FULDKORNS-RISOTTO MED SVAMPE

fuldkornsrisotto2

Her i det lille hjem er vi så småt begyndt at vænne os til, at vi nu er fire mennesker om spisebordet, og at snart alle fire – inklusiv den mindste på knap otte måneder, sådan set kan spise alt, hvad der bliver serveret (sådan i teorien – selv den snart 3-årige kan stadig være ret selektiv med, hvad der ryger indenbords;)). Nå, men i det regi forsøgte jeg for nogle uger siden at bikse denne fuldkorns-risotto sammen med det formål at lave en blød grødagtig aftensmad, som de små nemt kunne få indenbords, og de voksne stadig kunne nyde.

For at gøre risottoen lidt nordisk byttede jeg de italienske arborio-risottoris ud med Urtekrams fuldkorns-grødris, og hvidvinen med lidt æblecidereddike. Det funkede sådan set fint, men selve kogningen af grøden tager bare lidt længere tid, så det skal man lige have in mente. Dog skal man ikke være lige så meget over retten, som en klassisk risotto.

Risottoen gled flot ned hos os voksne, og så vidt jeg husker, var ældstebarnet OK fornøjet. For den mindste blev det hele nok en anelse for salt, da både parmesan og bouillon jo tæller rimelig højt i saltregnskabet. Så hvis man vil lave den til de helt små børn, er det nok en god idé lige at tage en portion fra til det formål, lige før du putter osten i.

Til ca. 6 personer brugte jeg:

  • Ca. 3-400 gram fuldkorns-grødris
  • Et godt skvæt æblecidereddike
  • 1 løg (finthakket)
  • 1 bakke champignoner
  • 1 fed hvidløg
  • 1,5 l. svampe/grøntsagsbouillon
  • 50 gram parmesan/høost/ravost
  • 2 spsk smør
  • (Salt) og peber

Start med at svits løg og hvidløg for medium varme i en omgang olie, så løgene bliver klare, men ikke branker. Tilsæt risene og rør med et par minutter. Tilsæt så et ordenligt skvæt æblecider-eddike og tilsæt så aal din bouillon. Jeg brugte en blanding af Herbamare grøntsagsbouillon og en terning svampebouillon fra Knoor (og Sverige – ved ikke om man kan få det herhjemme).

Lad nu blot hele herligheden simre sammen i en god rum tid for svag varme. Nok noget nær en time. Under låg. Fuldkornsris tager god tid. Rør et par gange undervejs. Når risene er kogt og møre, og det meste af væsken suget op, så giv evt. gryden lidt tid uden låg med mere smæk på varmen, så lidt mere af væsken fordamper. Når du har en ‘soggy’ grød, så smider du en ordentlig klat smør og ditto håndfuld ost i gryden, ligger låget på og lader det smelte sammen i grøden en 5 minutters tid. Smag til med friskkværnet peber (og evt. lidt salt, men smag lige efter først, jf al den gode saltede ost og bouillon!). Rør det hele rundt – og så er du klar til servering!

PS – vi havde lidt tilovers af retten, som jeg blot varmede op dagen derpå – men jeg tror også at risottoen her i en reste-version ville gøre sig godt stegt på panden a la klassiske risengrøds-klatkager.

fuldkornsrisotto

MUFFINS-BOLLER

muffinsboller3Vi har fundet på en ny spise her i hytten. Muffins-boller.

Eller for at være helt ærlig, så er det pigernes mormor, der har fundet på det – og Ella der har navngivet. Det er jo ikke fordi vi på den måde vinder verdensmesterskabet i sundhed, men det må da i al fald være marginalt sundere end at give sine børn ‘the real thing’ (altså kager), og så tænker jeg også, at de er ret oplagte til fødselsdagsfejringer i diverse daginstitutioner, hvor de gerne frabeder sig for store mængder sukker, men godtager lidt glasur hist og her (det gør de i vores vugger).

Anledningen til denne omgang muffins-boller var afslutning på det rytmik-hold, som Ella har gået på, og hun synes selv det var et hit at få lov at drysse de små “Elsa & Anna” hjerter på glasuren. Hvorfor aaalt lyserødt for tiden bliver kaldt noget med Elsa & Anna (fra Frost), vides ikke. Men sådan er det vist bare at være pige-mor 😉

Bolle-dejen blev til efter Umut Sakaryas Arla Essens opskrift. Jeg skruede blot ned for sukkeret i selve dejen (til en spiseske), og har du ikke kefir, kan du veksle den til kærnemælk, selvom kefir altså smager mægtigt. Prøv det siger jeg bare!

PS – husk at lade smør/vandblandingen køle godt af, så det er lillefinger-lunket inden du mikser det med mel, gær og de øvrige ingredienser, ellers dræber du gærens hæveevne. Og så bliver bollerne en kedelig affære.

Jeg lod dejen hæve et par timer i skålen. Formede herefter ca. 16 små boller, som jeg smed ned i smurte papirs-muffinsforme (der i forvejen var proppet ned i sådan en fast muffinsform), og så lod jeg bollerne hæve i formene en lille halv time ekstra, før jeg penslede dem med (et ekstra) æg, og gav dem turen i ovnen.

Bollerne blev pyntet med lyserød glasur og dertilhørende krymmel da de var kølet godt af.

Og lige på nær den brok over min manglende evne til at bage veganske boller, jeg fik fra den veganske far til det barn, jeg ikke vidste var veganer, så blev muffins-bollerne mægtig godt taget imod af både mit eget barn og resten af rytmik-holdet 🙂

muffinsboller muffinsboller2