TIPS TIL BLW

 photo bennybroccoli_zpsp2wwalld.jpg

Nu har jeg skrevet en introduktion til BLW og en udstyrsguide. I dette indlæg vil jeg, på hvad man kan kalde “den anden side af processen,” komme med et par tips baseret på vores erfaringer. Med den anden side mener jeg, at introduktionen til mad er overstået og Benny på godt 2 år og spiser som så mange andre glade og nysgerrige børn.

Informér bedsteforældre og andre, der er tæt på barnet om hvad BLW er, og hvad I har tænkt jer at gøre.
En læser her på bloggen skrev på et tidspunkt, at deres valg om at køre BLW desværre ikke blev bakket op af bedsteforældrene. Og det er jo så surt altså! Selv synes jeg hurtigt man bliver lidt ekstra sårbar, når man går væk fra den veltrådte sti og gør noget andet. Det bliver meget tydeligt, at man har truffet et lidt anderledes valg omkring sit barn – et valg man helt sikkert kommer til at forklare nogle gange. Derfor kan det være en god idé at få fortalt de mennesker, der er omkring én, om BLW på en ordentlig måde “upfront” og så ellers tage sig tid at forklare konceptet løbende.

Med mindre dine/jeres forældre er supermeget med på beatet, har de højst sandsynlig ikke hørt om BLW før. Derfor vil de måske også være noget skeptiske over for BLW. Helt naturligt. Snak med bedsterne upfront, forklar dem hvad det går ud på, og at deres opbakning er vigtig for jer – og send dem evt. et par links til gode introduktioner til BLW, så de selv kan læse lidt om det.

Udover at få afmystificeret BLW fra start, så er der også noget helt praktisk info, som er godt at have givet videre på forhånd. Som for eksempel at baby kan gagge, når/hvis brækrefleksen bliver udløst, og hvordan man skal forholde sig til det. Det glemte vi, og det resulterede i panisk stemning ved påskefrokostbordet, da Benny gaggede noget mad frem i munden. Flere familiemedlemmer troede, at han var ved at blive kvalt, og vi sad ikke selv lige ved siden af, så det kunne hurtigt have udviklet sig dumt (vi sad udenfor, og jeg stod lige inden for døren, og nåede heldigvis at springe ud og råbe “Han kan godt selv”, før der var nogen der kastede sig ud i Heimlich-manøvren!)

Ro på, ro på, ro på.
Ting tager tid. Og at få et barn til at spise selv, som i rigtigt spise, dvs. målrettet at indtage reelle mængder af mad, kan tage ret lang tid. Det er meningen med BLW! Så at være utålmodig omkring det er bare spild af tid og kræfter.

Børn er, som vi voksne, forskellige. Så derfor er det selvfølgelig svært at sige noget generelt. Jeg er dog med i et par BLW-fora på nettet og kan se, at Benny bestemt ikke er det eneste barn, der ikke bare begynder at spise fra start. Han legede med maden, undersøgte den, puttede den munden, spyttede den ud, tabte den, maste den osv. osv. osv. Og på et tidspunkt begyndte han også at spise den. Faktisk virkede han mere målrettet omkring spisning de første par gange, og måske også derfor så jeg til med en anelse bekymring og slet skjult utålmodighed i de lange perioder, hvor der bare ikke kom noget ind, eller i hvert fald ikke ned. Jeg synes heldigvis, at jeg formåede at slå koldt vand i blodet og bruge min sunde fornuft, der sagde mig, at han nok skulle komme til at spise. Som kloge folk har sagt: Jeg kender ikke nogen børn/mennesker, der ikke spiser mad, så lur mig om de ikke får det lært.

Er du indstillet på – måske – at amme “længe”?
Længe i citationstegn fordi det simpelthen er så forskelligt fra kultur til kultur (og fra tid til tid), hvor længe det er normalt at amme. I dag stemmer sundhedsstyrelsen i DK”s anbefalinger overens med BLW’s: At man fuldammer til 6 måneder. Jeg kan se at den artikel jeg henviser til her, er opdateret en måned før jeg fødte Benny. Jeg er rimeligt sikker på, at I det trykte materiale jeg modtog, da jeg var gravid, blev det anbefalet at give grød fra 4 måneder. I må ikke hænge mig op på det, men så vidt jeg ved har sundhedsstyrelsen netop ændret deres anbefalinger inden for de sidste par år. Anbefalingen om at amme delvist til “12 måneder eller længere” stemmer sådan et også meget godt overens med at BLW’ere ofte siger at “food before one is just for fun” og at man dermed supplerer med amning ved siden af familiens mad.

Alligevel har jeg mange gange haft den oplevelse, at folk var helt i chok, når jeg fortalte at jeg stadig ammede efter Benny blev over 12 måneder. Det har som sådan aldrig været noget jeg har planlagt at gøre. Jeg faldt bare over BLW og syntes det gav mening og det gjorde så, at jeg har ammet længe. Det kan sagtens være at dit barn trapper meget hurtigere ud af bryst end mit, det har jeg set mange mange eksempler på, og man kan også sagtens trappe BLW børn ud af bryst på et tidspunkt, hvis man selv bliver træt af det.

Jeg kan huske at jeg sad og kiggede på Benny under en amning, hvor han var omkring de 6 måneder og bare tænkte at jeg slet ikke ville kunne holde ud, hvis jeg skulle amme ham i ligeså lang tid endnu. Han er nu over to, og jeg er faktisk ikke færdig med at amme endnu (som sagt det har altså ikke været min plan, og jeg går ikke og føler mig som en bedre mor fordi jeg langtidsammer – det er bare blevet sådan og det fungerer for os). Jeg ammer ham 1-2 gange i døgnet og det fungerer ok. Han er begyndt at glemme at bede om bryst om eftermiddagen og det passer mig egentlig fint, hvis han selv trappede ud af den sidste amning inden længe. Ellers kan det være at jeg kommer til at stå for udtrapningen 🙂

Heldigvis har min erfaring været at ammeoplevelsen (æh, hvis det er et ord) ændrer sig meget, som barnet bliver ældre, og for mig har det været meget meget nemmere og mere problemfrit at amme et lidt større barn end et spædbarn.

Hvis du ikke er vild med at amme, men gerne vil køre BLW kan du overveje at skifte til MME på et tidspunkt. Om det fungerer, svinger nok lidt. Jeg har ikke selv prøvet at give Benny flaske, men har hørt fra en del småbørnsmødre, at hvis bebs er glad for babs, så kan det godt være lidt svært at overbevise dem om, at flasken pludselig er det nye sort.

I øvrigt vil jeg lige huske at indskyde, at du selvfølgelig sagtens kan køre BLW, hvis dit barn får flaske!!

Hands off – og nyd det
Hele pointen med at køre BLW er jo, at barnet skal spise selv. Det kan godt være lidt svært at huske på i de perioder, hvor man måske ikke helt synes, at barnet spiser, hvad det “skal”. Det kan enten være fordi, overgangen fra bryst til mad går langsommere end man havde forventet, eller det kan være i de faser, hvor der måske er tænder på vej eller udviklingsspring, og barnet derfor lægger en seriøs dæmper på madindtaget. Jeg har virkelig øvet mig i ikke at nøde Benny, da jeg synes, at det giver så god mening, at barnet faktisk selv kan mærke om det er sultent eller ej – og man derfor ikke behøver at blande sig i dets naturlige appetitregulering.

Samtidig tror jeg at hands off metoden kan lægge et godt fundament, til når barnet bliver lidt større. Mange eksperter peger på, at når børn enten er meget kræsne eller når de stort set nægter at spise, kan det hænge sammen med en overfokusering på barnets madindtag fra forældrenes side. Barnet fornemmer simpelthen forældrenes fokus og stress over hvad de spiser, og det gør, at de spiser endnu mindre, eller at de bruger “kræsenhed”/fravalget af mad/særlige madvarer som et kontrolmiddel (jeg har et indlæg på vej om kræsenhed, hvor jeg skriver lidt mere om dette).

Mit bedste råd må være, at man efter bedste evne læner sig tilbage og lader sit barn udforske maden i sit eget tempo og så lader sig betrygge af, at barnet har fri adgang til amning og derfor nok skal blive mæt. Ved BLW undgår man de madkampe, der potentielt (POTENTIELT!!) set kan opstå, når man mader sit barn.

Og hvad med autoriteterne?
Som jeg har skrevet lidt om længere oppe, så er BLW overordnet set ikke i strid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Når det så er sagt, så flyder BLW-fora ofte over med historier fra nervøse mødre, der har fået besked fra sundhedsplejerske eller læge om, at de skal begynde at fylde noget grød eller mos på deres barn. Nu. Der følger tit en argumentation med, om at det er nu, der er et “vindue” ift. at få barnet til at spise rigtig mad, som skal udnyttes. Her må jeg igen henvise til filosofien om, at der ikke findes mange voksne mennesker, der lever af hverken modermælk eller MME, så mon ikke barnet kan lære at spise, selvom man ikke mader barnet med grød eller mos? En anden argumentation er, at barnet er sultent og derfor sover dårligt, men ud fra egne små komparative studier mellem BLW-børn og ikke BLW-børn er det ikke sikkert, at grød har en positiv effekt. Nogle mener, at grød eller vælling muligvis får dit barn til at sove, men at det er fordi, du overbelaster dets fordøjelse. Det skal jeg ikke gøre mig klog på om er rigtigt. Og så kan der selvfølgelig være noget ift. vægt og her vil jeg ikke forsøge at gøre mig klog på, hvad der er rigtigt og forkert, men blot huske på at modermælk er meget nærigstæt ift. mange andre fødevarer, så det kan i min logik ikke altid give mening at trappe mælk ned ved lav vægt.

Min egen læge har været helt cool, calm og collected ift. BLW og har i øvrigt fortalt mig mange spændende ting om, hvornår et foster faktisk begynder at opleve smage og lugte inde i livmoderen. Jeg har ikke inddraget min sundhedsplejerske synderligt i Bennys spisevaner, så jeg har ikke selv oplevet noget i den dur. Men sæt dig ind i metoden og søg evt. second opinion andetsteds, hvis din læge eller sundhedsplejerske siger noget, du synes virker vrøvlet. Jeg opfordrer altså ikke til at man ignorerer sundhedsfagliges råd, men i tilfældet med BLW pt., er der så mange misforståede opfattelser af hvad det er, at man kan opleve at få velmenende men ubrugelige råd. Så brug (også) din sunde fornuft.

___

DISCLAIMER.. Ahh jeg kan mærke, at når jeg skriver et indlæg som dette, så forsøger jeg at veje mine ord lidt mere end normalt – og jeg ved, at noget af det jeg skriver kan misforstås. Derfor vil jeg blot lige bruge de sidste (af mange) linjer på at understrege, at jeg ikke synes at BLW er den eneste rigtige vej frem. Jeg kender personligt stort set ingen andre, der har kørt BLW, og jeg synes, at alle mine veninder (som vel er dem man naturligt sammenligner sig med) er superseje mødre, der gør et blændende stykke forældrearbejde. Også når det kommer til mad!

 

VOKSNE I KØKKENET

 photo bennykoslashkkenskriver_zpstkfokapq.jpg

 

SPONSORERET INDLÆG

Hvis du undrer dig en lille smule over overskriften på dette indlæg, så er det nok meget normalt. For det er jo primært os voksne, der regerer bag gryderne, når aftensmaden skal på bordet (og det som regel i en fart). Trods gode intentioner om at inddrage børnene kan det glippe lidt en gang i mellem. Måske fordi det skal gå stærkt eller måske fordi det er en liiille smule uoverskueligt at have – særligt små – børn meget tæt på knive, sakse og gasblus eller varme kogeplader. Med en dreng på to år, som jeg tit er alene med om eftermiddagen og aftenen, skal jeg da gerne indrømme, at det langt fra er altid, at jeg lige orker at inddrage ham i madlavningen, fordi det simpelthen bare går hurtigere uden ham.

Ikea har i deres “Life at home report” kastet sig over emnet mad og børn, og set på hvad der afholder os fra at tage vores børn med i køkkenet, i hvilke opgaver vi inddrager dem osv. Undersøgelsen er foretaget i en række storbyer verden over, og det er faktisk ret sjov og oplysende viden, hvis man interesserer sig lidt for mad og vaner omkring maden.

Jeg er jo bidt af en gal madelsker, og synes derfor det er helt vildt vigtigt, at give viden om og glæde over mad videre til mit eget afkom (og også gerne andres). Vi snakker rigtigt meget om maden og hvad det smager af eller hvor det kommer fra, når vi spiser. Og Benny er rigtigt god til at rose maden: “Uhmm, den er god!”, “Den er dejlig”, “Jeg smager den”, “Den er ikke sur/stærk!” og “Mums filibaba” er nogle af de herlige udmeldinger, han kommer med under maden. Clausen er helt vildt god til at inddrage Benny i madlavningen, og jeg kigger med og lurer lidt tricks. Forleden dag fandt jeg ud af, at det fungerede rigtigt godt bare at have Benny siddende på køkkenbordet og hapse lidt grønt/frugt og se på, hvad jeg laver. Så fik vi lige kigget lidt nærmere på en porre og snakket om den, mens jeg hakkede den i småstykker.

Et dansk studie, der for nylig blev offentliggjort, viste at genkendelighed var den vigtigste faktor for om børn havde mod på at smage/spise mad. Genkendeligheden kommer selvfølgelig af at have set madvaren (mange gange) før, men netop det at vide hvor den kommer fra, hvordan den ser ud i rå tilstand osv., tænker jeg er med til at øge genkendeligheden – og forhåbentlig dermed også madmodet.

I den lille video ovenfor kommer den supercute dreng med 5 råd til os forældre, om hvordan vi bedst har vores barn med i køkkenet. Jeg synes både at videoen er sjov og faktisk også med nogle rigtigt gode pointer, man kan tage med sig i køkkenet sammen med sine børn. Overordnet handler det jo om at sætte sig i barnets sted og ikke bare tro, at de nødvendigvis har samme agenda eller formåen som os.

Som supplement til drengens gode råd, vil jeg sige, at det for mig også virker ret godt at tænke madlavningen som en hyggelig aktivitet, man laver sammen. I stedet for at skynde sig at jappe noget mad sammen, så man kan nå at tegne eller se Gurli Gris, så kan madlavningen være det, der er sat tid af til. Sådan forsøger jeg i øvrigt også at have det med afhentning i vuggestue og turen hjem: Nogle gange er de der dagligdagsaktiviter altså ikke bare bedst hvis de overstås hurtigt. Min erfaring er i hvert fald at Benny mest af alt gerne vil være sammen med mig, og meget tit hellere vil trampe i vandpytter eller vise mig legetøjet i fællesrummet i vuggeren end at haste hjem for at lege med en bil.

Nåh, det var et sidespor! Se lige videoen og fortæl meget gerne hvordan I inddrager jeres børn i køkkenet, når I altså gør. Jeg vil også meget gerne vide, hvornår jeres børn er begyndt på hvad i køkkenet. Her tænker jeg fx på at håndtere knive, vaske grøntsager osv. Jeg kan godt synes, det er lidt sketchy at have Benny stående på en skammel og ordne ting på køkkenbordet som det er nu.

(I øvrigt skriver Huffington Post lidt om Ikeas video og uddyber rådene lidt, hvis man er interesseret i mere læsestof ;-))

EN ANDEN SLAGS CARBONARA

salcicciacarbonara2
Jeg har jo en carbonara-kærlighed, der vil noget – og derfor er jeg ikke bleg for at afprøve alle dens afskygninger.

Det betød, at vi den anden aften afprøvede fænomenet salciccia-carbonara toppet med lidt squash. Vi var nemlig så heldige, at der gemte sig to virkelig gode øko-salcicciapølser i vores Aarstiderne kvik-kasse, og derfor valgte jeg at gå anarkistisk tilværks og droppe den tilsigtede plan med pølserne (en salat) til fordel for en fuldfed carbonara. For at forsøge at veje op for fedtfesten røg der en lille squash med i carbonaraen og en salat ved siden af.

Opskriften blev som følger (til to mand og et lille barn):

  • 250 gram god tør pasta – jeg brugte Barilla pasta-penne
  • 2 salciccia-pølser
  • 1 lille squash
  • 2 æggeblommer
  • En god håndfuld reven ost (jeg brugte en Primadonna)
  • Reven citronskal
  • Salt og friskkværnet peber

 

Pisk dine æggeblommer sammen (som til røræg) og vend dem med den revne ost og revne citronskal samt et ordentlig kværn peber. Pastaen koges efter anvisning på pakken i rigeligt vand. Squashen skæres i skiver og steges i lidt olivenolie, salt og peber til de er bløde og brune. Tages derefter af panden, der får en nyt sjat olie til salciccia-pølserne. Af pølserne tager du og klemmer små kødboller ud direkte på panden – kødbollerne kan fint have diameter som ca en enkrone. De skal ikke have særlig længe på panden – ca 3-4 minutter. Tilsæt squashen og lun igennem. Nu burde pastaen også være klar. Dræn den fra vandet (og lad en smule blive tilbage i gryden til saucen) og vend pastaen med salciccia-pølser og squash. Tag det hele af blusset og vend æggemassen i samt en smule af pastavandet ved behov.

Det smagte virkelig godt! Nu er jeg stor fan af den gode baconversion, men denne kommer tæt på – især touchet med den revne citronskal fungerede herligt.

salcicciacarbonara1

EN HELDIG VINDER OG EN GOD BURGER

burger3
SPONSORERET INDLÆG

Som Julie har lovet jer er det i dag tid til en heldig vinder af et dejligt gavekort på 500 bobs til Coops butikker (Irma undtaget)! Vi har lavet en fair og square lodtrækning og den heldige vinder blev Liv. Liv fylder ofte ligesom Julie, kurven med gode øko-sager og så lige en bountybar, der stikker lidt ud af sammenhængen:) Vi sender en e-mail direkte til Liv.

Udover en heldig vinder skal I da heller ikke snydes for resultatet af mine øko-indkøb fra Coop – også Kvickly for mit vedkommende. Den lokale Kvickly blev virkelig min partner in crime under min barsel – særligt pga det store økoudvalg af mad, men også pga deres gode Änglamark bleer og ditto tøj til bæbs.

For mine lommepenge i Kvickly blev der (udover førnævnte bleer) købt ind til hjemmelavede øko-burgere og øko sweet potato fries (for Kvickly har fået øko-søde kartofler – og det HAR ellers været svært at opstøve, så HURRAA for det!!). Fritterne blev til efter denne opskrift, og burgerne samlet af følgende gode sager:

  • Hjemmebagte grovburgerboller bagt med Meyers purpurhvede
  • Bøffer af hakket øko-oksekød rørt med salt og peber
  • Et par skiver af en god og helt alm. øko-ost fra Thise
  • Tomater
  • Agurker
  • Syltede agurker
  • Ketchup, sennep og den hjemmelavede aioli fra fritterne

burger2 burger1

 

AMERIKANSK TÆRTEKÆRLIGHED

 photo americanpie02_zpsdv1ordap.jpg

 photo americanpie01_zpsmaqtlubm.jpg

I går lykkedes det mig endelig at klemme min højt savnede – og barslende – kollega ind i et ellers ret presset bringe-arbejde-hente-skema. På trods af massiv og virkeligt dejlig hjælp fra søde bedsteforældre, synes jeg dælme det er svært at få tingene til at gå op i en højere enhed, hvor man både når at arbejde de famøse 37 timer OG får set sit barn i sammenlagt mere end 3 vågne timer på en dag. Pyh, jeg bliver helt trist af at skrive det ned, så det dvæler jeg altså ikke for meget ved i denne omgang.

Anledningen til indlægget her er nemlig alt andet end trist. Det er faktisk ret så herligt. Min søde kollega og jeg skrev lidt frem og tilbage om hvor vi skulle mødes. Coffee Room i Silkegade, Café Lillebror på Jarmers plads (som lukker ned lige om lidt, for at gå all in på fine dining) og Kafbar 9 i Strædet var oppe at vende. De blev dog alle forbigået i denne omgang, da mit insta-feed viste en ret så laber kage fra den forholdsvist nyåbnede “The American Pie Company” i Skindergade (den ligger på hjørnet af Klosterstræde, i Sing Tehus’ gamle lokaler), som gjorde udslaget ift. beslutningen om, hvor vi skulle sætte hinanden stævne.

Vi mødtes 16.15 på en helt almindelig onsdag og scorede lige netop de to sidste pladser i det ene vindue. Der var godt fyldt op og god udskiftning på bordene, hvilket jo som oftest er et godt tegn. Stedet disker op med en række forskellige pies, både fra det salte og (hovedsageligt) det søde køkken. Du kan også få en hand pie, som er en lille håndholdt tærte, du kan snuppe med på farten. Godt tænkt!

 photo americanpie03_zpsznxvarig.jpg

Hvis du sidder og undrer dig over den sammenklemte opstilling af tærte og kaffe, kan jeg afsløre, at det sådan set ikke handlede om at få det hele med på billedet på én gang, men mere at holde varme drikke, gafler og guf i sikkerhedsafstand fra et styks 4 mdrs. baby, der er placeret i vindueskarmen 🙂

Vi var klart i det søde hjørne og jeg debaterede længe og langsommeligt med mig selv, om hvilke tærte, der skulle have æren af at få plads på min tallerken. Var tæt på at hapse deres Key Lime Pie, men var usikker på om den ville være træls i kombi med en kop kaffe. Deres chokoladekage med peanutbutter lokkede mig også, men var den nu lidt for tung? Da jeg ville spørge ekspedienten, hvilken en af de to hun ville anbefale, nåede jeg kun at spørge, hvilken kage der var bedst, før hun prompte udpegede en helt tredje kage som vinder. Nemlig deres Hindbærtærte, som faktisk var den, der havde lokket os derhen med sit smukke ydre. Den hoppede jeg med på og fik da også et rigtigt dejligt og velafbalanceret stykke tærte indenbords. Mørdej, hindbærsylt, en hvid creme og chokolademønster på toppen.

Dog må jeg indrømme, at chokoladetærten med peanutbutterfrosting, som min kloge kollega hapsede, gav mig næsten gåsehud af madglæde og tærtemisundelse, da jeg fik lov at smage. En porøs chokoladet crumble-agtig kiksebund, allerhelvedes intens chokomousse/snask og fluffy peanutbutterfrosting. Nej nej nej, hvor var det dog lækkert!!

Derfor ser jeg desværre ingen anden udvej end snarest at tage tilbage og indtage sådan et stykke chokolækkerhed. Hmm og den Key Lime Pie skal jo også testes.. Det bliver en hård tid!

Stedet er superhyggeligt indrettet, med smukke mosaikfliser og andre mønstrede herligheder. God vintagefeel blandet med amerikans diner-stemning. Eneste anke er indretningen af toilettet med et stort spejl lige bag selve toilettet 🙂 (Er jeg den eneste der har en seriøs aversion mod toiletter indrettet med muligheden for at se sin bare mås i bevægelse mod brættet?!) ANYWHO, det er jo nok det mest irrelevante emne for en anmeldelse og hvis det er den eneste anke, så kan jeg jo ikke gøre andet end at smide en anbefaling med på vejen.

Hindbærtærten var ikke helt op til himlen for mig, men overordnet set, synes jeg konceptet er så sejt og skønt og kærkomment. Tærternes er virkeligt homebaked og både smukke og rustikke – og så fristede de altså hver og én! Men den chokotærte dér – jeg tror jeg skal se om jeg kan stykke en opskrift sammen inden længe!

PS. Det kunne jo være at jeg i den anledning skulle tjekke den lækre tærtebog “American Pie” (affiliate link!) ud i den forbindelse. De to kvinder bag bogen, Erin og Grace, er nemlig de samme du finder bag kagerulle og disk i Skindergade 🙂

PPS. Du kan stadig lige nå at være med i vores konkurrence om 500 dask til hverdagsindkøb lige her.