ROSINBOLLER

EN SMUTTUR TIL SKÅNE

skaaneDer er mere end almindeligt stille her på bloggen, men bare rolig vi har ikke givet helt op. Vi holder bare ferie og passer familielivet, og for mit vedkommende de sidste krampetrækninger af min barsel. GISP! som de ville sige i Andeby. De forgangne 10 måneder er fløjet forbi og om halvanden uges tid starter hverdagen, men det er også OK. Lidt endnu nyder vi dog vores nye sommerhus, som jeg vist slet ikke har berettet om her. Nå, men mere om det. Som en start vil jeg lige smide jer denne lille guide til gode steder i Skåne. Der spenderede vi nemlig de første par dage af vores sommerferie med min mands familie.

Skt: Jakobs Stenugnsbageri

Jeg har tidligere berettet om det gode bageri Skt: Jakobs Stenugnsbageri i Lund. Og den gode nyhed er, at mens jeg har sæt væk (a ka fået et par børn), har de tilsyneladende udvidet butikken helt gevaldigt med et par afdelinger i Malmø og en i Ystad. Vi slog vejen forbi den ene af Malmø-butikkerne (den ved havnen), og købte en større sending kardemummabullar og kanelbullar med til deling med familien.

Skt: Jakobs Stenugnsbageri, Glasvasen, Carlsgatan, Malmø

skaane7 skaane6Flickorna Lundgren

Flickorna er det vildeste du længe kommer til at opleve, hvis du leder efter svensk Carl Larssonsk skærgårdsidyl. Her sidder du i en blomstrende have og spiser gigantiske rejemadder, verdensberømt æggekage, eller ualmindeligt rare kager alt imens søde svenske piger skænker kaffe af gamle kobberkander.

Skäretvägen 19, 263 72 Skäret, Sverige

skaane2Höganäs by

Vi boede rimelig tæt på Höganäs, og det blev derfor destinationen for vores indkøb. Her finder man bl.a. en superlækker saluhall i gamle nedlagte fabriksbygninger, hvor du kan købe alskens godt frugt, grønt, brød og andre deli-varer. Vores yngstebarn ville under ingen omstændigheder sove mens vi var der, så jeg gik glip af løjerne, men pænt så det ud udefra.

På, hvad der vel kan betragtes som byens hovedgade fandt vi til gengæld en anden lille mad-perle. Den lille biks, Ost og Delibaren. Her kan du købe oste og charcuteri, og de laver også et par simple anretninger af paj (tærte), og salater.

Lidt uden for Höganas ligger et større outlet-kompleks, der bl.a. rummer et større Iitala outlet. Iitala har omkøbt en række brands, så de i dag også tæller det gamle Höganäs og Rörstrand keramik. Da jeg havde spottet at det fine krus med bestik på billedet oven for var af mærket Höganäs, håbede jeg i mit stille sind, at det kunne købes der. Det kunne det ikke, men vi fik da hældt andet godt i indkøbskurven, som lidt mumiglas til børnene og en Höganäs-kande til moderen.

Sådan lidt ved et tilfælde foreslog min mand på vejen tilbage til bilen, at i også skulle stikke hovedet ind i Höganäs keramik center, der ligger lige over for Iitala outlettet. Og ved et rent lykketræf så viste det sig, at de fine retro brune krus kunne købes lige præcis her. Sååå, nu ejer vi også sådan én;)

Sammen med storfamilien fandt min mands moster også et lille fint fransk spisested in the middle of nowhere (dog tæt på Höganäs), der hedder La Maison Francaise. De kører ægte fransk bistro stil og har kun 3-4 hovedretter på menuen, og så en prangende kageopstilling ved indgangen, hvor man selv kan vælge sin dessert fra. Er du i nærheden, er det bestemt en frokost værd

Brandstorpsvägen 141, 263 91 Höganäs, Sverige

skaane4 skaane5Mölle

Er du alligevel kørt mod Flickorna Lundgren, så fortsat et kvarters tid endnu og kør ud til Mölle, der emmer af svensk badebys-idyl. Her ligger bl.a. det lækre Mölle Grand Hotel, og nede i det lille fiskerleje er der linet op med små fine caféer, der byder på toast Skagen, rejemadder og hvad hjertet eller kan begære. Jeg luskede rundt i den fine café, Brandstationen, hvor du kan købe godt brød og andre “købmandsvarer”, ligesom de har et begrænset menukort til frokost og aften, og du kan sætte dig og nyde din mad med udsigt over vind og vand.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ROSINBOLLER