MIDDELHAVSGRØNTSAGER

FRISK FENNIKELSALAT

fennikelsalat
Jeg er en af de få danskere, der faktisk ikke har den store fidus til lakrids – bevares, hvis det er der, så spiser jeg det. Men det er aldrig sådan at jeg savner det, eller har måtte få det tilsendt i store mængder under udenlandsophold. Derfor har jeg i lang tid også gået og bildt mig selv ind, at jeg ikke kan lide fennikel, for fennikel har altså lidt sådan en lakridset smag/duft.

Men jeg er ved at blive omvendt. For fennikel har også en helt genial krunsj og friskhed, der er rar her i de koldere måneder, hvor de almindelige sprøde salater smager af vand og ingenting.

Denne her nemme fennikelsalat er derfor en god erstatning, hvis man har brug for en frisk salat i vinterhalvåret:

Du skal bruge:

  • Et hoved fennikel
  • Et bundt brøndkarse
  • En fast pære
  • Reven skal af 1/2 – 1 citron
  • Lidt citronsaft, æbleeddike og god olivenolie til dressing
  • Havsalt og friskkværnet peber

 

Start med at snit fennikelhovedet fint på et mandolinjern eller med en skarp kniv. Skyl og tør brøndkarsen, fx i salatslynge. Skær pæren i tynde både på langs og vend det hele. Rør en dressing af den revne citronskal, saft, olie og eddike og lidt salt og peber. Og så har du din salat klar!

Vi spiste salaten sammen med rugmelspanerede rødspættefiletter, små ovnbagte kartofler og en youghurtdressing piftet op med resten af citronskallen, lidt saft, salt, peber og zumak (herligt mellemøstligt krydderi).

fennikelsalat2

1 kommentar

  • Mette

    Fennikel er bare godt! Er også en af de danskere der heller ikke har den store fidus til lakrids. Forstår ikke idéen med at der skal lakrids i alt – selv ost

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MIDDELHAVSGRØNTSAGER