejlersen på Krogerup Avlsgård og små to ugers tid med en Wilfa-juicer i mit hjem, må jeg nok erkende, at jeg begynder at blive en lillebitte smule omvendt.

aarstiderne4

Det var nemlig sindssygt inspirerende at høre Hr. Ejlersen fortælle om sine visioner for at få danskerne til at spise mere grønt, nedbringe CO2 udledningen fra vores kødfortæring og bare helt generelt oppe vores sundhed. Og så – hvilket er alpha omega i min bog – smagte alle de grønne, orange og pink safter og juicer vi smagte hos Aarstiderne (inkl. de ultrasunde med grønkål og mandler;)) alvorligt godt, uden man fik fornemmelsen af at drikke flydende råkost fra 80’erne.

Faktisk røg den fikse Wilfa-juicer, som vi var så heldig at få med hjem fra dagen, fluks op på køkkenbordet allerede selvsamme eftermiddag, og min kæreste, der heldigvis er lidt sundere i sine madvaner end jeg er, har stort set hver dag siden, bikset alskens frugt og grønt sammen til os til morgenmad. Når jeg også får taget mig sammen til at tage et par pæne billeder af vores safter, følger garanteret flere indlæg med opskrifter.

I første omgang vil jeg dog dele et par tips, der indtil videre har fået de sunde safter til at glide nemt ned hos en sundhedshype-skeptiker som jeg selv:

  1. Husk frugt! Æbler giver f.eks. en god sødme, der får gulerødder og selleri til at glide langt nemmere ned
  2. Husk det syrlige eller stærke! Ingefær, peberrod og/eller citron giver et rigtig godt kick til det meste grønt og vækker smagsløgene (og dig, hvis du har brug for det:))
  3. Prøv dig frem – og prøv noget nyt. Selv grøntsager, som man normalt har det lidt svært ved (i mit tilfælde rødbeder) kan afprøves. I rå og flydende form – og afbalanceret af ovenstående sødme/syre/skarphed kan de få en overraskende anderledes smag!
  4. Husk at du kan gøre noget godt for miljøet – og mindske madspild – ved at bruge resterne fra saft/juicepresseriet (f.eks. gulerødder/rødbede/selleri/spinat) til at smide i en god kødsauce til aftensmaden!

Nå – men hvis du vil inspireres og have endnu flere tips og tricks til hjemme-safteri, så afholder Wilfa og Aarstiderne som nævnt danmarksmesterskaberne i saftpresning d. 7. september i Politikens Hus. Udover selve konkurrencen kan man f.eks også høre Søren Ejlersen fortælle om alt det gode, som frugt og grønt, gør ved dig, der vil være et stort område, hvor man selv kan prøve at presse sin egen saft og så vil Politikens Hus i dagens anledning blive udstyret med en lille gårdbutik, hvor man kan købe alt, hvad safthjertet kan begære af bøger, maskiner, redskaber og ingredienser.

aarstiderne

Undertegnede i fuld gang med at smage og dokumentere de sunde sager

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

RIMMET LAKS MED SPIDSKÅLSSALAT