KOREANSK GIVEAWAY

koreansk-giveaway

KONKURRENCEN ER SLUT!

I anledning af den nært forestående december er det da vist på tide, at vi kommer i gavehumør hos Gane & Gaffel, og hvad kan være bedre her i den kolde vintertid end at drømme sig væk til varmere og lunere himmelstrøg? Ikke særlig meget, hvis du spørger os! I samarbejde med Samsung sætter vi derfor et koreansk “madlavnings-kit” på højkant, så de mørke vinteraftener kan fordrives med en omgang eksotisk madlavning.

Og hvad har Samsung så med Korea og madlavning at gøre spørger du måske. Jo Samsung startede faktisk op som en slags lille isenkræmmer-eksport/import biks i Sydkorea. Og så producerer Samsung også ovne, køleskabe og stort set alt andet du har brug for i et køkken. Det er der dog de færreste danskere, der ved, da Samsung i Danmark stort set er blevet synonym med fladskærme. For at give indblik i ovenstående – og præsentere deres nye komfur, Samsung NEO (der giver mulighed for at tilberede to forskellige retter samtidig ved forskellige temperaturer, hvilket jo egentlig er ret smart!) inviterede Samsung os for et par weekender siden til et koreansk cookalong. Men småfolk, weekender og cookalongs  er altså lidt en dårlig kombi for os to damer for tiden – og derfor bliver det jer, kære læsere, der får fornøjelsen af en lille koreansk konkurrence i stedet. Det håber vi ikke I klager over 🙂

Kittet, I kan vinde, indeholder:

  • En kogebog (på engelsk) om koreansk madlavning
  • En bambus-’steamer’
  • Sesamolie
  • Soya
  • Koreansk chilipasta
  • Tang snacks
  • Spisepinde

 

For at deltage i konkurrencen vil vi gerne vide lidt mere om, hvilken “nymodens” teknologi eller elektroniske redskab, som du sætter allermest pris på i dit køkken. Er det fx din stavblender, en selvrensende ovn, dit stegetermometer eller noget helt fjerde?

Giv os dit input i kommentarsporet herunder senest fredag d. 5. december, så er du med i konkurrencen.

 Indlægget er udgivet i samarbejde med Samsung, der har sponsoreret præmien.

HONNINGHJERTEREMINDER

 photo honninghjerter03_zps710f58a9.jpg

Jeg har fået den lige dele hyggelige og lidt mærkelige vane, at jeg tit har et vindue åbent med Google Analytics realtime oversigt over bloggen. Her kan man se, hvilke sider der kigges på netop nu, hvor brugerne befinder sig i landet, og hvor de kommer fra. Det giver en meget fin indsigt i, hvilke opskrifter der bliver brugt hvornår og er egentlig både sjovt og lærerigt at kigge på.

Én ting jeg har bemærket er den store trafik til tidligere års indlæg om honninghjerter – og det er nemlig lige nu, du skal i gang med forberedelserne, hvis du vil nyde godt af de lækre hjemmebagte kager i december. Fordejen skal stå mindst 3 uger og trække, så hvis du går i gang inden længe, så kan du have honninghjerterne klar midt december – til juleafslutning på jobbet, til en klippeklistredag med vennerne, til amokjulefrokosten eller måske bare til juledagene.

Derfor en lille servicemeddelelse og et par links:

Her finder du fordejen

og

Her finder du bagningen af hjerterne

God fornøjelse!!

HVAFFOR’ EN KO: OSSO BUCO

ossobuco

Her i forrige weekend campede vi ud hos min mor og udnyttede det fuldt funktionsdygtige køkken alt, hvad vi kunne, da vores køkken stadig er i kaos-land. Det blev både til stegt flæsk, andesteg (i anledning af Mortens aften) og en deeejlig omgang osso buco, som jeg kan se vi faktisk aldrig har delt en opskrift på her på bloggen. Så here goes, dagens opskrift på langtidssimret ko:

  • Osso buco af okse eller kalvekød (vi brugte fire skiver til to personer og havde lidt tilovers)
  • Mel, salt og peber
  • 1 dåse flåede tomater
  • 2 spsk tomatpuré
  • 3 gulerødder
  • 1 porre
  • 2 alm. løg
  • 1 skalotteløg
  • 2 glas rødvin
  • kalve- eller oksefond – ca. 5-7 dl.
  • 1-2 kviste frisk timian (eller tørret)
  • Salt og peber
  • Smør og olie til stegning
  • Persille og reven øko citronskal til gremolata topping

 

Start  med at gør dine buco-skiver klar. Klip senerne langs kanten, så de ikke bukker op under stegning og vend dem i en tallerken hvedemel krydret med salt og peber. Tænd en stor gryde for fuld skrue og smid rigeligt smør og olie deri. Herefter smides de melkrydrede osso buco skiver ned til varmen og brunes godt på alle sider. Imens de bruner, kan du passende skære løg, gulerødder og porre i mindre tern. Når kødet har fået en flot stegeskorpe tages de op af gryden, der suppleres med lidt ekstra olie og grøntsagerne smides deri. Jeg supplerede med en ekstra spiseske af det krydrede mel til grøntsagerne for at give den endelige sovs lidt mere jævning. Svits grøntsagerne ca. 3-5 minutter, og smid herefter timiankviste, tomatpure, flåede tomater og rødvin i gryden. Rør godt. Smid en omgang salt og peber i gryden og læg osso buco skiverne i. Supplér herefter med din fond til kød og grøntsager er dækket af væske. Kog op og lad det herefter simre under låg ved ca. 2,5 time. Det er lang tid, men det hele værd – og det der skal til for at få det dejligt møre kød som osso buco er kendt for.

Vi serverede buco’en med en god omgang grov kartoffelmos og en gremolata af hakket persille og reven citronskal.

KØKKENØNSKER – OG RABATTIP

Hvad? For tidligt? Jamen er det ikke snart jul? Okay, der er selvfølgelig lidt tid til, men for en gangs skyld er jeg i ønskemode allerede nu. Det hænger nok mest af alt sammen med den der nye lejlighed, vi rykker ind i til januar, og som altså er af en så beskeden størrelse, at flytningen giver anledning til at tage sine (ufatteligt mange) ejendele op til revision. Blandt andet har vi ryddet en del ud i køkkentingene, og der er stadig en del, jeg gerne vil smide ud/skifte ud/tilrane mig. Nogle af dem fordi de er smukkere, andre fordi jeg er blevet en kende mere miljø/kemi-bevidst end jeg var, før jeg fik barn.

 

 photo koslashkkenoslashnsker01_zps14efed51.jpg

1. Hvid riflet Royal Copenhagen middagstallerken, 2.Pillivuyt Blå Bretagne, dyb tallerken, 3. Sort riflet Royal Copenhagen frokosttallerken, 4. Kay Bojesen Grand Prix bestik , 5. Marimekko thekande, 6. Meyer Lavigne urtepotte, 7. Kähler Ursula kop

Tallerkener:

De hvid riflet middagstallerkener har jeg faktisk allerede, men efter der er flyttet en opvaskemaskine ind, kunne jeg godt bruge et par ekstra. Pillivuyts nye serie Blå Bretagne er saftsusemig pæn! Jeg drømmer om at skifte mine 4 kr. stykket-ikea-dybe tallerkener, som har tjent mig i over 10 år, ud med disse skønheder. Royal Copenhagens sorte pendant til det hvide riflet kunne måtte vældigt godt rykke ind hos mig som frokost/forretstallerken. Jeg har fået serveret mad på det på diverse restauranter og de tager sig så godt ud med mad på! Kan I se de tre tallerkener for jer sammen? I’m in!

Bestik:

Jeg HAR allerede dette bestik og knuselsker det. Jeg er vokset op med det, og jeg tror det var én af de ting, der blev fordelt med milimeterretfærdighed, da mine forældre blev skilt. Min ene søster har det i øvrigt også. Igen kunne jeg godt bruge lidt mere, efter at min opvaskemaskine er kommet ind i billedet.

The og hygge:

Jeg mangler en thekande til kolonihavehuset og synes, at denne hvide Marimekkosag kunne gøre det rigtigt godt. Kähler er – tak gud – begyndt at producere stellet Ursula igen, efter at Royal Copenhagen droppede det. Det første (IKKE det sidste) jeg må have fra seriern er disse fine og fyldige kopper med grøn hank. Perfekt til min store kop aftenthe! Og så sneg der sig altså også en Meyer Lavigne urtepotte ind. Jeg synes de er så fine – og tror at den ville gøre sig godt som ene svane blandt vores eller meget low key urtepotter.

 photo koslashkkenoslashnsker02_zpsb9e91f87.jpg

8. Blåt fad, Emilie Henry, 9. Peugeot peberkværn i sort, 10. Bradepande, 11. Ikea glasopbevaring (eller glasskåle med låg fra HWL, som faktisk fås i flere størrelser) 12. Made a mano lavasten 20×30 cm

I den lidt grovere ende af køkkensagerne skal jeg have anskaffet mig nye bradepander. Dem jeg har er med teflon og de skal altså skiftes ud. Der går så nemt hul på teflonoverfladen og når det er sket, er det ikke særligt sundt at lave og opbevare mad i sådan nogle basser. Derfor skal det enten være stentøjsfade eller stålfade som vist ovenfor, der skal ind i mit køkken.

Peberkværnen fra Peugeot er superklassisk, og jeg synes der er noget næsten ikonisk over den. Jeg drømmer om at skifte min lidt for smart i en fart kværn ud med en sort skønhed ala den ovenfor.

Opbevaringsbøtterne i glas skal erstatte alle plastikbøtterne, der ligger hulter til bulter ude i min køkkenskuffe. Igen er det for at opgradere lidt på kemifronten. Glas reagerer ikke med maden på samme måde som plastik kan gøre. Plastiklågene skulle være i orden, så længe de ikke er i kontakt med maden.

Den store lavasten fra Made a Mano må gerne flytte ind på mit spisebord asap! Min svigerinde har en stående fast på sit, som bliver brugt til olie, salt og peber eller som varmebriks. Det er altså nydeligt!

RABATTIP: Jeg blev i min intense googling af køkkenting lige opmærksom på, at nogle af ovenstående ting simpelthen er på bud hos Magasin til og med søndag. Det drejer sig om mærkerne Royal Copenhagen og Peugeot, som sammen med et par andre boligmærker er nedsat med 20% for Goodie Card kunder (man kan oprette sig på hjemmesiden og få adgang til rabatten med det samme). Tip hermed givet videre!

 

 

Nogle af ovenstående links er affiliate-links. Det betyder, at vi får en lille procentdel af salget, hvis I køber noget af det, vi har linket til. 

 

NY DOUGHNUT-PUSHER I BYEN

donutsEt lille pip her fra barselsbutikken, der for alvor har ramt med travlhed og træthed og MEGET lidt tid med ledige to hænder til at lave mad og passe bloggen. Læg dertil et køkken, der nu i en måneds tid har været under ombygning, så giver det skidte forhold for en madblogger:)

Nå, men derfor skal I da ikke snydes for dagens hurtige tip fra barnevognstrilleturene. The Donut Shop – der så vidt jeg ved, er den eneste biks i landet, der laver hjemmelavede doughnuts, har nemlig lige åbnet endnu en butik på Jægersborggade 5, og der måtte jeg da lige ta en gåtur forbi her på åbningsdagen i går, fredag.

Jeg fik gaflet en masse smagsprøver og både den glaserede og den med hindbærglasur kan klart anbefales! De koster den nette sum af 15 kroner stykket og jeg blev simpelthen nød til at pakke et par stykker eller tre med til aftenkaffen.

NB: The Donut shops doughnuts kan i dag købes i 7-11-butikker.

donuts3 donuts2