MAD SKAL SPISES – IKKE SMIDES UD!

madskalspises3

SPONSORERET INDLÆG

Som det sikkert ret tit skinner igennem her på bloggen, har både Julie og jeg det gevaldigt svært med madspild, og vi forsøger på bedste vis at undgå det i vores respektive husholdninger. Som oftest ved at få brugt rub og stub fra køkken- og køleskabe på alskens kreative måder. Fx som Julie gjorde her, da hun tryllede en omgang rester af en ret flødekartofler og broccoli om til en læks suppe. Eller som jeg gjorde, da de stegte grøntsager fra en middag bestående af grillede grøntsager og helstegt kylling blev til en reste Shepards Pie. Og engang imellem for undertegnedes vedkommende simpelthen ved blot selv at lege skraldespand og spise liiige lidt mere end sulten egentlig rakte til 😉

Så da Netto og Fødevarebanken spurgte os om vi ville være med til at slå et slag for deres nye app Mad skal spises”, der skal hjælpe danskerne med at dele overskudsvarer, som ellers risikerer at blive smidt ud, var vi ikke sene til at takke ja.

App’en kan bruges til alle smartphones og i alle danske fødevarebutikker og giver et hurtigt overblik over, hvor man kan købe varer, der er sat ned i pris, enten pga. snarlig udløbsdato, for store parti varer eller andet. App’en lader alle – både dig som forbruger og de butiksansatte – uploade de gode tilbud på “sidste salgsdato varer” m.m. fra de enkelte butikker, og når du så ‘tjekker ind’ på app’en, kan du se, hvilke tilbud, der er i butikker nær dig – og fx ile derhen efter lige præcis det tilbud, du er interesseret i. Skid..smart og skid..sympatisk idé! Havde jeg fx boet lidt tættere på Finsensvej havde jeg slet ikke overvejet at lave aftensmad selv, men blot hapset tilbuddet på Løgismoses færdiglavede boller i karry (de er gode!) og havde jeg stadig haft et flaskebarn, havde jeg godt nok også ret hurtigt lagt vejen forbi Landemærket!

madskalspises6

Jeg har testet app’en af her over et par uger, primært i mit nærområde, der i hverdagen består af Frederiksberg og København, men da den forgange uge har budt på en kort ferie til den lille by Sæby i det nordjyske, måtte jeg også lige tjekke om nordjyderne var med på beatet – og det var de sørme – der var også gode tilbud at spotte uploadet via app’en på de kanter.

App’en viste sig også handy, da vi netop hjemvendt fra ferie skulle supplere køleskabets rester op med lidt indkøb, så vi rent faktisk fik et helt måltid tryllet frem.

madskalspises

RESTE-TORTILLAS

Det blev på bedste børnefamilie-stil til Netto-indkøb i form af tortillas (på tilbud – garanteret fra et større parti) og en enlig pakke økologiske nakkekoteletter (ligeledes på tilbud) fundet via app’en, suppleret med tomat, reven ost og avocado, og nogle rimelig sørgelige rester fra hjemmefronten bestående af et kvart hvidkålshoved, halvgamle gulerødder, en helgammel lime, en halv squash, en lille slatten peberfrugt og et løg, der havde været hele vejen med til Sæby og retur.

Kål og gulerødder blev fintsnittet og revet og tryllet til en let ‘slaw’ vendt med limesaft og olivenolie. Og squash, løg og peberfrugt blev stegt på panden i skabets mexi-spices sammen med koteletterne, der blev skåret i tynde strimler.

Det hele røg i lunede tortillas, og de tortillas vi ikke fik spist, røg i fryseren til en anden god gang, ligesom resterne af fyldet røg i en condi-boks, som min kæreste indtog til frokost dagen efter (han har ikke kantine på sit job, så rester er en god ting på den konto!).

madskalspises2 madskalspises4 madskalspises5

Der er jo som sådan ikke noget nyt i at gå på tilbudsjagt i dit lokale supermarked, men som en stor fortaler for at mindske madspild, så synes jeg, at det er en ualmindelig fin tanke fra Netto og Fødevarebanken at opfordre os alle sammen til at være med til at dele de gode tilbud med hinanden, så det i mindre grad bliver et spørgsmål om tilfældigheder, når man støder ind i en god vare tæt på sidste salgsdato. At app’en så også er åben for, at alle fødevarebutikker kan koble sig på, er bare endnu mere sympatisk.

Så tag da lige og download Mad skal spises, så vi i fællesskab kan være med til at bekæmpe al den dumme madspild!

Download app’en via iTunes App store eller Google Play 

 

 

SOMMERDRINKS MED SNAPS I

sommerdrinks04

sommerdrinks07

SPONSORERET INDLÆG

Tredje og sidste fortælling fra vores snapseeventyr med Aalborg Basis (som tidligere bød på lækker damefrokost og diy-brygning i økokøkkenet) skal handle om drinks. Sommerdrinks. Men titlen på indlægget kunne lige så vel have været “Stop spild af snaps” eller “Sådan får du snapseskeptikere til at drikke snaps”.

Det viser sig nemlig, at snaps i drinks fungerer helt utroligt fint, og i hvert fald for sådan én som mig, vil sætte lidt mere fut i tømningen af de snaps, jeg har brygget her på det sidste. Jeg er faktisk af natur ret stor snapseskeptiker, men de seneste år har jeg åbnet døren på klem for de mange spændende versioner på diverse smørrebrødsrestauranter. Og de her hjemmebryggede nogle, hvor man selv kan lege med smagen og matche dem til forskellige retter, har altså virkelig fået mig til at se snapsens fortrinligheder. Alligevel er jeg ikke lige typen der skænker mig en dram til en frokost på en almindelig lørdag herhjemme.

Drinks til gengæld. Sådan nogle nyder jeg både i godt selskab – og for mig selv på fifaen en fredag aften efter en lang uge. Det giver snapsen et helt nyt liv at blive omsat til en drink – og det er endnu en mulighed for at lege sig frem til gode smagskombinationer. Har du ikke mod på selv at kaste dig ud i frit smagskombinationsfald, så læs med herunder, hvor vi giver to bud på gode sommerdrinks med snaps i.

sommerdrinks05

sommerdrinks06

“Havtornic”

Jeg er stor gin tonic fan, og valget falder næsten altid på sådan en sag, når jeg skal have en drink. Derfor virkede det ret naturligt at forsøge sig med en snapse-tonic af en art. Jeg researchede lidt på gode smagsprofiler til havtorn (eller til passionsfrugt, som er det havtorn siges at lægge tættest op af smagsmæssigt) og her bongede tonic ud. Derfor gik jeg efter at kreere en tonic drink med min snaps med havtorn, citron og sort peber. Emilies version med agurk og mynte havde helt sikkert også virket fremragende, men den havde jeg ikke på lager her.

Jeg brugte: 

De våde varer blandes, isterninger, en skive appelsin og evt. lidt havtornbær hældes i ét voila!

Jeg sidder faktisk og sipper på sådan en sag, mens jeg skriver, og kan rapportere, at havtorn og tonic ér et utroligt fint matchende par. Jeg er faktisk allerede lidt hooked! Det parfumerede i havornbærret klæder virkelig bitterheden i tonicen – og appelsin og lemonsodavand sørger for lidt sødme, uden at det bliver hvinende på nogen måde.

 

sommerdrinks02

sommerdrinks03

“Solbær spritz”

Jeg har også eksperimenteret lidt med snapsen med solbær og sort the, som fik selskab af prosecco og lidt cider, og som lagde bunden for en hyggelig aften i haven hos gode venner. Jeg prøvede også at lave én med ren æblecider, men det blev simpelthen for sødt for mig.

Derfor endte vi på følgende kombi:

Det var blot at blande sammen og måske justere sødmen med cideren og så sippe løs.

Solbærspritzen var god, sødmefuld uden at gå over gevind og med godt punch i. Den kan muligvis optimeres lidt ved netop at udskifte cideren.

Ikke desto mindre viser det sig rimeligt nemt at udrette hæderlige drinks med de hjemmebryggede snapse og basis drinksingredienser. God opdagelse at gøre sig, nu sommeren for alvor har banket på døren. Savner man inspiration til snapsebrygningen, er der heldigvis inspiration at hente på Aalborg Basis’ instagram. Let the fun begin!

HVERDAGSHELTEWRAPS – MAD PÅ 10 MINUTTER

wraps02

wraps03

Jeg klapper i mine små hænder, når jeg får lavet et aftensmåltid, som inkluderer godt grønt, smager fortræffeligt og ikke mindst tager meget kort tid. Det er småt med tiden om eftermiddagen, og ofte kommer jeg halsende hjem til Benny, der er blevet hentet af sin far eller vores backing group af bedsteforældre, og så skal der lige bikses noget sammen, mens man også lige får leget og krammet og snakket.

I aften fik jeg lavet sådan en af de der aftenmåltider. Det er så uhyre simpelt, at der ikke er meget opskrift over det, men jeg vil alligevel give tippet videre, da det netop er noget af det, jeg selv sætter størst pris på ved blogs: Inspiration! (Hvad spiser de andre? Nåhja, den ret havde jeg lige glemt.. Putter hun x i y? Nåh, det lyder da ret spændende… osv.) I øvrigt er et andet måltid, der har haft succes på samme parametre, det her. 

 

Til 1,5 person (altså en voksen og et barn) brugte jeg:

  • 1 dåse tun
  • 2-3 spsk græsk yoghurt 10%
  • 2.3 spsk god mayo
  • Lidt citronsaft
  • 3 tortillawraps (jeg brugte nogle med fuldkorn fra Levevis)
  • 2 avocadoer
  • 1 peberfrugt
  • 1/2 fennikel
  • 4 store romaine salatblade

Sådan gør du:   

  • Rør drænet tun med mayo, yoghurt og citronsaft og stil til side. Blandingen må godt være lidt våd i det. Tænk på det som fiskefyld og dressing i ét
  • Varm tortillaerne i ovnen eller på brødristeren. Jeg gjorde det sidste, det fungerede helt fint, når der ikke skulle varmes så mange, og så kan man varme en af gangen og se, hvor mange man kan spise.
  • Imens skylles og snittes alt det grønne. Fenniklen snittede jeg helt fint på mandolinjern, mens resten blev skåret ud i grovere skiver. Salaten behøver du for så vidt slet ikke at skære ud.
  • Ved bordet smøres hele fladen med tunblandingen og det ønskede fyld lægges i. Rul sammen og skær evt. over i to, da det er nemmere at håndtere for særligt de små hænder.

 

wraps01

Her ses hvor dejligt kaotisk grøntsagerne kan serveres på bordet. Lang til, fyld op!

 

Man kan selvfølgelig bruge lige hvad man har lyst til af fyld – og ikke mindst hvad man har i skuffer og skabe. På den måde er det også en udmærket måde at få brugt diverse grøntsags- og kødrester. Varmrøget laks i sådan en fætter skal man heller ikke kimse af.

I øvrigt mener jeg slet ikke, at man behøver at have et travlt børnefamilieliv for at nyde sådan en wrap hér. Jeg tror, at det er genialt både på forjagede hverdagsaftener, på stille soloaftener og måske som tømmermændsmirakel i weekenden.

PIZZZAAAAA(SNEGLE)

pizzasnegl7

Jeg holder mig lige for tiden en snart toårig, der har et ordforråd på godt og vel 20 ord eller noget i den dur. Heldigvis er mor (og far) i blandt dem – men højt på listen er også henholdsvis melon (eller rettere sagt molooon, men hun mener melon) og pizza. Pizza lader helt klart til at være livretten til aftensmad for tiden og melonen bare på alle andre tider af døgnet. Pizza kan dog være mange ting, så længe det er rimelig fladt og rundt, så både tortilla og pitabrød nyder samme positive særstatus, når det kommer på bordet herhjemme.

I anledning af sommerfest i vuggestuen besluttede jeg mig derfor til, at vores medbragte ret (som der åbenbart hører sig til i sådanne anledninger), skulle være pizzasnegle. Og som barnet ikke har prøvet før. De var helt som forventet et kæmpehit, og hun nåede da også at kværne to styks ned (måske med lidt hjælp fra far), inden vi nåede hele vejen hen til vuggestuen med dem.

Pizzasneglene var ganske vegetariske og super gode (også til voksne).

Til ca. 40 styks brugte jeg:

Dejen

  • 7 dl vand
  • 1 spsk god tørgær
  • 2 spsk surdej (fx fra en rugbrødssurdej)
  • 1 spsk salt
  • Manitoba-mel – ca. 800 gram
  • Rugmel – ca. 100/200 gram
  • God olivenolie
  • 1 æg (til pensling)

 

Fyld

  • 1 dåse flåede tomater
  • 2 spsk tomatpure
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • Salt, peber, oregano og basilikum
  • 1 god skefuld rød pesto
  • 1 spsk ketchup
  • Lidt olivenolie og god balsamico
  • ca. 150 gram god feta (jeg brugte Tavernas fra dåse – modtaget som PR-gave)
  • ca. 250 gram alm. revet ost

 

Tilberedning

Start processen aftenen før. Vand røres med tørgær, en skvæt olie og hvedemel til du har en god tung dej, der stadig er klæbrig. Smid herefter surdej og salt i og supplér med rugmel. Melmængderne er retningsanvisende. Det bedste du kan gøre er at se og røre dig frem. Jeg kørte dejen i røremaskinen og har skal den ende med at være god og elastisk, og lidt klæbrig, men ikke længere klistre til fingrene. Når den konsistens er ramt, smides dejen i en skål smurt med lidt olie og dækkes til med et koldt viskestykke. Lad dejen hæve på køkkenbordet natten over. Skal du lave/bruge dejen med det samme den følgende dag, er det bare at arbejde videre med den om morgenen. Det skulle jeg ikke, så jeg smed den på køl, så jeg kunne styre hævningen til om eftermiddagen.

Så er det til tomatsaucen. Her hakkes løg og hvidløg, og begge dele klares i en lille gryde uden at branke ved medium varme. Når løgene er klaret, krydres med krydderierne, tomatpure og flåede tomater smides i – og der smages til med øvrige ingredienser. Lad simre i ca. 15 minutter. Herefter skal saucen, der godt må være rimelig tyk, have en tur med stavblenderen, så den er jævn og nem at fordele i pizzasneglene.

Osten rives og fetaen smuldres.

Tilbage til dejen. Den skal nu have samme behandling, som lavede du kanelsnegle = Den vendes ud på en melet bordplade og deles i to (så er den nemmest at arbejde med) og hver del rulles ud til et kvadrat på ca. 40 x 25 cm med en tykkelse på ca. 1,5 – 2 cm. Tomatsauce fordeles i et jævnt lag og der toppes med ost og feta. Dejen rulles på den lange led, så du får en rimelig lang (de 40 cm) pizzasnegls-pølse, der skæres i skiver af ca. 2 cm. Skiverne fordeles på en bageplade (ca. 9-10 stk på en alm. bageplade), pensles med æg og bages på varmluft ved 225 grader i ca. 15 minutter.  Takket være varmluften kan du have to plader i ovnen ad gangen, og så er faktisk ret overskueligt at færdigproducere 40 pizzasnegle på i alt 30 minutter 😉

pizzasnegl5 pizzasnegl4 pizzasnegl2pizzasnegl3

FAMILIEVENLIGE GRILLERIER

Gane&Gaffel_grillebrød-med-feta2_v2SPONSORERET

Her i den meget tidlige forsommer spurgte Kosan Gas om vi ville være med til at udvikle en række opskrifter på mad over (gas)grill sammen med de dygtige madbloggere Ditte fra The Food Club og Nadia fra FoodFanatic. Og da sommeraftener med mad over grill er et hit hos både Julie og jeg, takkede vi pænt ja. At grilleriet så foregår over gas gør det blot endnu mere praktisk og nemt at gå til – og særligt, når man skal få mættet nogle små børnemunde inden kl. slår 18-nul-dut er det pivpraktisk, at man ikke skal stå og vente halve og hele timer på glødende kul, når der skal grilles. Hjemme på min matrikel har vi fx fået anskaffet os en kæmpe gasgrill ud til vores kolonihave, der bl.a. også var i brug til det store hotdog-grilleri til vores bryllup sidste sommer, og på de varme dage i år har den også allerede været i fuld sving til alt fra pizza på grill, til grillede grøntsager og gode burgere (som jeg må dele en opskrift på, med jer med lejlighed – de blev virkelig gode!!).

Vores bidrag til Kosan Gas’ opskrifter endte sjovt nok i den børne- og familievenlige boldgade og blev testet af en noget råkold marts-eftermiddag over en lille fiks bord-gasgrill i Julies baggård. Vi kastede os ud i en masse gode småretter i form af grillede kyllingelår med spicy ananassalat, grillspyd med kødboller, peberfrugt og laber dyppelse samt grillet brød med grillet feta-tomat dip.

Gane&Gaffel_ananassalat_v2 Gane&Gaffel_kødbolle-spyd_v2 Gane&Gaffel_Grillbrød-med-feta5_v2

Alle opskrifter kan findes lige her på Kosan Gas’ hjemmeside – men som en lille appetizer (i helt bogstavelig forstand) kan I få en forsmag lige her – nemlig i form af vores anretning af brød bagt på grill med  grillet feta-tomat dip. Brød og feta er perfekt som en uformel  og rustik velkomstsnack til grillgæsterne, mens aftenens hovedret(ter) tilberedes.

Snack attack til ca. 4 personer: Grillbrød med grillet feta og tomater

Til brød

  • 6 dl vand
  • 1 ½ tsk tørgær fx fra Doves Farm
  • 9 dl hvedemel
  • 2 dl rugmel
  • 1 dl havregryn
  • 1 spsk salt
  • Lidt olivenolie

 

Til tilbehør

  • 1 bakke cocktailtomater
  • 1 godt stykke feta
  • Olivenolie
  • Basilikum
  • Evt. ¼ rødløg
  • Salt og peber

 

Fremgangsmåde

Hæld vandet i en skål og rør tørgær i. Tilsæt salt og mel lidt af gangen, så det optages og bliver til en lind dej. Dejen skal til sidst have konsistens som tyk, sej grød. Lad dejen stå i ca. ti minutter, rør igen og hæld dejen over i en stor bøtte med låg, der er smurt med olivenolie. Lad stå i køleskab natten over – eller ca. 8 – 12 timer.

Skyl tomaterne og skær dem over på langs. Læg dem i et stykke sølvpapir, krydr med salt og peber og saml sølvpapiret om tomaterne og fold kanterne godt ind, så pakken lukkes helt.

Læg fetaen på et stykke sølvpapir, hæld lidt olivenolie ved og lav endnu en sølvpapirspakke.

Dejen hældes i et ildfast, grilldygtigt fad på ca. 15 x 25 cm foret med bagepapir og lidt ekstra olivenolie og bages i grill under låg i ca. 45- 50 minutter ved 200 grader. Husk ikke at åbne låget (i al fald ikke særlig tit, så slipper du den gode luft ud). Juster bagetiden efter din grill, hvis du har en større grill, skal du sandsynligvis give brødet lidt kortere tid. Dette passede til vores bord-gasgrill. Har du en pizzasten, så læg den meget gerne under fadet, så du undgår at bunden af dit brød (eller fad!) brænder på. Tag til allersidst brødet ud af formen og grill det hurtigt på begge sider. Når brødet er ved at være færdigt lægges de to pakker på grillen og gives 10-15 minutter.

Pak fetaen ud og læg den nu varme og smeltende feta over på en tallerken. Åbn tomatpakken og hæld tomaterne udover fetaen. Hæld 1-2 spsk olivenolie over, riv lidt basilikum over og drys evt. med lidt rå rødløg. Afslut med friskkværnet peber og ost, tomat og olie op med det nybagte brød.

Gane&Gaffel_grillebrød-med-feta2_v2 Gane&Gaffel_Grillebrød-med-feta5_v2 Gane&Gaffel_Grillbrød-med-feta5_v2

Billeder af Ditte Ingemann