BANANBRØD MED BESLUTNINGSANGST

bananbroed05

bananbroed01

bananbroed04

For lidt tid siden stod jeg med lige vel mange lige lovligt modne bananer og fik derfor taget mig sammen til endelig at få lavet et bananbrød. Noget jeg har haft planer om lige siden, jeg så denne opskrift – og det er også her jeg har hentet inspirationen fra.

Samtidig blev det Bennys første bageprojekt, og det var altså ret så hyggeligt, kan jeg afsløre. Vi fordelte arbejdsopgaverne sådan, at han rørte i skålen og jeg tilføjede ingredienserne.. Og forsøgte at holde dem i skålen undervejs. Skålen stillede vi på hans stols “fodplade,” som har en rigtigt god arbejdshøjde. Så slap vi også for at han skulle op at stå på taburet el. lign. i vores stadig ufærdige køkken.

Bananbrødet er utroligt nemt at smække sammen og jeg forudser det blive bagt igen og igen i uendelige variationer. Denne blev med både rosiner og chokolade (deraf beslutningsangsten) og derudover kanel, birkes og appelsinskal som smags- og knasgivere. De tre sidstnævnte ingredienser kan man sagtens skrue op for, hvis man vil have lidt mere kul på smagen.

Du skal bruge:

3,5 mellemstore bananer
3 æg str. M/L
2 dl self raising hvedemel fra Amo (kan erstattes af almindeligt hvedemel og 1-2 tsk bagepulver)
1,5 dl fuldkornshvedemel
1/2 dl havregryn
1 dl rosiner
1 lille dl mørk hakket chokolade
2 tsk birkes
ca. 3 tsk kanel
ca. 1 tsk revet appelsinskal (husk det skal være øko)
1 stor tsk dadelsirup (kan erstattes med honning eller andet sødemiddel)
ca. 50 g smeltet smør

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 175 grader
Smelt smørret i en gryde og lad det køle.
Massér bananerne med skrællen på, så er de nemmere at mose med en gaffel efterfølgende.
Kom bananerne i en skål sammen med æggene og mos og miks godt med en gaffel
Tilsæt resten af ingredienserne og rør dejen godt sammen.
Smør en rugbrødsform og hæld dejen heri
Sæt brødet i ovnen – det skal have ca. 40 minutter, men tjek gerne til det efter 30 ved at stikke i det. Hænger dejen ikke ved, er brødet færdigt. Skulle overfladen være ved at blive for mørk, men er brødet endnu ikke færdigbagt, så dæk formen med staniol.

Lad brødet køle af og servér med eller uden smør (jeg siger med!) og til en god kop the eller kaffe.

Opbevar brødet i et viskestykke. Det holder sig rigtigt fint og kan evt. ristes i skiver på brødristeren, når det begynder at blive lidt tørt i kanterne.

Har du også brune bananer i overskud, men ikke den store lyst til bananbrød, så tjek andre gode idéer her og her. Jeg er særligt hooked på de hjemmelavede bananchips pt.

bananbroed02

bananbroed03

 

TIPS TIL BABYMAD: 4-6 MDR.

babymad2
OK – først og fremmest en disclaimer. For det har man brug for, når man udtaler sig om noget som helst relateret til babyer. Og til alle jer uden babyer – bare spring det her indlæg over ikk’ – så er I søde. For det er sgi ærlig talt røvkedelig snak, hvis ikke man er indehaver af sådan et styks barn 🙂

DISCLAIMER: Jeg har ikke opfundet den dybe (baby)tallerken. Tal med din sundhedsplejerske eller tjek Sundhedsstyrelsens anvisninger, hvis du er i tvivl om det mindste – eller vil følge de “mest rigtige” retningslinjer. Viden er som bekendt flygtig og relativ. Og hvad der har virket for os, virker ikke nødvendigvis for andre. Læg dertil, at de kloge hoveder hele tiden finder ud af, hvad der NU er godt for dit barn. Og så er forvirringen total. I sidste ende skal man nok bare (udover det åbentlyst farlige) følge sin mavefornemmelse og sit barns temperament. Det giver for det meste glade børn og glade forældre.

Nå det så er sagt, så vil jeg her liste et par tips, som vi har haft glæde af de første måneder af den nye fagre verden, der hedder babys første skemad. Og vi har altså været rimelig meget Hr. og Fru Frikadelle-dansker og stort set fulgt Sundhedshedsstyrelsens råd det meste af tiden.

KOKOSFEDT/OLIE SOM FEDTSTOF

Til den første hjemmelavede mos anbefales det generelt at skifte lidt mellem fedtstofferne, der tilsættes mosen. Fx mellem smør, plantemargarine og olier. Vi har også haft god succes med at bruge øko-kokosfedt til grød lavet på rismel og særligt mos lavet på gulerødder og kartofler. Det er som om at sødmen i gulerødderne går meget godt i spænd med kokosfedtets tilsvarende sødme. Vi bruger det faktisk stadig til havregrøden, nu hvor vores datter godt må få det.

babymad3

LAV DIN EGEN SVESKEMOS

Sveskemos er sindssyg dyrt, hvis du køber det på glas. Sådan noget der svarer til en deciliter koster cirkus 17 kroner. Til gengæld er det rigtig godt til en lidt stoppet lille babymave. En sød med-mor fra min mødregruppe tippede mig derfor om at lave det selv. Netto har ofte Urtekrams svesker på tilbudshylderne. Dem smider man bare i en gryde med vand og koger ca. 15 minutter. Derefter blendes de med (det meste) af kogevandet. Justér efter behov. Opbevar mosen på små glas eller hvad du ellers har – og fordel det i fryser og køleskab, så har du altid en lille sending i en snæver vending.

GLAS SOM OPBEVARING

Apropos opbevaring af sveskemos (og anden mos): Jeg havde ærlig talt ikke tænkt enormt meget over opbevaring af mad eller babymad før Julie skrev dette indlæg om at bruge glas. Og hey – når man nu kan – og det ikke er særlig meget sværere at få fat på end plastik, så kan man jo lige så godt bruge glas. Det har man jo faktisk ofte også allerede fra gamle marmelader eller lignende. Ellers fandt jeg blandt andet nogle ret fine små glas med plastiklåg i Føtex til 7 kroner stykket her i vinter. Måske de kan hittes endnu (det er dem med det lilla låg på billedet – og ja, som billedet viser, bruger vi også andet end glas. Helligere er vi altså ikke:)).

babymad4

GRØNT FRA FROST

Selvom jeg godt kan lide at lave mad, så trækker det ærlig talt tænder ud at lave mos hele tiden. Især når man ikke selv går og spiser kogte kartofler, gulerødder eller broccoli særlig regelmæssigt. Det tager alligevel lidt tid at stå der og skrælle og snitte og koge løs. Og når afkommet så vælger kun at spise en kvart spiseske (hvilket er ret sandsynligt i starten), så føler man sig altså nogle gange lidt taget ved næsen. Jeg har derfor ofte tyet til især øko-broccoli fra frost som supplement til friske grøntsager. Så fisker man bare en enkelt lille buket op fra posen, smider den med i kogevandet til dine kartofler eller pastinakker (eller noget helt tredje) før det blendes. På den måde får man lidt ekstra variation uden den store indsats. Änglamark (Kvickly/SuperBrugsen) og Irma har ofte et godt udvalg af øko-grønt på frost.

SNYD

Og ja – selv madbloggere snyder engang imellem. I al fald denne her madblogger. Både når jeg har været på farten, eller når jeg bare ikke gad selv. Det er OK – især, hvis man slet ikke har sovet i dage/uger/måneder, baby er tvær, eller man bare har valgt at energien den dag skulle bruges på at få vasket hår. Så må man efter min mening godt snyde og købe færdig-mad af den ordentlige slags. Jeg har fx slået til hver gang min lokale Kvickly havde HIPP eller Änglamark frugtmos på glas på tilbud og smidt det på toppen af en risgrød. De har også en ret god æblemos fra Urtekram på store glas, der rækker langt og smager godt – også på de voksnes havregrød eller oven på en gang youghurt. Når vi har flottet os, har vi også købt de små fine Ella´s Kitchen frugt- og/eller grøntsagsmos på tube. De er hundedyre, men økologiske – og når nu vores datter hedder Ella, så skulle det da lige mangle.

…Ja sådan kan man også blive fanget af marketing 🙂

De forhandler fx Ella’s Kitchen hos Urtehuset på Gl. Kongevej. Nå ja – og så i Sverige.

babymad

SVENSKER-SNYD

Og det her punkt giver jo så sig selv. Det meste mad er lidt billigere i Sverige end herhjemme pga. kursen. Derfor har vi købt en del babymos med hjem fra hinsidans, når vi har været der. Fx Ella’s Kitchen, som de forhandler i både Coop og ICA. I Coop kan man også få de ret fine små Klämmis-tuber fra Änglamark i bokse af seks styks. De er billigere end Ella’s og er spist med ligeså stor fornøjelse herhjemme. Og nej – Klämmis skal ikke læses som klammis (hvilket jo er meget lidt appetitligt – dog nogen gange sandt i baby-øjemed), men som klemmis, altså, som at tuben klemmes af det lille barn 😉

babymad5

UDSTYRET

Man kan jo købe et væld af tallerkener, kopper og bestik til baby-maden. Det har vi også haft en del af. Meget af det givet som gaver, og det er vi glade for. Vi har dog hittet ud af, at det har fungeret rigtig fortrinligt at bruge små “kaffe-skeer” til baby. Jeg havde helt før baby kom til, fundet nogen fine farverige af slagsen fra Bodum til en flad 10’er  for seks styks i Føtex. Det er altså en del billigere end alt det babybutikkerne forsøger at prakke dig på. Det skal dog siges, at Rema 1000’s babyskeer (altså det er ikke Remas, men de forhandles bl.a. der – og i Netto) faktisk er dem vi har været allergladest for. Jeg tror mærket hedder Bambino eller noget i den stil. De er smalle og har en god hældning, der gør det nemt at få mosen i baby. Jeg mener de koster et sted mellem 40-60 kroner for to styks. Som skåle har vi ofte brugt nogle små Pillivuyt porcelæns-frugtskåle, jeg har haft i evigheder. De har en god størrelse og kan gå i mikroen, hvis man bruger sådan én (hvilket mange plastiktallerkner – selv i baby-versionerne ikke rigtig med god samvittighed kan).

babymad7

Det var vist det for denne gang. Smid gerne jeres bedste tips og tricks til babymad i kommentarsporet. Det modtages altid med kyshånd! Jeg satser på at vende tilbage med et indlæg om maden fra 6-9 måneder snarest. Julie pønser vist også på et indlæg om hendes tilgang til babys mad – og uden at afsløre for meget, så lover jeg, at det ikke bliver en gentagelse af mit. Hun har nemlig valgt en anden go’ vej gennem babymad-junglen 🙂

OREO ICECREAM SANDWICH POPS – OG EN VINDER!

 

ore004

oreo01a

Da vi skulle lege os frem til en dessert med Oreos havde vi lidt svært ved at begrænse os, så sammen med vinderen af konkurrencen om et års forbrug af Oreos får I altså endnu en opskrift. Vinderen afsløres i slutningen af indlægget 🙂

Her kommer først en supernem opskrift med ret høj imponadefaktor. Jeg har en seriøs svaghed for sandwichis og derfor blev det altså det, jeg kastede min krea-tid med de små sort/hvide-kiks på. Ispindene kan selvfølgelig undværes, men indrøm nu bare, at det ser ret så fint ud!

Vi har snydt og brugt købeis. Nærmere bestemt Irmas vanilleis, som altså smager fortræffeligt! Hvis du føler for at lave din egen is, vil vi bestemt ikke holde dig tilbage.

Du skal bruge
Oreos
Vanilleis (1 stor teske pr kiks, så det er ikke vanvittige mængder)
Evt. små ispinde

Sådan gør du
Tag vanilleisen ud af fryseren og sæt den på køl, så den langsomt og skånsomt kan blive blød i det.

Skil dine Oreos ad og skrab fyldet ud – put det i en skål og sæt det lidt på køl.

Vær forsigtig når du skiller kiksene ad, så du bevarer alle kiksene hele (på den anden side, dem der går i stykker bliver du nødt til at spise med det samme, såeh…)

Smuldr eller hak det kolde fyld og rør det i din vanilleis.

Put nu en stor teskes rørt vanilleis med smuldret fyld på en kiksebund, placer den anden kiks ovenpå og tryk forsigtigt sammen. Skrab med enden af en teske rundt i kanten, så overskydende is fjernes og du får en pæn kant.

Har du små ispinde, så stik sådan én i. Hvis du ikke har, så smager de heldigvis lige så godt uden pind.

Læg straks issandwichen på frys.

Det mest tricky ved denne opskrift er, at isen hurtigt bliver for blød og smelter, så det handler om at være lidt rap på fingrene. Vi satte et par gange den rørte is på frys for lige at samle den igen, så den var til at arbejde med. Det fungerede helt fint.

Tag isene ud lidt før du skal servere, så isen bliver blød igen.

oreo03

OG så kommer vi til vinderen. Jeg har brugt Random.org og vinderen blev Kamila, der må siges at være ægte Oreo-fan og havde adskillige Oreo-favoritter og endda også en totebag med Oreos på. I kan i øvrigt få inspiration til jeres egne Oreo-kreationer ved at tjekke kommentarfeltet lige her. Kamila, jeg sender dig en mail! 🙂

Indlægget er sponsoreret af Oreos. Tjek også www.playwithoreo.com for mere Oreospiration (okay, det ord er for egen regning ;-))

“LAKSESALAT” A LA MEYERS DELI

lakserilette_meyers2
Og ja – her mener vi salat i den gammeldags slagterbetydning – med fuldfed creme og absolut ingen grønne blade eller røde tomater.

Ingredienserne er sjusset sig lidt frem efter den ski..gode laksesalat de sælger på Meyers Deli. I sidste ende ved jeg egentlig ikke om man sparer penge ved at lave den selv, men jeg havde ingredienserne, og så blev det et forsøg værd.

  • 1 skive ovnbagt laksefilet – oplagt hvis du har noget tilovers fra en omgang aftensmad. Du må også gerne mikse med lidt røget eller varmrøget laks
  • 1-2 spsk god mayo – enten i en købeversion eller hjemmelavet
  • 1 spsk creme fraiche 18%
  • 1 spsk finthakket rødløg
  • 1 spsk klippet karse
  • 1 god stor tsk dijonsennep
  • 1 skvis citronsaft
  • en halv tsk sennepsfrø (kan udelades)
  • Salt og peber efter smag og behag

 

Bland alle ingredienser undtaget laksen og smag efter. Mangler cremen mere salt, mere surt, mere sennep eller andet, så giv det et skud ekstra af, hvad det lige mangler. Tag herefter dit laksekød og bryd i mindre bidder ned i cremen. Bland det hele sammen med en gaffel, så laksekødet findeles i processen.

Spis på en god skive ristet rugbrød evt. toppet med en skive tomat eller agurk for syns skyld. Det er også OK hvis du ikke gør det 🙂

lakserilette_meyers3lakserilette_meyers

KIKS OG KONKURRENCE

rockyroad2
Som lovet vender vi i anledning af Oreos kampagne #playwithoreo stærkt tilbage med en opskrift på, hvordan du kan lege med den lille legendariske kiks i køkkenet. Og faktisk også en ret så rar konkurrence til jer læsere! Det vender vi stærkt tilbage til i slutningen af indlægget.

Det er på ingen måde rocket science eller revolutionerende madkundskab, det vi har kastet os ud i. Til gengæld kan vi love at det smager sådan rimelig godt! Here goes:

ROCKY ROAD OREO-STYLE

Rocky road er sådan en amerikansk opfindelse, der vist bedst kan betegnes, som en slags chokoladekonfekt for børn og barnlige sjæle, hvor du virkelig kan lege med din fantasi og kombinere lige præcis de gode sager du godt kan lide i en tyk tyk chokoladecoating. Lad det være nødder, tørrede bær, alskens kiks og ikke mindst skumfiduser (sidstnævnte er dog obligatoriske). Vores version var selvfølgelig med knuste oreos!

Til et godt stort stykke rocky road, der kan nydes af mange, brugte vi:

  • Ca. 200 gram god chokolade – vi brugte en blanding af mørk 70 % og lys 30 % Callebaut chokolade
  • en god håndfuld små skumfiduser
  • 5-6 knuste Oreos

 

Chokoladen varmes forsigtigt over vandbad, og hældes over de øvrige ingredienser (der er fordelt i en flad skål, tupperware eller hvad man nu ligger inde med). Skålen stilles på køl i et par timer og dit “rocky road chokoladebrud” kan derefter tages ud og skæres i mindre bidder til når den søde tand melder sig!

rockyroad3rockyroad4

KONKURRENCE-TID

Hvis I allerede nu sidder derude og godt kunne tænke jer at prøve kræfter med at smide et par oreos i chokolade eller andre kreative kreationer, så er der hjælp at hente! I samarbejde med Oreos sætter vi nemlig ET ÅRS FORBRUG af den lille kiks på højkant. Et års forbrug betyder i denne her forstand to kasser Oreo svarende til 32 ruller. For at deltage i konkurrencen skal du fortælle os, hvordan du foretrækker at spise dine oreos – on the rock, i en dessert, til et glas mælk, i en omgang vaniljeis – eller noget helt femte?

Smid din kommentar i kommentarfeltet herunder – vi trækker en vinder fredag d. 27. marts.

Konkurrencen er slut.

 

Indlægget er sponsoreret af Oreos