Variation over daal: Daal-kokossuppe med nudler og rejer

 photo daalsuppe01_zpsksbjdwfw.jpg

Er det bare mig eller er der kødfri mig hér og mad-med-medfølelse mig dér lige for tiden? Jeg mærker virkelig en bølge af opmærksomhed mod hvad kød gør ved kloden og kroppen, og heraf en lyst til at spise mere vegetarisk eller vegansk, blandt mine venner, bekendtskaber og alle dem jeg følger på facebook, instagram m.m.

Jeg er selv en glad kødspiser, men kan egentlig godt mærke, at det fokus, der er for tiden, påvirker mig lidt. Ikke sådan at jeg får røde ører over en ditto bøf (dem føler jeg faktisk, at jeg spiser for få af pt. Min titel som singlemor efterlader ikke overflod af hverken tid eller lejligheder til hjemmerørt bearnaise med tilhørende bøfff.. suk!), men jeg får lyst til at eksperimentere mere med det grønne køkken – og jeg har egentlig ret meget optur over min kantines ugentlige kødfri dag (måske også fordi det som oftest “kompenseres” med kage ;-))

En af de bedste vegetariske måltider, jeg kender til, inkluderer daal. I det hele taget er det indiske køkken genialt, når det kommer til vegetariske retter, der har masser af fylde, karakter og smag!

Jeg har tidligere delt opskriften på daal  – og den daalsuppe, jeg lavede som restegilde, blev ret populær. Både på middagsbordet hos mig og på bloggen.

For nylig lavede jeg en stor portion daal efter denne opskrift, hvor jeg brugte 400 g røde splitlinser (svarer til en hel pose fra Urtekram) – og ud af denne portion daal, lavede jeg 2 måltider til 1 voksen og 1 barn – og 2 måltider til 2 voksne og 1 barn. Egentlig ret imponerende, så meget det strakte til, særligt hvis man tænker på, at daalen spillede hovedrollen i alle retter. Det er jo både tidsbesparende og økonomisk rentabelt, når sådan noget kan lade sig gøre.

Så mange måltider ud af samme udgangspunkt kræver helt sikkert noget variation, så man ikke går kold i det. Et andet godt tip er at fryse noget af det ned, og så tø op og arbejde videre med sagerne. Således lavede jeg daal’en og daalsuppen, frøs ned, tøede op og lavede så en suppe og nogle lækre deller.

Opskriften på daalen og daalsuppen har I allerede fået – de blev serveret med hhv. stort fladbrød og hjemmelavede chapatis, sidstnævnte skal jeg helt sikkert dele med jer en dag. De var et hit!

Her følger så den første af de to sidste opskrifter – og snart kommer den fjerde også på bloggen, så din daal kan serveres på 4 måder.

Det skal du bruge

  • ca. 3-4 dl. daal eller daalsuppe
  • lidt tomatpasta (jeg bruger sådan en her)
  • 1 dåse kokosmælk
  • Lidt grøntsagsbouillon (i vand)
  • Risnudler efter behov
  • 1 pakke rejer fra frost (Jeg bruger Irmas grønlandske)
  • Citronsaft eller æblecidereddike
  • 4-5 Limeblade, evt. 1 stængel citrongræs i stedet (eller begge dele, det skader sikkert ikke)
  • Evt. 1 bundt koriander
  • Evt. lidt revet citronskal

Sådan gør du

  • Start med at stege daal og tomatpure af i en gryde
  • Hæld kokosmælk og grøntsagsbouillon ved og lad det koge op
  • Blend suppen godt og tilsæt herefter limeblade og/eller citrongræs
  • Lad suppen stå og simre lidt – og tag rejerne ud af fryseren
  • Kog risnudlerne efter anvisningerne på pakken og chok dem i koldt vand
  • Smag suppen til med citronsaft/eddike, salt og peber
  • Skyl og pluk korianderen (eller nøjes med at skyl den og lad dine medspisere plukke den ved bordet og spar lidt på kræfterne)
  • Lige før servering vendes nudler rejerne i. Rejerne skal ikke koge op, da de bare bliver seje og gummiagtige af det. De skal blot tø op og ikke være kolde.
  • Server med koriander – og evt. et drys reven citronskal på toppen.

 

 

ASIATISK BROCCOLISALAT

broccolisalat
Da Aarstiderne de fleste hverdage bestemmer, hvad vi skal spise, er det stadig sjældent, at jeg selv er kreativ i køkkenet i hverdagene. Så det bliver ofte i weekenden, og oftest søndag, hvor den ikke står på sjov takeaway, gæster eller lignende, at jeg går i køkkenet for at lave helt almindelig hverdagsmad. Forrige søndag blev det til denne gode broccolisalat, der fik æren af at spice Irmas forårsruller fra frost op. Det skulle jo stadig være nemt!

  • 1 lille hoved broccoli
  • 1 udkernet skoleagurk
  • 1 avocado
  • 1 stor håndfuld frisk koriander
  • 1/4 frisk chili
  • Dressing af: limesaft, risvinseddike, soya, lidt flagesalt og friskkværnet peber

 

Start med at skyl og rens broccolien og skær den i små buketter. Kog vand op og hæld det over broccolien, så den får en hurtig blanchering. Hak imens agurk i tynde halvmåner og avocadoen i tern, og finthak koriander og chili. Når broccolien er afkølet blandes den med de øvrige grøntsager, chili og koriander og dressingen vendes over.

Vi spiste salaten old school firser-style til nemme forårsruller direkte fra Irmas frysedisk. De var desværre et større hit i min erindring om barndommens nemme aftensmåltider end i virkeligheden. Men salaten. Den var go’ 🙂

broccolisalat2broccolisalat3

RESTEMAD GALORE – SUPPE PÅ FLØDEKARTOFLER(!) OG BROCCOLI

restegalore02

restegalore01

Ja, der måtte altså lige et udråbstegn til i den overskrift der. Synes nemlig selv, at det er en anelse vildt, at jeg har lavet en – i øvrigt rigtigt dejlig – suppe på stort set kun på rester af flødekartofler og dampet aspargesbroccoli. Hvem ville lige have troet, at det ville være et seriøst hit? Jeg var skeptisk i hvert fald.

Det kom sig af, at mine forældre havde været forbi med dejlig mad. Det har de for vane at gøre en gang om ugen, hvor de også henter Benny fra vuggeren – og jeg skulle hilse at sige, at det altså er guld værd for en solomortype som mig. I øvrigt tror jeg, det vil være guld værd for de fleste småbørnsfamilier 🙂 Men nok om det. Menuen stod på flødekartofler/selleri i fad, dampede aspargesbroccoli og lækkert vildtkød. Jeg fik lov at beholde resterne og kunne ligesåvel bare have varmet dem op og genserveret for mig og Benny.

Sagen var blot den, at husstandens yngste ikke lige havde mod på flødekartofler den dag og egentlig heller ikke spiste særligt meget broccoli. Så for at prøve noget nyt, slog det mig på cykelturen mod vuggestuen at både kartoffel, selleri og broccoli i og for sig er nogle ret dejlige suppeingredienser. Fløde er også tit et hit i suppe – og ost har vist aldrig skadet nogen 😉

restegalore03

Ergo, var det da noget jeg blev nødt til at prøve af! Jeg smed derfor flødekartofler og ditto selleri samt den dampede broccoli i en gryde, hældte en god sjat kogende vand ved, tilsatte lidt bouillon og fløde og varmede det hele igennem, til alle grøntsagerne var godt møre. Gryden af blusset og ned med stavblenderen til suppen var helt jævn. Her kan man evt. justere med lidt ekstra vand, hvis suppen er for tyk. Herefter smagte jeg til med peber, urtesalt og citronskal.

Og så var der serveret. Kødet kunne også være skåret i tern og ristet hårdt på panden, men jeg valgte at gemme det til en anden god gang.. Måske en rugbrødsmad. Til gengæld spiste vi en håndpølse ved siden af. Bare fordi 🙂

(SKABS)TOMATSUPPE

tomatsuppe2
Tomatsuppe er sådan en hverdagshelt i køkkenet, der er så hverdagsagtig, at jeg nemt kan glemme, hvor godt det egentlig smager – og hvor ualmindelig lille en indsats, der skal til for at man har et godt måltid mad på bordet. Heldigvis kom jeg i weekenden i tanke om tomatsuppen – eller rettere sagt – den kom i tanke om mig. Jeg var søndagsdoven og det var lige, hvad det kunne blive til ud af køleskabet og køkkenskabenes gemmer.

Til et par sultne voksne og et barn brugte vi:

  • 2 dåser hele flåede tomater
  • 1 løg
  • 1 lille squash
  • 1 fed hvidløg
  • 1/4 friskhakket chili
  • 3 dåser vand (brug en af de tomme dåser fra tomaterne)
  • God grøntsagsbouillon
  • Tørret krydderier, fx timian, oregano og basilikum
  • Et skvæt god balsamicoeddike og et skvæt ketchup
  • Salt og peber efter smag og behag
  • 2 store håndfulde små suppe-pastaer
  • Olivenolie til at stege i

 

Til servering: God olivenolie og friskreven parmesanost

Fremgangsmåde
Start med at snit løg, squash, hvidløg og chili i tern steg det i en gryde i en god sjat olivenolie i et par minutter ved mediumhøj varme uden løgene brænder på. Smid krydderier, salt og peber i og steg videre og hæld så de flåede tomater, vand, bouillon, eddike og ketchup i. Lad suppen simre for svag varme i ca. 20 – 30 minutter og blend med en god stavblender. Smid dine håndfulde suppe-pastaer i suppen og kog videre for svag varme i 5-10 minutter alt afhængig af kogetiden for dine pastaer. Server med lidt god olivenolie på toppen, reven parmesan og et kværn peber.

Et hit for store og små madører og fedtfingre!

tomatsuppe tomatsuppe4

HJEMMELAVET MÜESLI

muesli2
Hjemmelavet müesli eller granola, eller hvad man nu vil kalde det er ikke en nyhed her på bloggen og bestemt heller ikke i blogland i det hele taget. Men jeg genopdagede min kærlighed til den hjemmelavede slags her i den nyligt forgangne påskeferie, som vi spenderede på Mallorca.

Vi havde nemlig fået købt lidt for mange havregryn til, at Ella kunne nå at gøre kål på som havregryn med mælk. Og da vi samtidig havde fundet nogle fantastiske ristede hasselnødder i supermarkedet, så blev resterne til en hjemmelavet müesli I ikke skal snydes for. For det er altså helt vildt nemt at lave – og vi har fortsat festen efter vi er kommet hjem – og når sådan noget overlever i en hverdagsstresset børnefamilie, som her i hytten, så kan det overleve hos de fleste 😉

Til et stort sylteglas brugte vi:

  • 4 – 5 store håndfulde grovvalsede havregryn
  • 4 spsk. flydende honning
  • 20 g. smør
  • 1/2 tsk kanel og 1/2 tsk vaniljepulver
  • 1 stor håndfuld ristede, afskallede og grofthakkede hasselnødder
  • 1 håndfuld rosiner
  • 1 håndfuld tørrede tranebær
  • 1 stor håndfuld kokosflager

 

Forvarm ovnen til ca. 175 grader varmluft.

Smid honning på en pande. Varm op og smid smør på (præcis, som hvis du skulle lave brunede kartofler!). Vend havregrynen i smør og honningblandingen til det hele er fedtet godt sammen. Hvis det hele virker lidt for tørt, så supplér gerne med lidt ekstra honning. Drys til sidst kanel og vaniljepulver over.

Beklæd en bageplade med bagepapir og fordel havrgrynsblandingen jævnt på pladen. Sæt i ovnen i ca. 5-10 minutter alt efter din ovns effektivitet. Tag grynene ud og lad køle lidt af før du topper op og blander de ovnbagte gryn med de øvrige ingredienser.

Opbevares i en lufttæt beholder og indtages med en god youghurt, tykmælk, ymer eller lignende og frisk frugt eller bær efter lyst, behov og køkkenskuffernes beskaffenhed!

mueslimuesli3