Tanker om kræsenhed – og tips til mad for nybegyndere

NYTÅRSGODT: SALTKARAMELLER MED HAVTORN

karamel05

karamel03

SÅ er det snart nytår! Og jeg er for første gang nærmest nogensinde lykkedes med at lave karameller der hverken er for bløde eller for hårde. Karameller har vist sig at være en af mine madlavningsakilleshæle – sådan en ting, der bare ikke rigtigt vil lykkes. Kender I det? På trods af at man er nogenlunde ferm og vant i et køkken, så er der bare nogle ting, man ikke svinger med. Min gode mor er rædselslagen hver gang hun skal lave risengrød og bage brød. Det er hendes akilleshæle. Én af mine er altså karameller.

Efter at have lavet en stenhård portion på trods af intens målen med sukkertermometeret klagede jeg min nød til Frk. Dronningemad på et billede af nogle labre saltkarameller på hendes instagram-konto (hvis du er til flødeboller og andre søde sager, kan det godt anbefales at følge med). Straks smed hun sin opskrift i hovedet på mig og jeg kastede mig ud i den. Dog med et par tilføjelser, som kommer med her i opskriften.

Karamellerne er tiltænkt nytårsaften, hvor jeg udover lidt godter er blevet udpeget til kransekageansvarlig. Kransekage har jeg aldrig lavet før, men jeg planlægger at bruge denne opskrift og satser på at jeg kan krejle mig igennem på den.

 

karamel04

karamel02

Nu til karamellerne!

Du skal bruge: 

  • 250 g rørsukker
  • 50 g honning – jeg brugte havtornhonning fra Helt
  • 2,5 dl piskefløde
  • 30 g smør
  • 2-2,5 tsk flagesalt
  • 1-2 spsk tørret havtorn (mit er fra mærket Høstet, men en hurtig googlesøgning viser at der er mange andre muligheder)

 

Sådan gør du:

Mål rørsukker, honning, fløde og smør af og kom det i en mellemstor gryde. Varm langsomt op under omrøring og lad massen koge i 10-15 minutter til den begynder at tykne.

Det er her det springende punkt kommer: At få taget gryden af varmen på det rigtige tidspunkt. Der er flere måder du kan finde ud af om du er ved at være der:

  • Hvis du bruger sukkertermometer, skal du op på omkring 125 grader.
  • Du kan også teste karamellens konsistens ved at tage lidt op på en teske og smide den i køleren et øjeblik. Karamellen vil blive hårdere i helt afkølet tilstand, men du kan meget hurtigt mærke når forandringen er ved at ske og karamellen samler sig.
  • Dronningemad beskriver det som, at massen skal have en grødagtig konsistens og det var også tydeligt for mig, at massen ændrede sig og blev mere sammenhængende, da den var ved at være der.

Jeg holdt øje på alle parametre, og det lykkedes mig at få lavet noget fudgy dejlig småblød karamel, som klistrer en anelse fast på tallerkenen, når det ikke længere er køleskabskoldt 🙂

Når karamellen er færdig, tages den af blusset og hældes i en form (jeg brugte en glasbeholder på 20 X 10 cm) foret med bagepapir. Straks efter drysses de tørrede havtorneflager og flagesaltet ud over karamellen. Sørg for at kom godt ud i hjørnerne!

Jeg smed min på køl natten over og tog den ud lidt før jeg skulle skære den i tern. Du kan selvfølgelig pakke dem ind enkeltvis, men jeg kan meget godt lide ikke at skulle mase den fine havtornetop for meget, så de er røget tilbage i beholderen og bliver serveret på et fad nytårsaften.

3 kommentarer

  • Djuli! Der ser mega smækre ud! Jeg kan ikke se hvilken kransekageopskrift, du har tænkt dig at bruge, men hvis jeg må smide et lille tip, er de her fra blomsterberg helt fænomenale – de bedste kransekager, jeg har lavet og smagt, til trods for det utraditionelle twist. Just FYI 😉 Rigtig godt nytår.
    http://dronningemad.weebly.com/dronningemad/de-bedste-kransekager

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Har tit overvejet at prøve mig frem med havtorn. Måske det er denne her vej man skal gå når man er ny med det :-)))

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gane & Gaffel

      Det kunne det bestemt godt være! Jeg blev ret begejstret, da jeg så at de kunne købes på frost i fx Kvickly. Så kan man jo forsøge at bruge dem som andre bær, fx smide en håndfuld i sin havregrød om morgenen under opvarmningen. Men de tørrede og honningversionen er også supergode at have på lager, skulle jeg hilse at sige!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tanker om kræsenhed – og tips til mad for nybegyndere