photo kanelsnurrer3_zpsxhr5u9eu.jpgKager er ikke rigtig min ting. Altså, jeg elsker at spise dem, men det er sjældent mig, der melder mig frivilligt til at stå for dessert, kage og des lige. Brød og boller på den anden side, er min ting. Det har jeg har styr på.

Og så er der sådan noget som kanelsnegle og kanelsnurrer, der placerer sig som blommen i ægget lige midt i det hele. Det plejer at gå sådan OK, når jeg kaster mig ud i den disciplin, men nok heller ikke meget mere end OK. Særligt bliver de der snoninger altid lidt for skøre. Derfor har jeg også oftere købt mig til Meyers gode af slagsen, eller nydt dem hos min moaar, der har helt styr på de der snurrer, end jeg har bagt dem selv.

Synes dog ikke helt det kunne passe, at jeg ikke kunne få neglet de der snegle, så i weekenden gjorde jeg forsøget igen. Jeg tænkte det var bedst ikke at freestyle, så fandt denne opskrift henne hos Loui & Bernaisen, som jeg fulgte rimelig slavisk.

Lige bortset fra remoncen. Jeg ææælsker nemlig kardemomme og vanilje, men havde ikke noget marcipan, så jeg udelod marcipanen, men puttede henh. en teske vanilje og en teske kardemomme ned til kanel, smør og brun farin.

Det var desuden Loui & Bernaisens “Metode 1” til snoning af snurrerne, der endelig fik mine snurrer til at se nogenlunde fornuftige ud, og ikke ligne noget en femårige har haft fingrene i 😉

Før og efter turen i ovnen!

 photo kanelsnurrer1_zpsb21pmqka.jpg photo kanelsnurrer2_zpswefmgc7b.jpg photo kanelsnurrer4_zpsoskrlhre.jpg