VOKSENPOINT

ROSINBOLLER

rosinboller
Jeg har aldrig, som i seriøst aldrig forstået konceptet med rosinboller, eller nogen former for tørret frugt i blødt brød i det hele taget. For mig har det altid stået på linje med ananas på hawaii-pizzaer. Noget underlødigt og mærkeligt, der ikke hører sammen. Efter jeg har fået børn, er der dog dukket rosinboller op allevegne i mit liv. Der er jo stort set altid rosiner i teboller til børn, og Ella spiser dem lystigt.

Da hun den anden dag ville bage og vi ikke havde noget synderlig spændende i hjemmet at bage af, udover lidt mel og rosiner, så overvandt jeg min rosinbolle-fobi og kastede mig udi en omgang hjemmebagte af slagsen. Og de blev virkelig virkelig gode. Måske kan jeg faktisk gå så langt, som at sige at jeg er blevet kureret for min rosinbolle-fobi. Især med en ordentlig omgang tandsmør på toppen. Jeg havde kun bagt en lille portion, da det mest var for barnets underholdnings skyld (hun gad så overhovedet ikke at hjælpe, da jeg først var gået i gang), men det var nok også meget godt, for ellers var der altså røget aaal for mange af de her små herligheder indenbords!

Til seks boller:

  • 1 dl yoghurt natural
  • 2 – 3 dl vand
  • 20 gram gær
  • 2 spsk sukker
  • 1 knivspids salt
  • 20 gram smør
  • 1 håndfuld rosiner
  • Hvedemel – ca. 300 gram (men prøv dig frem)

 

Fremgangsmåde:

  • Start med at hæld yoghurt og vand i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt sukker og salt
  • Smelt smørret og lad det køle af.
  • Rør mel i væskeblandingen. Når konsistensen minder om tyk havregrød supplerer du med rosinerne. Hæng dig ikke i min vægtangivelser, jeg måler aldrig mel op, så de 300 gram er et gæt, du kan bruge som pejlemærke
  • Lad dejen stå en fem minutters tid
  • Vend nu det smeltede smør i dejen og suppler med ekstra mel til du har en god let dej, der kan samles, men stadig er klistret
  • Lad nu dejen stå tildækket i to til tre timer
  • Tænd ovnen på 230 grader (lad bagepladen varme med op)
  • Vend dejen nænsomt ud af skålen på et meldrysset bord og skær dejen ud i seks stykker, der formes til boller og sættes på et ark bagepapir
  • Pensl med vand, mælk eller æg
  • Når ovnen er varm, trækkes bagepapiret med bollerne over på den varme bageplade, der hurtigt sættes ind i ovnen, som skrues ned til ca. 200 grader
  • Bollerne skal have ca. 10 minutter – men kig til dem undervejs. Alle ovne er forskellige.

 

rosinboller rosinboller2

 

4 kommentarer

  • Maria

    Ad hvor ser det bare vammelt ud at du har puttet så MEGET smør på bollen, det er ihverfald ikke bolle med smør men smør med bolle

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Hej Maria – hver sin smag. Hav en god dag,

      Emilie G&G

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Mmm, nu har har jeg lyst til rosinboller… Hvis man i min verden skal have noget, der er endnu bedre, kan man også putte kandiseret appelsinskal og sukat i dejen. I love it!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Det må være næste skridt i vejen til at kurere min sødme i bagværk fobi 😉

      Emilie G&G

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VOKSENPOINT